Da Kasper Fangel i 2008 sendte en uopfordret ansøgning fra sin private Hotmail-konto til topcheferne i tre store danske børsnoterede virksomheder, fik han aldrig svar fra to af dem. Den tredje modtager var ISS, og her valgte den daværende CEO, Jørgen Lindegaard, at kalde Kasper Fangel til samtale allerede dagen efter.
Den 15 år gamle mail er for længst gået tabt, men Kasper Fangel husker, at han relativt kortfattet skrev, at han opfattede ISS som en meget interessant global virksomhed, hvor man kunne rykke hurtigt, og hvor der var en god performancekultur og meget lidt bureaukrati. Og ikke mindst: Hvorfor han mente, at han ville være en god medarbejder for ISS.
Den modige mail – og det drive og gåpåmod, den var udtryk for – må have gjort et stort indtryk på Jørgen Lindegaard. Ansættelsesprocessen gik i hvert fald lynhurtigt.
»24 timer efter jeg sendte mailen, var jeg ansat i ISS,« siger Kasper Fangel, der for nogle måneder siden klatrede helt til tops i ISS som Group CEO, da Jacob Aarup-Andersen i efteråret forlod koncernen til fordel for et job som administrerende direktør i Carlsberg.
Også her rakte Kasper Fangel selv aktivt ud efter jobbet. Han ringede til sin bestyrelsesformand og fortalte, at han gerne ville have jobbet og hvorfor han følte sig klar til det.
»Jeg er enormt ambitiøs, og janteloven kan ikke holde mig tilbage. Jeg vil ikke have, at det holder nogen tilbage. Man skal have lov til at have drømme, og jeg har drømt om at blive CEO i ISS, siden den dag, jeg begyndte her for 15 år siden,« siger Kasper Fangel.