Fra ”mini-Beirut” til succes
I de første år var hun nødt til at være en meget, meget nærværende leder og stå fast på den retning, der var udstukket og sikre, at den blev fulgt på vej. Men efterhånden som de nye kulturer og mønstre er begyndt at slå rod, har hun kunnet træde et skridt tilbage.
Der var mange opfattelser af, hvad man kunne med vores børn – og i min optik mangel på ambitioner. Nu handler det mere om, hvad vi skal med børnene, og hvordan vi sammen sikrer dette. Min kongstanke er, at det i virkeligheden er vores egne fordomme og forudfattede antagelser, der står i vejen for at nå visioner. Har man for eksempel en forestilling om, at tosprogede børn ikke kan noget, bliver det let en selvopfyldende profeti. Det handler om at få låst de der fordomme op og udfordre hinanden. Vi skal passe på, at vi ikke holder børnene nede,« mener Rani Hørlyck.
I dag vælger 40 procent af forældrene i skoledistriktet at sende deres børn i Søndervangskolen, mens kun 19 pct. gjorde det i 2008. Tilsvarende er elevernes karakterer steget fra 3,4 til 6,0 i gennemsnit. Ikke for ingenting omtales Søndervangskolens udvikling som en bevægelse fra ”mini-Beirut” til lokalområdets succeshistorie.
Skolelederen vil dog nødig fremstå som en, der fik en opskrift på visionsledelse og fulgte den slavisk. For fremgangsmåden afhænger meget af, hvilken ledertype man er og også hvilken slags organisation, man kommer ind i, mener hun. På Søndervangskolen var der dog et meget tydeligt behov for klarhed:
Vi kunne ikke have 100 forskellige retninger, og visionsledelse kan bruges til at sætte fælles billeder på den skole, vi gerne vil have. Det var meget topstyret den første tid, men det er svært at køre det som en total bottom-up-proces, og jo dårligere forfatning, en organisation er i, des mere er der brug for topstyring fra lederen. Du er nødt til at gøre det klart, hvad der er vigtigt for organisationen, og hvad du selv vil stå for, for ellers når du ikke i mål med den vision, du har opstillet.«