Hvad ville du gerne være som lille?
Jeg ville gerne være arkitekt. Jeg var draget af at skabe noget i verden, som ikke havde været der før. Men med tanke på mit begrænsede talent for at tegne, tror jeg nu, det var godt for verden, at jeg ikke endte med at gå den vej.
Hvad har du altid med i tasken?
Tre powerbanks. For der er altid mindst en af dem, jeg har glemt at oplade. Og så et par solbriller. Men dem bruger jeg desværre ikke så meget. Det siger lidt om, hvordan livet som leder ser ud.
Hvad er din guilty pleasure?
Det er 85 procent mørk chokolade og en hvid Monster (energidrik, red.). Det fungerer glimrende til lige at komme op i omdrejninger, hvis jeg efter en lang dag på kontoret skal ud til et eller andet arrangement.
Hvad er din mest skattede ejendel?
Det er vores sommerhus, som har været i vores families eje i tre generationer. Det er et sted fuld af historie, frihedsfølelse, surfgrej og muldvarpeskud. Jeg er der både med familien, men indimellem også alene, hvis jeg skal have klaret tankerne inden en vigtig beslutning.
Hvem er dit forbillede – død eller levende?
På mit teenageværelse hang der plakater af Duran Duran og Nik Kershaw. I dag har jeg svært ved at pege på konkrete forbilleder. Jeg er inspireret af en masse mennesker, som jeg har mødt på min vej. Dygtige chefer og kolleger. Men også litterære figurer, som har et anderledes blik på verden.
Foto: Christian Als