Jacob Aarup Andersen er topchef i ISS og gæst i Ledelse med Vilje
Jacob Aarup-Andersen er CEO i ISS, som er en af verdens førende udbydere af facility services Foto: Christian Als
LEDELSE MED VILJE

»Efter mit hjertestop stresser jeg virkelig ikke over noget som helst«

12. januar 2022

Som 29-årig var Jacob Aarup-Andersen tæt på at dø af et hjertetilfælde. I dag er der ikke meget, der kan slå topchefen for ISS’ 400.000 medarbejdere og 40.000 ledere ud af kurs. Kun de personlige omkostninger ved at være væk fra familien nager ham – men han tackler det bedre end andre.

Gå til Action card

»På min 30-års fødselsdag vågnede jeg på et hospital i London efter en hjerteoperation, som jeg kun overlevede, fordi jeg var fem minutter fra hospitalet. Den oplevelse gør, at jeg har svært ved at tage livet alt for tungt.«

Det er efterhånden 14 år siden, Jacob Aarup-Andersen pludselig faldt om, ramt af et slagtilfælde under et investormøde i London.

Men episoden har sat sig dybe spor.

»Der er ingen tvivl om, at et element i slagtilfældet var noget stress. Og så var der også en medicinsk ting omkring mit hjerte, en hjertefejl, der ikke var blevet opdaget. Det er nok på grund af den oplevelse, at jeg virkelig ikke stresser over noget som helst eller bliver slået ud af udfordringer på jobbet,« siger den i dag 44-årige Jacob Aarup-Andersen, der i efteråret 2020 blev øverste chef for ISS’ 400.000 medarbejdere, i podcasten Ledelse med Vilje.

Jacob Aarup Andersen er topchef i ISS og gæst i Ledelse med Vilje

»Jeg kender godt vendingen om, at man på sit dødsleje sjældent ærgrer sig over, at man ikke fik arbejdet lidt mere. Det er der jo nok noget rigtigt i, som er svært at argumentere imod. Men jeg får ekstremt meget værdi ud af at gå på arbejde,« siger Jacob Aarup-Andersen.

Foto: Christian Als

I den brede offentlighed er Jacob Aarup-Andersen måske bedst kendt som den CEO, Danske Bank ikke fik. Da Danske Banks tidligere topchef Thomas Borgen blev tvunget fra borde på grund af hvidvaskskandalen i Estland, pegede en enstemmig bestyrelse på Jacob Aarup-Andersen som den nye topchef. Men udnævnelsen blev forpurret, da Finanstilsynet stemplede ham som for uerfaren.

Episoden skulle dog vise sig kun at blive et mindre tilbageslag for Jacob Aarup-Andersen, der et år senere kronede en allerede kometagtig karriere med topjobbet i ISS. Her er han i fuld gang med en gennemgribende kulturrevolution, der på ryggen af en ny femårig strategi skal gøre servicegiganten ’stærkere, simplere og tættere på kunden’ og – forstås – mere lønsom, ved at opbygge en organisation, der arbejder mere på tværs af landegrænser.

Jacob Aarup Andersen er topchef i ISS og gæst i Ledelse med Vilje

Jacob Aarup-Andersen

Født 1977

Uddannelse: Cand. Polit., Københavns Universitet, 2002

Gift med Stine Aarup-Andersen, parret har tre drenge og bor i Charlottenlund.

Karriere

  • 2020- CEO i ISS
  • 2019-2020 Chef for Banking DK og Group CFO, Danske Bank A/S
  • 2018-2019 Chef for Wealth Management, Danske Bank A/S
  • 2016-2018 CFO, Danske Bank A/S
  • 2014-2016 Direktør, CFO, Danica Pension
  • 2012-2014 Chief Portfolio Manager i Danske Bank A/S, Danske Capital
  • 2010-2012 Principal i TPG-Axon Capital (UK) LLP (England)
  • 2006-2010 Partner og Investment Manager i Montrica Investment Management LLP (England)
  • 2005-2006 Investment Analyst i Highbridge Capital Management (UK) Limited (England)
  • 2002-2005 Associate i Goldman Sachs International (England)
Fold ud

Bliver udfordret maksimalt – og trives med det

I ISS har Jacob Aarup-Andersen, med andre ord, fået hænderne mere end fulde. Som øverste chef for verdens førende leverandør af facility services med hovedsæde i Buddinge, bliver han hver dag udfordret maksimalt. Og trives med det.

»Selve rengøringsfaget er jo ikke det mest komplekse, du kan finde i verden. Kompleksiteten ligger i, at du har 400.000 mennesker over hele verden, som hver eneste dag går på arbejde ude hos kunden – på deres kontorer, produktionsfaciliteter, hospitaler osv. Det er faktisk en fænomenal logistikopgave, som foregår på daglig basis. Og som er superspændende og superudfordrende,« siger Jacob Aarup-Andersen.

Han arbejder en stor del af døgnet (mere om de personlige omkostninger ved de mange arbejdstimer senere), men går aldrig i panik over de udfordringer, der tårner sig op, eller de ubehagelige beslutninger, der skal træffes. Faktisk driller hans chef-kolleger ham med, at han altid har hvilepuls, uanset hvor hektisk det hele står til.

»Mit job handler kun om at tage de svære og komplekse beslutninger. Alle de nemme er taget, inden der lander noget på mit bord. Men det er jeg meget afslappet omkring. Med det, jeg tidligere har været igennem, ved jeg, at der findes meget værre ting, end det, der kan ske på jobbet,« siger ISS-chefen.

40 procent af lederne skiftet ud

For Jacob Aarup-Andersen er indbegrebet af en CEO’s vigtigste opgave at flytte virksomheden i en anden og bedre retning. Og det kan man kun lykkes med, fastslår han, hvis man har de rigtige folk omkring sig.

»Som leder er jeg utroligt fokuseret på, at vi skal vinde. Men vi skal vinde på den rigtige måde, og vi skal vinde som et team. En god leder skal have en erkendelse af, hvor vedkommendes styrker og svagheder er og sammensætte et team, der passer til det. Jeg bruger exceptionelt meget tid på at sætte det rigtige hold,« siger Jacob Aarup-Andersen.

At han har den nødvendige handlekraft, der kræves af en C25-topchef, illustreres af, at ISS efter Jacob Aarup-Andersens tiltræden har udskiftet hele 160 af top-400 cheferne i ISS. Det svarer til lidt over 40 procent. Også seks af de 12 direktionsmedlemmer er nye.

»Som leder er de vigtigste beslutninger, du skal tage, ud over den overordnede strategi, hvilke mennesker, du omgiver dig med, og hvem du ansætter til at gennemføre strategien. People decisions, som man kalder det. Du kan have verdens bedste strategi, men hvis de mennesker, du har, ikke kan eksekvere på den, fejler du,« fastslår ISS-chefen. Han er helt afklaret med, at fyringer er en del af gamet – og en integreret del af hans job.

»Jeg har ikke svært ved at sige farvel til et direktionsmedlem, der sidder med en høj løn, og altid vil kunne klare sig. Der er måske noget personlig stolthed, der skal sluges, men så er alle videre. Til gengæld har jeg en enkelt gang i mit liv måttet sige farvel til en sekretær. Det er uden sammenligning den sværeste samtale, jeg har haft, for det betød noget helt andet personligt for den person, også økonomisk.«

Jacob Aarup Andersen er topchef i ISS og gæst i Ledelse med Vilje

»På min 30-års fødselsdag vågnede jeg på et hospital i London efter en hjerteoperation, som jeg kun overlevede, fordi jeg var fem minutter fra hospitalet. Den oplevelse gør, at jeg har svært ved at tage livet alt for tungt siger Jacob Aarup-Andersen i podcasten Ledelse med Vilje.

Foto: Christian Als

Kommunikation på mange niveauer

Som chef for 400.000 ansatte i mere end 30 forskellige lande er Jacob Aarup-Andersen meget bevidst om, at han skal kommunikere på mange niveauer. For når han skal levere et budskab, skal det helst gå rent ind både hos rengøringsassistenten i Djakarta Lufthavn og hos den højt specialiserede ingeniør i Storbritannien, der driver Barclays datacentre.

»Det er en kæmpe udfordring – og det er jeg stadig meget ydmyg omkring. Det handler om at skalere budskabet til forskellige niveauer, få kompleksiteten afstemt til dagligdagen og sørge for at have en relevant taleramme. Og så er det selvfølgelig et spørgsmål om at gentage de samme budskaber; få og simple budskaber, der er så stærke, at de symboliserer essensen af det, du gerne vil opnå som leder.«

Han bestræber sig på at være så meget til stede i de enkelte lande, hvor ISS-flaget er plantet, som muligt. Og når kan ikke kan være der fysisk på grund af Covid-19, bruger han andre metoder:

»Jeg har efterhånden en del gange gennemført virtuelle landebesøg over en hel dag. Med håndholdte kameraer og skærme føler folk, at de møder mig, selv om det ikke foregår fysisk,« siger Jacob Aarup-Andersen.

ISS' vilde tal

  • 400.000 medarbejdere i over 30 lande
  • 200 nationaliteter
  • 40.000 ledere
  • 125.000 nye medarbejdere ansættes hver eneste år (og ISS har faktisk en af de laveste medarbejderomsætninger i industrien)
  • 80 procent af de medarbejdere, der ansættes i ISS, har deres første job i den danske servicegigant
Fold ud

Chefens store megafon

Som øverste chef er han udstyret med en megafon, der forstærker selv de mindste signaler, han udsender. Og han bruger den ofte. Og meget bevidst.

For eksempel på sin første dag i jobbet i ISS, som han indledte med et virtuelt møde for alle koncernens 40.000 (!) ledere.

På det tidspunkt blødte ISS’s bundlinje voldsomt på grund af Covid-19 og et ondsindet cyber-angreb. De fleste forventede derfor, at den nye CEO med sin baggrund i den finansielle verden ville holde en dundertale om økonomi. I stedet talte han en time om værdier.

»Jeg talte om den kultur, jeg gerne ville have, vi havde sammen, og om hvad jeg forventede af dem som ledere. Det var ikke en times hyggelytning; det var klar forventningsafstemning i forhold til, hvordan vi skulle bygge det her sammen. Jeg sagde også den dag, at hvis du ikke performer som leder, så er det os, der ikke performer sammen. Men hvis du ikke lever op til værdierne, så er du ude,« siger Jacob Aarup-Andersen.

ISS-chefen bruger også sine månedlige videoblogs til alle medarbejderne til at praktisere værdibaseret ledelse. Her taler han typisk selv 10-15 minutter og har gæster med på videolink.

»De ting, jeg fokuserer på i bloggen, har en kæmpe betydning for, hvad virksomheden fokuserer på. Når jeg fremhæver en kollega, et tema eller et land for noget bestemt, sender det et klart signal om, hvad der betyder noget i ISS. Hvis jeg kun fremhæver folk for kortsigtede finansielle resultater, så løber alle efter det. Man spejler sig i det, der er en succes i den her kultur. Det gode er, at du kan ændre en kultur, hvis du er bevidst om, hvilke signaler du sender, så jeg bruger meget tid på de signaler,« siger han.

Future of work
Kursus til dig som leder

Lær at lede på ny

Gå til kursus

»Som topchef har du bare ikke en dårlig dag«

I forhold til hans egen fremtræden er det et mantra for ham altid at udstråle masser af energi og optræde ekstremt positiv.

»Som topchef har du ikke en dårlig dag; det har du bare ikke. Hvis en CEO kommer ind ad døren og er i dårligt humør, kan det have en eskalerende effekt på tværs af en hel organisation. Derfor minder jeg altid mig selv om, hvad det er for en Jacob, der tjekker ind nede i receptionen om morgenen. Og det er altid en meget positiv Jacob, for det har en kolossal effekt på en organisation, hvordan ledelsen opfører sig,« siger ISS-chefen.

I Jacob Aarup-Andersens optik bør det være en pligt for alle ledere at passe på sig selv. Og at være i balance med sig selv.

»Du skal møde op i ordentlig form. Du behøver ikke at have løbet et maraton om morgenen, men der en grund til, at de fleste ledere taler om at være i balance, og tænker over, hvad de spiser og drikker, sørger for at holde sig i form og får sin søvn, og alt det der. For hvis du møder uoplagt op og er i dårligt humør, er det en hel organisations dag, der i sidste ende bliver påvirket af det,« siger han.

For ISS-topchefen er det også helt afgørende, at han kan mærke virksomhedens puls – hjerterytmen i organisationen – som han kalder det.

»Det er vigtigt for mig, at der er høj energi og høj hjerterytme. Og det er utroligt vigtigt, at der er en positiv energi,« siger Jacob Aarup-Andersen og tilføjer: »Mit slagtilfælde i London er nok en af grundene til, at du altid oplever mig med energi og positivisme. Men jeg mener virkeligt også, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Og langt størstedelen af tiden nyder jeg det her job, og jeg har også nydt mine tidligere jobs, selv om der til tider var meget modvind.«

Jacob Aarup Andersen er topchef i ISS og gæst i Ledelse med Vilje

»Jeg har ikke svært ved at sige farvel til et direktionsmedlem, der sidder med en høj løn, og altid vil kunne klare sig. Der er måske noget personlig stolthed, der skal sluges, men så er alle videre. Til gengæld har jeg en enkelt gang i mit liv måttet sige farvel til en sekretær. Det er uden sammenligning den sværeste samtale, jeg har haft, for det betød noget helt andet personligt for den person, også økonomisk,« siger Jacob Aarup-Andersen.

Foto: Christian Als

En konstant balancegang

Mens Jacob Aarup-Andersen stortrives med kompleksiteten i jobbet, er han samtidig hudløst ærlig omkring de personlige omkostninger, der følger med. Det er, erkender han, en konstant balancegang at få job og familie til at balancere, når man som han har valgt at arbejde meget mere, end den almindelige dansker gør.

»Jeg kunne sagtens give det klassiske C25-svar og sige, at det fungerer helt perfekt, og fortælle, at jeg laver fransk mad tre gange om ugen og i øvrigt er i gang med min tredje Ironman. Det ærlige svar er, at enhver der siger, at det ikke er en svær balance, enten er i denial eller bare ikke tør tale om det,« siger Jacob Aarup-Andersen og tilføjer:

»Jeg tror, at de fleste ledere, der læser med, har taget samme valg. Derfor er det også vigtigt for mig, at det arbejde, jeg har valgt, giver rigtig meget værdi.« Helt lavpraktisk står han tidligt op og træner hver dag, og spiser morgenmad med sine tre børn og sin hustru, inden han kører på arbejde. Og så prøver han at spise aftensmad hjemme. Med streg under prøver.

»En typisk dag har jeg de sidste møder ved 18-tiden, og så har jeg møder, der starter igen ved 19.30-tiden og slutter et par timer senere, fordi jeg for eksempel skal tale med vores folk i USA,« siger Jacob Aarup-Andersen.

Når det er weekend, bruger han i hvert fald en halv søndag på hjemmekontoret. Plus det løse.

»Det er jeg nødt til. Så det bliver til mange arbejdstimer, desværre. Der er rigtig mange møder og rigtig meget materiale til de møder. Som topchef sidder man ikke bare og hænger og ikke har en holdning; det forventes, at der bliver taget nogle beslutninger,« siger Jacob Aarup-Andersen og tilføjer:

»Hvis jeg havde 48 timer i døgnet, var det stadig ikke nok til jobbet i sig selv. Så du er nødt til kun at blive involveret i de ting, hvor du kan gøre en forskel, og ikke bare det, det er interessant at være en del af.«

Hvis du som topchef konsekvent har dårlig samvittighed over, at det ikke var dig, der hentede fra fodbold eller håndbold, så har du et problem.

Jacob Aarup-Andersen

Den sociale kontrakt

Den tid, ISS-chefen har med familien, lægger han stor vægt på, skal være kvalitetstid.

»Når man er derhjemme, skal tiden også bruges ordentligt med familien. Min egen erfaring er, at det er vigtigere at få skabt rigtig kvalitet med børnene, end at være der hele tiden. Så når man er der, så er man der 100 procent. Det er intenst og handler mere om, hvad de har lyst til. Men det er en konstant balancegang at få det til at hænge fornuftigt sammen,« siger ISS-chefen.

Da han som noget yngre, upcoming finansmand og arbejdede i Goldman Sachs i London, ramte han ofte 100 timer på en arbejdsuge. Og allerede dengang indgik han, hvad han selv kalder ’en uformel social kontrakt’ med sin hustru.

»Det ville være helt naivt at sige, at vi fordeler tingene 50-50 på hjemmefronten. Vi kan kun fungere, fordi min hustru har valgt at sige, at så er der mindre karriere for hende. Vi har meget klart defineret, hvad der forventes af mig. Selvfølgelig kan jeg ikke stå på skolen klokken 14.00 hver eneste dag; så skal jeg ikke have det her arbejde. Det her job kræver, at min kone har sat sin karriere på standby, og det er jeg dybt taknemmelig for. Man skal kunne have den åbne snak – ellers fungerer det ikke,« siger Jacob Aarup Andersen.

De ledere, han kender, der kæmper med stress, har typisk ikke opnået den samme forståelse med deres eget bagland, og oplever, at der ikke er enighed i familien om, hvad jobbet indebærer.

»Hvis du konsekvent har dårlig samvittighed over, at det ikke var dig, der hentede fra fodbold eller håndbold, så har du et problem,« som Jacob Aarup-Andersen formulerer det.

Ingen fortrydelse på dødslejet

Når man som Jacob Aarup-Andersen allerede har set døden i øjnene én gang – hvor stress og mange arbejdstimer formentlig var en del af den udløsende faktor – er det oplagt at spørge, om et så ekstremt arbejdsliv overhovedet er umagen værd.

Og her er der ingen slinger i valsen hos den 44-årige ISS-topchef:

»Jeg kender godt vendingen om, at man på sit dødsleje sjældent ærgrer sig over, at man ikke fik arbejdet lidt mere. Det er der jo nok noget rigtigt i, som er svært at argumentere imod. Men jeg får ekstremt meget værdi ud af at gå på arbejde,« siger Jacob Aarup-Andersen og tilføjer så:

»Vi er så heldige i vores familie, at vi ikke lider nogen nød. For mig er det et spørgsmål om, at jeg synes det er dybt interessant det, jeg laver. Jeg går ikke på arbejde og slæber mine fødder og min taske efter mig. Mit job giver mig masser af energi, og jeg nyder det. Det er ikke en træt mand, der kommer hjem fra arbejde. Det er en mand, der har fået masser af energi.«

Action Card

Jacob Aarup-Andersens 3 bedste råd om ledelse

  1. Skab rum til den konstruktive konflikt. Det er vigtigt, at du sørger for at have et lederteam, som kommer med forskellige baggrunde og tilgange. Det giver rum til det, jeg kalder konstruktive konflikter, hvor man får vendt alle sider af et issue og sammen finder frem til den bedste løsning. I sådanne situationer er det vigtigt, at du er bevidst om din rolle som topleder og undlader at komme med din egen konklusion for hurtigt.
  2. Vær ydmyg – men tydelig på dine værdier. Som leder er du den, andre spejler sig i. Derfor er det afgørende, at du har et sæt klare værdier, du leder ud fra – og som er baseret på et fundament af ærlighed, integritet og forudsigelighed. Men vigtigst af alt er, at du er ydmyg om din egen rolle. Du ved langt fra alt, og derfor skal enhver topleder først og fremmest kunne lytte.
  3. Skab positiv energi omkring dig. Succesfulde organisationer er i høj grad drevet af et lederteam, der formår at smitte sine medarbejdere med begejstring og positivisme. Man må aldrig undervurdere effekten af en stærk organisatorisk hjerterytme med høj energi – uanset om det går godt eller skidt for organisationen.

Andre gæster i Ledelse med Vilje

Michael Hyldgaard kigger til siden
Ledelse med vilje

Som jægersoldat opdagede forsvarschefen sin helt særlige evne til at udholde fysiske og mentale prøvelser

Siden han var 20 har Michael Hyldgaard vidst, hvad han ville med sit liv. Han går fortsat på arbejde hver dag for at forsvare Kongeriget og det danske demokrati. Nu skal han som ny forsvarschef stå for genopretningen af det noget forhutlede danske forsvar.
41 min.
Jens Højgaard Christoffersen smiler
Ledelse med vilje

I Tanzania lærte COWI's topchef en vigtig lektie om diversitet: »Folk skal føle sig som fuldgyldige medlemmer ved bordet«

Som Group CEO i COWI sidder Jens Højgaard Christoffersen med det øverste ansvar i den store ingeniørvirksomhed. Men for ham er ledelse en holdsport, som handler om at få mennesker til at arbejde med et fælles mål. Det kræver en indsats at få alle med, indså han under et ophold i Tanzania.
41 min.
Katja Moesgaard sidder ved havnen
Ledelse med vilje

Katja Moesgaard lærte noget afgørende om ledelse, da hun blev fyret i Parken

Det er ikke nok at skabe følgeskab og store resultater. Der er et grundvilkår i ledelse, som du aldrig må glemme, hvis du vil blive i jobbet.
45 min.
Johanne Schmidt-Nielsen sidder i en vindueskarm
Ledelse med vilje

Johanne Schmidt-Nielsen: »Det føltes faktisk ret grænseoverskridende at kunne bestemme over andre mennesker«

Da Johanne Schmidt-Nielsen efter 12 år i dansk politik stoppede på Christiansborg, skulle hun med egne ord genopfinde sig selv. Her fem år efter sin tiltræden som generalsekretær for Red Barnet fortæller hun om at skulle finde sig til rette i rollen som den, der kan skære igennem. Om at lære at tro på det bedste i folk. Og om at gå kl. 15.
45 min.
Flemming Jensen står foran et s-tog
LEDELSE MED VILJE

Han skar ned og massefyrede i SAS. Men da Flemming Jensen forlod direktørjobbet, fik tillidsmanden tårer i øjnene

Et kursus om flyskræk blev DSB-direktør Flemming Jensens skæve vej ind i ledelse. I både SAS og DSB har han taget stribevis af hårde beslutninger om nedskæringer og fyringsrunder, men han har formået at gøre det på en ordentlig og troværdig facon – og med stor respekt for dem, det går ud over.
45 min.
Kasper Nilaus kigger til siden
LEDELSE MED VILJE

For Svitzers topchef kommer familien altid først

Kasper Friis Nilaus er kommet helt til tops som CEO i slæbebådsvirksomheden Svitzer, selv om han i mange år frygtede, at det ville skade karrieren, at han ikke ville rykke familien til udlandet. ’Karriere-Kasper’ ville egentlig gerne, men ’Familie-Kasper’ vinder altid.
41 min.