Milliardæren fra Als brugte 50 år på at lære at lede. Nu skal han lære at lade være

»I starten egnede jeg mig slet ikke til at være leder. Jeg gad ikke høre på mennesker og deres vrøvl. Men jeg fandt ud af, at hvis jeg skulle have succes i det her job, så blev jeg nødt til at tage mig sammen og finde ud af, hvordan pokker man leder mennesker på en fornuftig måde. Og det fik jeg lært, tror jeg.«

Det er snart 50 år siden, Bent Jensen overtog sin fars lille maskinfabrik på Als med bare syv ansatte. Dengang var han bare 25 år gammel, helt nyuddannet ingeniør og havde egentlig drømt om at rejse ud i verden. Men syv dage efter at hans eksamen var i hus, bad hans far ham overtage firmaet, og det sagde han ja til, selv om han ikke havde skyggen af ledelseserfaring.

»Jeg hoppede bare ud i det. Min kone og jeg aftalte, at vi ville give det fem år. Inden da skulle jeg have fundet et nyt produkt. Hvis det ikke lykkedes, ville jeg droppe det igen,« fortæller Bent Jensen i Lederstof.dk’s podcast, Ledelse med vilje.

De fem år blev til næsten 50. For Bent Jensen fandt det nye produkt, som virksomheden manglede, og han brugte det til at gøre familiefirmaet til en verdensomspændende forretning.

Produktet er den såkaldte lineær aktuator, en enhed, der kan bevæge ting op og ned, og som i dag sidder i alt fra hæve-sænke-borde til hospitalssenge verden over. Og takket være den lille dims er den maskinfabrik, han noget modvilligt overtog fra sin far, vokset til en koncern med i dag 2500 ansatte, fabrikker i fem lande og en omsætning på godt fire milliarder kroner. Personligt blev han en af landets rigeste mænd med en formue, Økonomisk Ugebrev har opgjort til 13,4 milliarder kroner.

Undervejs lærte Bent Jensen at mestre ledelsesdisciplinen på sin helt egen sønderjyske facon. Han blev kendt for at give folkene omkring sig masser af frihed under ansvar, men også for at gribe ind hurtigt, hvis noget gik skævt.

»Jeg har aldrig pustet folk i nakken. Når de har fået opgaven, har de fået lov til at køre løs, indtil det ikke gik, som jeg syntes, det skulle. Så har jeg blandet mig, ellers ikke,« siger Bent Jensen.

Ville ikke ende som »et gammelt fjols«
Men den 3. august i år var det slut, og Bent Jensen står nu over for en af de største udfordringer i sin karriere: At lære, hvornår han skal blande sig – og hvornår han skal lade være. Efter et halvt århundrede ved roret er han trådt tilbage som administrerende direktør og har overladt CEO-posten til Magnus Conradsen. Som snart 75-årig var det på høje tid at takke af, mente han.

»Jeg ville ikke ende som sådan et gammelt fjols, der knap kunne gå, ikke lavede noget og hvis hoved ikke længere kunne følge med.«

Han har lovet både sig selv og sin efterfølger, at han ikke vil optræde som »en skygge-CEO«. Men Bent Jensen sidder stadig på det samme kontor, han altid har haft, nemlig på første sal i Linaks hovedsæde på Als med udsigt over marker og det industrikvarter i Guderup på Als, hvor Linak har hovedkvarter. Den nye direktør må finde sig til takke et andet, »også med en god udsigt«, som Bent Jensen – der nu har titel af bestyrelsesformand - bemærker, da Ledelse med vilje besøger ham.

For hans eget kontor, dét giver han ikke slip på.

»Nu er det sådan, at jeg stadigvæk ejer virksomheden. Så det her kontor, det er mit jo. Det skal ikke væk,« siger Bent Jensen.

»Hvad fanden skal dagen gå med?«
Han er stadig ved at vænne sig til, at han ikke længere skal have fingrene nede i driften. Men han bedyrer, at han vil gøre sit yderste for kun at træde til, når den nye direktør kontakter ham – eller tingene er ved at køre helt skævt.

»CEO’en ved, at han kan ringe til mig, men jeg skal ikke plage min gode, gamle virksomhed ihjel med min tilstedeværelse og mit nærvær,« siger Bent Jensen med det karakteristiske strejf af humor, der konstant gennemsyrer hans omgang med andre mennesker.

Han lægger dog ikke skjul på, at det er en svær overgang at sige farvel til den daglige ledelse af den virksomhed, han selv har skabt.

»Det er da en omvæltning pludselig at stå med en hel dag. Hvad fanden skal man få den til at gå med?« lyder det fra Linak-ejeren.

Learning by doing
Den nye hverdag giver til gengæld Bent Jensen god tid til at se tilbage på de knap 50 år, hvor han udviklede sig fra modvillig førstegangsleder til chef for en global milliardvirksomhed.

Nogen egentlig lederuddannelse har han aldrig fået. På Teknikum lærte han, som han selv siger, »ikke et klap om lederskab«, og den HD, han på et tidspunkt overvejede, fik han aldrig tid til. Det blev i stedet learning by doing.

»Det er den virkelighed, jeg har udsat mig selv for, der har formet mig som leder. Jeg blev nødt til at forholde mig til den og agere ud fra den,« siger Bent Jensen.

Noget af det, han tidligt lærte, var kunsten at omgive sig med dygtige folk og give dem masser af ansvar. Da han i portrætbogen 'Den bedste ide' blev spurgt ind til forklaringen på hans succes som ejer og leder af Linak, lød svaret, at det hverken handlede om held, timing eller antal brugte arbejdstimer. Recepten hed kort og godt »uddelegering« – med henvisning til, at han blev nødt til at afgive ansvar og arbejdsopgaver til andre, da virksomheden begyndte at vokse meget hurtigt.

»Det var en kombination af voldsom vækst og en erkendelse af, at jeg ikke kunne alting selv. Der var simpelthen nogle, der var dygtigere end mig til alle mulige ting, så det var jo dumt ikke at hyre de bedste folk til at hjælpe mig,« forklarer Bent Jensen i bogen.

60-70 timer er en falliterklæring
Evnen til at uddelegere har også haft en meget konkret betydning for Bent Jensens eget arbejdsliv. Han har aldrig forventet eller forlangt, at hans folk skulle arbejde solen sort – og har heller ikke selv set lange arbejdsuger som et kvalitetsstempel. Bortset fra i de allerførste hektiske år, hvor også weekenderne måtte tages i brug, har han typisk arbejdet 37-38 timer om ugen, så der også var tid til det private.

»Det er ikke en kvalitet for mig at høre, at der er nogen, der arbejder 60-70 timer. Jeg tænker bare: Pyha, sikke et liv,« siger Bent Jensen, der ofte har joket med, at han har haft svært nok ved at komme op på de 37 timer om ugen. »Jeg mener jo, at en CEO har fejlet, hvis han skal sidde på kontoret 70 timer om ugen. Så er der et eller andet, han har gjort forkert. Så har han ikke uddelegeret kraftigt nok.«

Sprang kommandovejene over
Men selv om hans ledelsesstil i høj grad har været præget af at give sine folk frihed under ansvar og uddelegere så meget som muligt, har han også lært, at en leder aldrig må komme så langt væk fra hverdagen, at han mister følingen med, hvad der faktisk foregår.

»Man skal passe på, at man ikke bliver så meget leder, at man bare sidder og er leder og ikke ved en skid om, hvad der foregår,« siger Bent Jensen og tilføjer så med et smil: »Man må aldrig blive alt for leder.«

Af samme årsag har han altid gjort en dyd ud af at snakke med de timelønnede på gulvet, også selv om deres ledere ikke var pjattede med at han sprang kommandovejene over.

»Det var vigtigt for mig at høre tingene direkte fra kilden. Meget af den information, du får som CEO, modificeres jo, når den går gennem flere led.«

Bent Jensen tog også gerne selv med på kundebesøg, fordi han mente, at evnen til at forstå, hvad kunderne havde brug for, var afgørende for virksomhedens succes. Det var blandt andet sådan, Linak fik sit store gennembrud på markedet for hospitalssenge.

»Det var fordi, vi lyttede til kunderne og gjorde det, de ville have. Så kommer man langt,« fastslår Bent Jensen, der altid har haft den grundlæggende forretningsregel, at en god idé eller et nyt produkt ikke duer til noget, før det er omsat til det, kunderne faktisk efterspørger.

»Et produkt er først noget værd, når du ser, at vi har kunder, og der er nogen, der vil købe det.«

Ingen »klugscheissere« i Linak
Dogmet om at give dine folk masser af frihed under ansvar virker dog kun, hvis du formår at ansætte de rigtige personer, understreger han. Da Bent Jensen byggede sin ledergruppe op med specialister inden for blandt andet produktion, indkøb og salg, gik det hurtigt op for ham, at faglig dygtighed ikke er nok i sig selv.

Hans første ansættelse af en leder blev en total fiasko, fordi han ikke tog sig tid til at undersøge, om kandidaten passede ind i kulturen på Linak. Han vil gerne ansætte dygtige folk, men det vigtigste er, at de er »nogle gode mennesker.«

»Vi vil ikke have mennesker, der ikke passer ind i kulturen. Og vi vil heller ikke have klugscheissere. Det er sådan et godt tysk ord for folk, der er så kloge, at de ved det hele. Dem kan vi ikke holde ud. Og vi ved, at det er der ikke nogen, der kan,« siger Bent Jensen.

En meget høj IQ er heller ikke nødvendigvis adgangsbilletten til et job i Linak. Bent Jensen mener ikke, at det er en kvalifikation i sig selv at være medlem af Mensa eller andre klubber for de meget kloge.

»Man kan godt måle, at de er meget intelligente, men de er også meget smalle i deres tanker. Vi skal have mange intelligenser for at lede sådan en virksomhed her, og de behøver ikke alle sammen være i top,« lyder det fra Bent Jensen.

Ejeren har altid det sidste ord
Nogle af de vigtigste ting, Bent Jensen har lært som leder gennem næsten 50 år, er altså at samle dygtige folk omkring sig og give dem plads og lov til at tænke selv.

Men der er en vigtig tilføjelse: For selv om Bent Jensen gennem alle årene har lagt stor vægt på at lytte til sin ledergruppe, har han også nogle få gange følt sig tvunget til at demonstrere, at det var ham som ejer, der havde det sidste ord.

Det blev måske demonstreret allertydeligst for godt 10 år siden, da Bent Jensen trumfede igennem, at Linaks fabrik i Kina kun skulle producere til det kinesiske marked, og at resten af Asien skulle forsynes fra en fabrik et andet sted. Det var hans ledergruppe lodret uenig i. Kina fungerede glimrende og en ny fabrik ville give en masse besvær, mente alle de andre. Men Bent Jensen frygtede, at virksomheden ville gøre sig for afhængig af Kina, og da ingen af hans argumenter bed på ledergruppen, følte han sig nødsaget til at bruge sin magt som ejer.

»Jeg måtte trække bestyrelseskortet og sige, at bestyrelsen havde besluttet det. Det er vist den eneste gang, jeg har gjort det. Og så klappede man halen i,« siger Bent Jensen.

Du brugte bestyrelsen som påskud, men i virkeligheden tromlede du din ledergruppe?

»Ja, det gjorde jeg. Det blev jeg nødt til.«

Blind for, hvor flinke folk er
Bent Jensen har altid insisteret på ikke at have en stærk bestyrelse, og inden han i forbindelse med sin afgang som CEO blev leder af bestyrelsen, var det hans hustru, som var det. Men ifølge Bent Jensen bakkede de øvrige bestyrelsesmedlemmer også beslutningen op. Og han understreger, at det siden viste sig at være rigtigt at sprede produktionen i Asien frem for at satse yderligere på Kina.

Det er – så vidt Bent Jensen erindrer – den eneste gang, han har brugt sin magt på den måde.

»Jeg har måske gjort det indirekte, jeg ved det ikke. Men det er ikke det, jeg har været kendt for,« lyder det fra Bent Jensen.

I moderne ledelse taler man jo om psykologisk tryghed, at folk har ro og mod til at sige, hvad de mener, fordi det er et trygt rum. Kan du sætte dig ud over tanken om, at når du har gjort det der, og alle ved, at det er Bent Jensens fabrik, at der er folk, der sidder og holder sig lidt tilbage, fordi de ikke vil give udtryk for et eller andet, og de mener noget andet end dig?

»Nej, det kan jeg ikke garantere. Jeg tror ikke, det er udpræget, for jeg har tit hørt folk sige, hvor glade de er for den tillid og frihed, jeg har givet dem. Men jeg er jo nok blind for, hvor flinke folk i virkeligheden er ved mig, fordi det er mig, der ejer virksomheden. Det siger min kone i hvert fald til mig,« lyder det fra Bent Jensen.

Pruttemaskiner og latexmasker
Den erkendelse fører videre til en anden af Bent Jensens mulige blinde vinkler: humoren. For når ejeren laver sjov, er det ikke altid let at vide, om folk griner, fordi joken er morsom - eller fordi det er ham, der betaler alles løn, der fortæller den.

Og at sige, at Bent Jensen har en forkærlighed for plat humor og pranks, er lidt af en underdrivelse. Han fortæller selv om adskillige episoder, hvor han er gået over grænsen. I mange år var latexmasker, baseret på historiske figurer, en del af repertoiret, indtil han udviklede allergi over for dem.

Men det er ikke kun maskerne, der har bragt ham i uføre. En gang fyrede han sin fjernbetjente pruttemaskine (ja, sådan en har han) af ved et kundemøde med nogle engelske gæster. Bent Jensen selv syntes det var hylende morsomt, men sådan oplevede gæsterne det ikke.

»Jeg tænkte, at den engelske humor måtte være fremskredet, men da jeg aktiverede den første pruttemaskine, blev de helt stive i blikket, og en af damerne gik. De syntes ikke, det var sjovt og følte sig faktisk til grin. Så man skal passe på med det der,« siger Bent Jensen og ligner en mand, der på ingen måde har tænkt sig at efterleve sit eget, gode råd.

Ikke livskrise – men heller ikke sjovt lige nu
Hvor det er tvivlsomt, om han lykkes med at få undertrykt sin trang til at udføre sine til tider grænseløse practical jokes, er Bent Jensen helt på det rene med, at han bliver nødt til at få styr på, hvad han i podcasten betegner som den næste store beslutning i sit liv. Nemlig, hvordan han skal leve sit liv fremadrettet herfra.

»Det er en stor beslutning, og den er ikke let, for den skal have indhold. Jeg har stadigvæk et overordnet ansvar for den her virksomhed, og jeg skal have besluttet, hvordan min dagligdag i grunden skal se ud i fremtiden. Det har jeg ikke fundet ud af endnu.«

Er det en livskrise?

»Jeg vil ikke kalde det min livskrise, men lige nu er det ikke så sjovt, synes jeg,« indrømmer Bent Jensen, der skynder sig at tilføje, at det var hans egen beslutning at stoppe nu.

»Det var rettidig omhu, hvis man skal bruge den gamle Mærsks udtryk.«

Violinen renser hjernen
Ud over fortsat at møde ind på sit eget kontor, agter Bent Jensen at bruge en del af sin nyvundne frihed på sejlads og rejser, men også i høj grad på at forfine sine evner på violinen. Han har siden 1972 været ivrig violinist, selvom han de første år var så dårlig til det, at hans hustru forviste ham til toilettet, når han skulle øve sig, og han har spillet op til folkedans på egnen i mange år, efter han blev bedre.

»Violinen har altid været mit fristed. Når jeg har haft hovedet fuldt af Linak, har jeg kunnet få det ud ved at spille. Det kræver så meget af min hjerne, at jeg ikke kan tænke på andet.«

For Bent Jensen har violinen også været en nøgle til at få adgang til nogle andre – og for ham meget mere spændende – miljøer, end dem en respekteret erhvervsmand fra Als forventes at frekventere.

»Jeg kan godt lide at komme ud blandt nogle andre mennesker end dem, der færdes på de bonede gulve. Jeg kan godt lide at spille til folkedans; violinen er min helt store passion, men også at komme ned til min båd og drikke en bajer med folk. Det er noget af det, jeg skal nu. Og så vil jeg øve mig meget på violinen – og ikke kun på toilettet.«