PoulDueJensen022_wide_1920x960
Poul Due Jensen er tredje generation i dynastiet bag Grundfos. Her sidder han på sit fars kontor i barndomshjemmet lige overfor Grundfos' hovedkvarter i Bjerringbro.  Foto: Mathilde Bech
Ledelse med vilje

Poul Due Jensen: »Jeg har skullet arbejde hårdt for at bevise mig selv«

7. oktober 2026

Som tredje generation i Grundfos voksede Poul Due Jensen op i skyggen af sin far og farfar og har brugt mange år på at finde sin egen autoritet i familievirksomheden.

Gå til Action card

Hvis Poul Due Jensen nogensinde er i tvivl om, hvor tung en arv han bærer på, behøver han bare kigge sig omkring i Bjerringbro.

Niels Due Jensens Plads er for eksempel opkaldt efter hans far, der var koncernchef i Grundfos fra 1977 til 2003. Poul Due Jensens Vej, der fører fra pladsen ud til det massive hovedsæde, har navn efter hans farfar, der grundlagde Grundfos i 1945. Og det nye hovedsæde, der forventes indviet i 2028, får efter planen adresse på Niels Due Jensens Vej – tæt på Poul Due Jensen Academy.

Navnene i bybilledet fortæller historien om de to generationer, der før ham byggede Grundfos op fra en lille pumpevirksomhed i Bjerringbro til en international industrikoncern med i dag 21.000 medarbejdere og en omsætning på 35 milliarder kroner – og hvor Poul Due Jensen har været koncernchef og CEO siden 2020.

Set udefra kunne det ligne en selvfølge, at Poul Due Jensen som tredje generation en dag skulle få en central rolle i familievirksomheden. Men efternavnet var ingen garanti for, at han skulle gå i sin far og farfars fodspor som øverste chef. Hans far og mor ønskede, at det blev sådan. Men den nødvendige respekt og autoritet har han selv måttet bygge op over mange år, fortæller han i Lederstofs podcast, Ledelse med vilje.

»Jeg har aldrig taget noget for givet i Grundfos, og jeg har skullet arbejde hårdt for at bevise mig selv. Lige så stille og roligt har jeg opbygget respekt som Poul og som leder,« siger Poul Due Jensen.

PoulDueJensen018_landscape_1920x1280
»Jeg sagde til min far, at hvis det var mig, der skulle sidde for bordenden som CEO, så var det vigtigt, at jeg havde frit råderum til at agere og tage de beslutninger, jeg mente var vigtige for Grundfos på vores fremtidige rejse,« siger Poul Due Jensen. Foto: Mathilde Bech

Ville anerkendes som sig selv
Efter gymnasiet tog han en kommerciel uddannelse på Handelshøjskolen i Aarhus og arbejdede som salgschef for Computerstore fra 1995 til 2000. Det var vigtigt for ham at vise, at han kunne klare sig i en branche, hvor Due Jensen-navnet ikke gav medvind på cykelstien.

»At jeg faktisk havde en chefstilling et andet sted, inden jeg kom ind i Grundfos, betød mere for mig, end jeg måske lige ville være ved. Der var andre, der anerkendte mig som person og som leder,« fortæller han i dag.

Også da Poul Due Jensen i 2000 skiftede Computerstore ud med Grundfos, var han fast besluttet på ikke at springe køen over, bare fordi han hed Due Jensen.

Han var begyndt som trainee i de tidlige 90’ere, men hans første rigtige job i familievirksomheden var i marketing hos Grundfos Canada, langt fra hovedkvarteret og Bjerringbro, hvor alle ved hvem Due Jensen’erne er.

PoulDueJensen019_1920x1280
»Jeg ser mig selv som en anden Poul end den første Poul, og heller ikke som en Niels. Jeg føler, at jeg har opbygget mig selv og min egen respekt i Grundfos omkring den leder, jeg er som Poul, og den person, jeg er,« siger Poul Due Jensen. Foto: Mathilde Bech

Udfordret af ledergruppen
Poul Due Jensen kom til Canada med store forventninger og skulle indgå i den lokale ledergruppe. Men efter den første måneds tid begyndte han at undre sig. Han følte ikke rigtigt, at han blev lukket ind, og opdagede, at der blev holdt møder, han ikke var inviteret til.

En fredag eftermiddag fik han nok. Han bankede på døren til et møde, hvor resten af ledergruppen sad samlet, og spurgte direkte, hvorfor han ikke var inviteret med.
Der blev stille i lokalet.

»Jamen Poul, du er jo chefens søn. Du er jo nok herovre for at kigge os over skuldrene og tjekke det arbejde, vi laver,« lød forklaringen.

Det kom bag på Poul Due Jensen.

»Jeg er faktisk her for at lære af jer. Jeg er her for at lære markedet at kende, lære om Grundfos og lære ledelse af jer,« svarede han og stillede dem derefter et ultimatum, fortæller han i Ledelse med vilje:

»Hvis ikke I synes, det er en god idé, at jeg er her, så synes jeg, I skal sige det til mig på mandag. Så finder jeg nok på noget andet.«

Poul Due Jensen gik nervøs på weekend, men om søndagen ringede hans chef til ham. Ledergruppen havde talt episoden igennem, og nu blev han inviteret til et nyt møde mandag, hvor parterne fik ryddet misforståelserne af vejen.

Når han ser tilbage på episoden i dag, hæfter han sig især ved, at han tog konfrontationen i stedet for at trække sig og vente på at blive lukket ind i varmen.

»Jeg kunne have sat mig over i hjørnet, men det er ikke den person, jeg er,« siger Poul Due Jensen.

Evnen til at gå ind i den slags situationer mener han blandt andet kommer hjemmefra, fra opvæksten og fra de mange år på håndboldbanen.

»Det tror jeg, jeg har med hjemmefra, fra håndboldbanen, fra kammeraterne og fra den person, jeg er.«

PoulDueJensen02_portrait_1280x1920
»Når vi kigger længere ind i fremtiden, er der mange ting, vi skal lykkes med i Grundfos. Og der kommer til at være rigtig mange beslutninger, som jeg og lederteamet omkring mig skal træffe for at få det til at ske,« siger Poul Due Jensen. Foto: Mathilde Bech

Var usikker på fremtiden
Canada blev begyndelsen på næsten 15 år i udlandet, hvor Poul Due Jensen arbejdede sig stadig højere op i Grundfos. Undervejs havde han lederjob i flere lande og lærte, som han selv beskriver det, at tilpasse sin ledelse til forskellige kulturer og måder at arbejde på.

Det længste og vigtigste ophold blev Singapore, hvor han tilbragte syv et halvt år og blandt andet fik ansvaret for hele Grundfos’ forretning i Asien. Selv peger han på årene dér som perioden, hvor han for alvor voksede som leder.

»Jeg synes, jeg lagde rigtig meget på i mine syv et halvt år i Singapore og med mit ansvar ude i Asien. Mit ophold der og i de andre lande har været med til at skabe min ledelsespakke,« siger han.

I 2014 kom invitationen til at vende hjem. Den dengang kommende koncernchef Mads Nipper inviterede ham til et møde, og først bagefter gik det op for Poul Due Jensen, at samtalen reelt havde været en slags jobinterview. For kort efter ringede Nipper og bad ham komme hjem til Bjerringbro og blive en del af koncernledelsen.

»Han bekræftede også over for mig, at det var en anerkendelse af mit arbejde efter årene i Singapore,« fortæller Poul Due Jensen.

Overfor Lederstof fortæller Mads Nipper det samme. At han bad Poul Due Jensen om at komme hjem, var mere på trods end på grund af efternavnet. Han var simpelthen den rette mand til jobbet.

Seks år senere forlod Mads Nipper Grundfos igen for at blive topchef i Ørsted. Det kom bag på Poul Due Jensen, der tænkte, at Mads Nipper nok skulle pensioneres fra Grundfos, og derfor var topchefjobbet ikke noget, han havde i tankerne. Han var også et helt andet sted. Grundfos stod midt i en stor organisationsændring, og Poul Due Jensen var usikker på, om han overhovedet ville fortsætte som en del af den daglige drift og ledelse.

»For at være helt ærlig stod jeg et sted, hvor jeg tænkte: Hvad skal mit næste skridt være? Skal det være i Grundfos, eller skal jeg ud at prøve noget bestyrelsesarbejde?«

PoulDueJensen09_1920x1280

Poul Due Jensen

Poul Due Jensen, Group President & CEO, Grundfos

Født 19. november 1971 som barnebarn af Grundfos' stifter Poul Due Jensen og søn af Niels Due Jensen.

Uddannet HD i afsætning fra Handelshøjskolen i Aarhus og har desuden taget lederuddannelser på Stanford University i USA, IMD i Schweiz og INSEAD.

Fra 1995 til 2000 var han salgschef i Computerstore i Aarhus. Derefter begyndte han i Grundfos og tilbragte samlet knap 15 år i udlandet, blandt andet i Canada, USA og Singapore. Han boede syv et halvt år i Singapore og var blandt andet ansvarlig for Grundfos' forretning i Asien-Pacific.

Fra 2015 var han medlem af koncernledelsen med ansvar for salg, marketing og service, inden han i november 2020 blev koncernpræsident og CEO.

Udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen, 2025

Menigt medlem i Poul Due Jensens Fond, 1992

Medlem af Danmarks Nationalbanks repræsentantskab, 2026

Privat er han gift med Annette. Parret har børnene Zia og Niels Victor og bor i Sejs ved Silkeborg.

Foto: Mathilde Bech

Fold ud

»Er jeg dygtig nok?«
Derfor blev han glad og stolt, men også lidt overrasket, da den daværende bestyrelsesformand Jens Moberg ringede og spurgte, om han ville være med i feltet af interne og eksterne kandidater til jobbet. Ikke med en forlomme, men på lige fod med de øvrige navne, der var i spil.

»Jeg skulle lige tænke mig rigtig godt om. Kan jeg det her? Er jeg dygtig nok til at tage den her på vegne af Grundfos, men også familien?« fortæller han.

Inden han sagde ja til at gå ind i kandidatfeltet, vendte Poul Due Jensen beslutningen grundigt derhjemme. Han talte både med sin hustru og børnene om, hvad det ville betyde for familien, hvis han pludselig blev trukket længere frem i offentligheden. Og også hvad det ville betyde, hvis han takkede ja til at være kandidat, men blev fravalgt.

Han tog også en grundig snak med sin far, Niels Due Jensen, der efter et langt liv i og omkring Grundfos stadig havde stærke følelser for virksomheden.

»Jeg sagde til min far, at hvis det var mig, der skulle sidde for bordenden som CEO, så var det vigtigt, at jeg havde frit råderum til at agere og tage de beslutninger, jeg mente var vigtige for Grundfos på vores fremtidige rejse.«

For ham var det afgørende, at et eventuelt generationsskifte ikke bare blev et skifte af navn på døren. Hvis han skulle stå i spidsen for Grundfos, måtte han have mulighed for at gøre det på sin egen måde.

»Det var nogle rigtig gode snakke,« konstaterer han i dag om processen, der førte til, at han takkede ja til kandidaturet og også endte som bestyrelsens foretrukne valg. Da han fik opkaldet om, at stillingen var hans, blev han både lettet og glad.

»Mange tror nok, at det var en nem beslutning for mig. Men det var det faktisk ikke, for jeg er ikke født ind i at være CEO i Grundfos,« siger Poul Due Jensen i dag.

PoulDueJensen08_landscape_1920x1280
»Jeg kunne have sat mig over i hjørnet, men det er ikke den person, jeg er,« siger Poul Due Jensen. Foto: Mathilde Bech

Sådan skal man ikke lede
At Poul Due Jensen ville have frihed til at lede Grundfos på sin egen måde betyder ikke, at han ønskede at gøre op med arven fra sin far og farfar.

Når han bliver bedt om at sætte ord på, hvad der kendetegner ham som leder, peger han først på den værdibaserede ledelse, de to generationer før ham byggede virksomheden på.

Betyder det, at du ser dig som en klon af din far og farfar?

»Nej, det gør jeg ikke. Jeg ser mig selv som en anden Poul end den første Poul, og heller ikke som en Niels. Jeg føler, at jeg har opbygget mig selv og min egen respekt i Grundfos omkring den leder, jeg er som Poul, og den person, jeg er.«

At han ikke ønskede at blive en tro kopi af sin far, stod tidligt klart for Poul Due Jensen. Allerede da han var 12, tog faren ham med på forretningsrejser i skoleferien. Og som 20-årig oplevede han en episode med sin far, der satte sig fast.

Niels Due Jensen havde taget sin søn med til et udviklingsmøde i Grundfos. Efter 10-15 minutter kunne Poul Due Jensen mærke, at farens temperament var på vej op, fordi det projekt, der var på dagsordenen, ikke udviklede sig som forventet. Faren greb hårdt om kuglepennen, pressede fingerspidsen ned i bordpladen og blev rød i hovedet.

Pludselig rejste han sig og gjorde det meget tydeligt, hvor skabet skulle stå. Han kiggede ned på sin søn, nikkede mod døren og gik demonstrativt ud af lokalet. Henne ved døren vendte han sig om.

»Poul, kommer du?«

Ude på gangen gik de et stykke, før faren stoppede op.

»Poul, nu har du oplevet, hvordan man ikke udøver rigtig ledelse. Den måde at tale til sine ansatte på, når nogen har gjort sit bedste, er ikke måden at håndtere det på.«

Episoden blev siddende i Poul Due Jensen. Han besluttede sig for, at den side af farens ledelse ikke skulle være en del af hans egen.

»Det har jeg ikke ønsket at tage med mig, og sådan er jeg heller ikke som person eller leder i dag,« siger Poul Due Jensen.

Men han tilføjer, at Niels Due Jensens temperament også havde en anden side:

»Det gode ved far var, at han faldt rigtig hurtigt ned igen og også godt kunne sige undskyld.«

Fakta om Grundfos

Grundfos er en af verdens førende producenter af pumper og vandløsninger og har omkring 21.000 medarbejdere i mere end 60 lande. I 2025 omsatte koncernen for 4,7 mia. euro, svarende til 34,7 mia. kr.

Grundfos blev grundlagt i 1945 af Poul Due Jensen, der blev født i 1912 på en fattiggård i Sahl uden for Bjerringbro, hvor hans forældre var bestyrere. Den tætte kontakt med samfundets dårligst stillede gav ham tidligt værdier som social ansvarlighed og medmenneskelighed, som siden har sat et tydeligt præg på virksomheden.

Virksomheden voksede ud af Poul Due Jensens smedje og værksted ved familiens hjem i Bjerringbro. I 1975 overdrog han 85 procent af aktierne til Poul Due Jensens Fond, mens familien beholdt 15 procent. I dag ejer fonden omkring 88 procent af Grundfos, familien cirka 9 procent og medarbejderne cirka 3 procent.

Fonden ledes af en bestyrelse på 12 medlemmer: fire efterkommere af stifteren, fire eksternt valgte medlemmer og fire medarbejderrepræsentanter.

Tre generationer af familien har stået i spidsen for Grundfos: stifteren Poul Due Jensen, sønnen Niels Due Jensen, der var topchef fra 1977 til 2003, og barnebarnet Poul Due Jensen, der har været Group President & CEO siden 2020.

Fold ud

Rusland: Når etik og moral står over økonomien
Oplevelsen med faren blev et pejlemærke for den leder, Poul Due Jensen selv gerne ville blive.

I dag beskriver han sig selv som en udpræget værdibaseret leder. Og for ham handler det ikke kun om, hvordan man behandler sine medarbejdere. Værdierne skal også kunne mærkes, når beslutningerne bliver svære og koster på bundlinjen.

Det blev de blandt andet i 2022, da Ruslands invasion af Ukraine tvang Grundfos til at tage stilling til fremtiden for en betydelig forretning i Rusland.

Poul Due Jensen var sammen med sin ledergruppe på strategiseminar i Skagen, da russiske styrker rullede ind over grænsen. Rusland var et vigtigt marked for Grundfos, både når det gjaldt omsætning, udvikling og indtjening. Men for Poul Due Jensen var der ikke meget at betænke sig på.

»Det gik stærkt imod vores og mine værdier for, hvordan man skal agere og drive forretning,« siger Poul Due Jensen, der som en af de allerførste virksomhedsledere besluttede at trække Grundfos.

Beslutningen kostede virksomheden 851 millioner kroner som en engangsudgift og en årlig omsætning i milliardklassen.

Overvejede du undervejs, om prisen simpelthen var for høj?

»Kun i to sekunder. Værdier, etik og moral står bare meget over økonomien i det her,« siger Poul Due Jensen.

Som koncernchef er hans vigtigste opgave lige nu at definere, hvilken virksomhed Grundfos skal være i fremtiden, baseret på værdierne fra generationerne før ham.

Koncernen har sat en langsigtet retning frem mod 2040, hvor ambitionen er at udvikle Grundfos fra primært at være kendt som pumpeproducent til i højere grad at levere løsninger på nogle af verdens store udfordringer inden for vand og klima.

»Når vi kigger længere ind i fremtiden, er der mange ting, vi skal lykkes med i Grundfos. Og der kommer til at være rigtig mange beslutninger, som jeg og lederteamet omkring mig skal træffe for at få det til at ske,« siger han.

PoulDueJensen013_landscape_1920x1280
»Jeg har aldrig taget noget for givet i Grundfos, og jeg har skullet arbejde hårdt for at bevise mig selv,« siger Poul Due Jensen. Foto: Mathilde Bech

Kommer der en fjerde generation?
Og så er der det store spørgsmål, som næsten uundgåeligt melder sig i en familievirksomhed, hvor tre generationer har sat et tydeligt aftryk på ledelsen: Kommer der også en fjerde?

Poul Due Jensens 25-årige datter Zia er trådt ind i bestyrelsen for Poul Due Jensens Fond, mens sønnen Niels Victor på 22 år sidder i bestyrelsen for familiens Ormstrup Gods. Niecen Helena er ansat i Grundfos Singapore.

Men om der en dag kommer endnu et familiemedlem helt til tops, vil Poul Due Jensen hverken forsøge at planlægge eller presse igennem.

»Det vigtigste for mig er, at mine børn og min søsters børn, som udgør fjerde generation, er glade og velovervejede i forhold til, hvad de ønsker at gøre med deres liv og deres karriere,« siger han.

Due Jensen-navnet kan åbne døren, men resten må man selv gøre sig fortjent til. Det gælder også næste generation. Poul Due understreger, at det samtidig handler om, hvad der er bedst for Grundfos.

At det faktisk lykkedes ham selv at træde ud af skyggen fra de to generationer før ham, fik han først for alvor følelsen af kort efter udnævnelsen til koncernchef.

Han havde på det tidspunkt været i Grundfos i årtier. Når der kom kunder eller andre gæster i huset, kunne han tidligere høre medarbejdere præsentere ham som »Poul Due Jensen, tredje generation i familien bag Grundfos«.

Efter udnævnelsen begyndte de at præsentere ham på en anden måde.

»Så begyndte de at sige: ’Det er Poul Due Jensen. Det er vores CEO.’ Der kunne jeg mærke på mig selv, at jeg blev rigtig glad og rigtig stolt.«

Action Card

Her er Poul Due Jensens bedste ledelsesråd

  1. Strategier og planer er vigtige. Men det er mennesker, der får tingene til at ske. Derfor handler ledelse også om at lytte, være til stede og skabe energi omkring den retning, man gerne vil bevæge sig i. Når medarbejdere trives og føler sig hørt, så står organisationen stærkere, og så skal resultaterne nok komme.
  2. For mig handler god ledelse ikke kun om det næste kvartal eller de næste resultater. Det handler i høj grad om at bygge noget, der også er stærkt om fem og ti år. Og det kræver, at man tør investere langsigtet. Det er ikke altid det letteste valg her og nu, men det er ofte de valg, der virkelig gør en forskel på den lange bane.
  3. Jeg tror meget på at stille de spørgsmål, der udfordrer vores vanetænkning. For de største muligheder opstår ofte, når man tænker ud af boksen. Hvis vi fortsætter med at stille de samme spørgsmål, får vi ofte de samme svar. Men når vi tør stille nye spørgsmål, åbner vi også for nye muligheder.
  4. Jeg tror, at nogle af de bedste beslutninger bliver truffet, når man kommer ud af mødelokalet og tættere på virkeligheden. Tæt på kunderne. Tæt på frontlinjen. For det er dér, man virkelig mærker, hvilke udfordringer vi skal hjælpe med at løse. Og når man forstår de udfordringer, bliver det meget lettere at prioritere rigtigt og skabe værdi, der faktisk gør en forskel.

Mere fra Ledelse med vilje

RasmusErrboeTOP-1920x960_wide
Ledelse med vilje

Da krisen ramte Ørsted, havde Rasmus Errboe ikke tid til at tvivle: »Jeg gjorde det bare«

Midt i Ørsteds værste krise fik Rasmus Errboe sit drømmejob som topchef. Han har lært, at man altid skal have en sund dosis tvivl. Men også at der er tidspunkter, hvor man bare må handle.
47 min.
BentJensenTOP-1920x960_wide
LEDELSE MED VILJE

Milliardæren fra Als brugte 50 år på at lære at lede. Nu skal han lære at lade være

Bent Jensen har givet ledelsen af sin virksomhed videre og står nu over for en helt ny ledelsesdisciplin: At finde ud af, hvornår han skal blande sig - og hvornår han skal holde sig væk. Han vil ikke være »en skygge-CEO«, der »plager virksomheden ihjel med min tilstedeværelse«, som han udtrykker det. Men han nægter at give sit kontor fra sig.
43 min.
JonasEgebart005_wide_1920x960
LEDELSE MED VILJE

Som leder har Jonas håndteret COVID-19, masseskyderi og store it-nedbrud. Her er hans vigtigste råd til andre ledere: »Sørg for at komme foran krisen«

Sundhedsstyrelsens direktør, Jonas Egebart, har været leder under nogle af de største kriser, det danske sundhedsvæsen har stået i. Det har lært ham, at du som leder skal turde trykke på den store knap, før du kender alle svarene – og dele ansvaret ud, så du ikke bliver en flaskehals.
Martin Nyrop sidder på en bænk med krydsede ben
Ledelse med vilje

Deloittes nye topchef vil ikke tale om purpose. Han vil bare drive en ordentlig arbejdsplads

For Martin Nyrop handler ledelse ikke om abstrakte formål, men om at skabe et sted, hvor mennesker kan lave godt arbejde. Den overbevisning har han med sig fra sin marxistiske arkitekt-far, sin jordemoder-mor og en helt almindelig folkeskole i Nordjylland.
47 min.
ThomasNoeroexe009TOP-1920x960_wide
LEDELSE MED VILJE

Juice-direktøren har over 200 rejsedage: »Jeg er rigtig meget ude, fordi det er derude, at det virkelig sker«

Selvom Thomas Nørøxe er øverste topchef i Joe & the Juice, har han taget præcis det samme juicer-kursus som medarbejderne bag disken. Det er en bevidst del af hans ledelse, og derfor sender også resten hovedkontoret ud på barerne for at forstå forretningen og ikke mindst kulturen.
43 min.
HansPeterDAOTOP-1920x960-wide
LEDELSE MED VILJE

Avisbuddet med årgangens dårligste studentersnit blev CEO i udskældt logistikkæmpe: »Vi skal have fjernet stemplet som nogle værre klovnehoveder«

Han kunne alle togtider og flyafgange i hovedet som barn og har stadig en nærmest drenget begejstring for logistik og alt, der bevæger sig. Mød Hans Peter Nissen, der trods årgangens dårligste studentereksamen, er nået helt til tops i brev- og pakkekæmpen DAO – og som lige nu kæmper en indædt kamp for at ændre danskernes syn på selskabet, der ifølge Hans Peter Nissen leverer meget bedre end rygterne og medierne siger.
44 min.