Arets-Leder_de-nominerede_1920x960_OK
De nominerede til Årets Leder 2026. I tilfældig rækkefølge fra venstre til højre: Torben Larsen, Susanne Mørch Koch, Jacob Aarup-Andersen og Braw Bakir.   Foto: Christian Als

Her er de fire, der kan blive Årets Leder 2026

1. oktober 2026

Fire markante og succesrige, men også meget forskellige, topledere er nomineret til Danmarks største og mest prestigefulde lederpris.

Gå til Action card

Det bliver enten Braw Bakir fra Netto, Susanne Mørch Koch fra Tivoli, Torben Larsen fra Give Steel eller Jacob Aarup-Andersen fra Carlsberg, der kan kalde sig Årets Leder 2026.

Det står klart, efter at fagjuryen bag Danmarks største lederpris har offentliggjort de fire nominerede til prisen, som i år uddeles af Lederne for 25. gang.

LD_1920x1280_grid

Oplev de nominerede på Ledelsens Dag 2026

Ledelsens dag 2026 har inviteret en række markante ledere fra LEGO, Ørsted og DR på scenen. Få deres perspektiver på at sætte retning, lede under pres og navigere i en virkelighed præget af AI og geopolitisk uro. Ledelsens dag afsluttes, når vi for 25. gang kårer Årets Leder.

Oplev blandt andet:
Rasmus Errboe // CEO, Ørsted
Bjarne Corydon // Generaldirektør, DR
Nana Bule // Bestyrelsesleder, Danish Centre for AI Innovation
Jette Albinus // Generalmajor og chef // Forsvarsakademiet
Niels B. Christiansen // Årets leder 2025 & CEO, LEGO Group
Paneldebat med de fire nominerede til Årets Leder 2026
Musikalsk optræden fra Emma Sehested Høeg

Hvornår: Torsdag d. 19. november 09.30-12.00
Hvor: Digitalt event
Pris: Gratis

Tilmeld dig her

Fold ud

Ifølge Bodil Nordestgaard Ismiris, som er administrerende direktør i Lederne og medlem af juryen, viser årets felt, hvor forskellig god ledelse kan se ud.

»De fire nominerede kommer fra vidt forskellige virksomheder og ledelsesvirkeligheder, men de har noget afgørende til fælles: De skaber resultater, de tør sætte en tydelig retning, og de formår at få mennesker med sig. De fire viser, at stærk ledelse ikke kommer fra én bestemt støbeform. Den kan se meget forskellig ud. Men den kan mærkes. Både i organisationen, på resultaterne og i den verden, som deres virksomhed er en del af,« siger hun.

BrawBakir004Rigtig-1280x1920_portrait
Foto: Christian Als

Vil se andre vokse
Braw Bakir, der er direktør i Netto, er nomineret for en ledelsesstil, hvor han er tæt på både butikkerne, medarbejderne og den virkelighed, hvor resultaterne skal skabes.

I juryens begrundelse fremhæves det, at han forener en stærk driftsforståelse med menneskelig ordentlighed og en oprigtig ambition om at give andre mulighed for at vokse. Han kender alle hjørner af sin virksomhed, efter en karriere, hvor han startede som flaskedreng og efter et utal af forfremmelser er nået posten som topdirektør.

»Med energi, nærvær og blik for både kultur, kommunikation og kundeoplevelse har han vist, hvordan ambitiøs ledelse i 2026 kan være både jordnær, samlende og handlekraftig,« lyder det i juryens begrundelse.

Braw Bakir fortæller, at nomineringen gør stort indtryk.

»For mig er det en kæmpe anerkendelse. Jeg er megastolt, men også ydmyg. Du kan være en god leder i dag, men en dårlig leder i morgen, hvis du glemmer at være nysgerrig og udfordre dig selv,« siger han.

Netop det menneskelige ansvar fylder meget i hans syn på ledelse. Muligheden for at give andre en chance er ifølge ham selv noget af det mest meningsfulde ved jobbet, og han lægger vægt på at være til stede i hverdagen, lytte nysgerrigt og sikre, at der også er plads til uenighed og modspil.

Her fortæller Braw Bakir med sine egne ord, hvordan han er blevet den, han er.

SusanneMoerchKoch010-1920x1280_landscape
Foto: Christian Als

Forandrer for at bevare
Susanne Mørch Koch, som er administrerende direktør i Tivoli, er nomineret for at have ført den verdenskendte forlystelseshave fra krise til historisk stærke resultater og for undervejs at have haft modet til at forandre haven for at bevare den.

Juryen peger på, at hun går forrest med høj energi og store ambitioner, samtidig med at hun anerkender, at succes skabes i fællesskab.

»Med vedholdenhed, detaljeforståelse og mod til at træffe svære beslutninger viser hun, hvordan ledelse i 2026 kan drive de forandringer, der er nødvendige for at holde en 183-årig institution ung og sund,« hedder det i juryens begrundelse.

Susanne Mørch Koch er stolt af nomineringen. Både personligt og på Tivolis vegne:

»Det betyder meget. Ledelse er jo ikke noget, man lykkes med alene, så jeg opfatter også nomineringen som en anerkendelse af den organisation og de mennesker, jeg står i spidsen for.«

Hun ser ledelse som en disciplin, hvor det afgørende, at høje ambitioner og store forandringer ikke bliver det modsatte af holdspil. Tværtimod. Hun lægger vægt på, at lederen ikke skal tro, at vedkommende har monopol på de gode idéer, men skal samle de rigtige mennesker, sikre kvaliteten i beslutningerne og tage ansvaret for dem.

»Og så har jeg nok en vis stamina. Jeg bliver ved – også når det er svært, og begejstringen fra den første PowerPoint har lagt sig,« siger Susanne Mørch Koch.

Her fortæller Susanne Mørch Koch med sine egne ord, hvordan hun er blevet den, hun er.

Årets Leder og Juryen bag

Årets Leder er Danmarks fornemste lederpris, og vinderen bliver afsløret på Ledelsens Dag den 19. november. I år er det 25. gang, Lederne uddeler prisen.

Prisen gives til en dansk topleder, der har gjort en forskel og leveret fremragende resultater på flere bundlinjer gennem sin ledelse. En leder, der går foran og ser muligheder – både når det gælder udviklingen af egen virksomhed eller organisation, og når det handler om at bidrage til nye løsninger på nogle af de udfordringer, vi som samfund står midt i.

Fagjuryen bag Årets Leder 2026 består af:

  • Marianne Kirkegaard, Managing Director, Rhône Group
  • Peter Møllgaard, rektor, Copenhagen Business School
  • Kim Kristensen, hofchef, Kongehuset
  • Nana Bule, bestyrelsesforperson
  • Martin Nyrop, CEO, Deloitte
  • Jens Bjørn Andersen, bestyrelsesforperson
  • Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør, Lederne
Fold ud
TorbenLarsen006-1280x1920_portrait
Foto: Christian Als

Giver alle en chance
Torben Larsen, der er ejer og administrerende direktør i Give Steel, er nomineret for både at have skabt markante resultater og samtidig insisteret på, at virksomhedens succes også skal kunne mærkes uden for regnearket.

Ifølge juryen har han gjort social inklusion til en del af forretningen og givet mennesker med meget forskellige forudsætninger en reel mulighed for at lykkes på arbejdsmarkedet. Blandt andet mange med en kriminel baggrund.

»Med ordentlighed, nærvær og vedholdenhed viser han, hvordan stærke forretningsresultater og et stort socialt ansvar i 2026 kan forstærke hinanden,« lyder det i juryens begrundelse.

Torben Larsen er taknemmelig for nomineringen, som han først og fremmest mener er en anerkendelse af sin virksomheds værdier.

»Jeg er utrolig glad og ydmyg over nomineringen. For mig er det først og fremmest et skulderklap til det værdisæt, vi har i Give Steel. En pris som Årets Leder skal efter min mening også kunne inspirere andre virksomheder og andre ledere til at gøre noget i samme retning. Hvis nomineringen kan være med til at fortælle den historie, betyder det meget for mig,« siger han.

I Give Steel har han gjort det til virksomhedens DNA at give mennesker en chance, også når deres vej ind på arbejdsmarkedet har været vanskelig. Men som han selv understreger, er virksomheden ikke en social institution. Medarbejdere skal mødes med tillid og ordentlighed, men også med tydelige krav og en reel forventning om, at de kan lykkes og skabe værdi.

Her fortæller Torben Larsen med sine egne ord, hvordan han er blevet den, han er.

JacobAarupAndersen013-1920x1280_landscape
Foto: Christian Als

Positiv energi og modige beslutninger
Jacob Aarup-Andersen, der er administrerende direktør i Carlsberg, er nomineret for at have sat en ny strategisk retning for den globale bryggerikoncern og ledet virksomheden med høj eksekveringskraft i en tid præget af kompleksitet og uforudsigelighed.

I juryens begrundelse hedder det, at han med respekt for Carlsbergs historie og værdier viser, hvordan en global virksomhed i 2026 kan træffe modige beslutninger, udvikle sig offensivt og skabe succes på flere bundlinjer.

Juryen fremhæver også hans måde at lede på:

»Som leder møder han verden og sine medarbejdere med positiv energi og en kombination af høje forventninger, tillid og anerkendelse.«

Jacob Aarup-Andersen tager ikke let på nomineringen.

»Det er en pris, der vejer tungt i dansk erhvervsliv, så jeg er oprigtigt glad og stolt over at være nomineret. Men jeg havde aldrig opnået de resultater, jeg har, hvis det ikke havde været for alle de dygtige mennesker, jeg har haft omkring mig – både nu og på mine tidligere arbejdspladser. Æren er lige så meget deres,« siger han.

Han lægger selv vægt på at skabe høj, positiv energi og på at samle teams med stor kognitiv diversitet. Ifølge ham kræver stærk ledelse både åbenhed over for tvivl og mod til at træffe beslutninger, før alle svar ligger klar.

Her fortæller Jacob Aarup-Andersen med sine egne ord, hvordan han er blevet den, han er.

Alle vinderne af Årets Leder

Danmarks største og mest prestigefulde lederpris er blevet uddelt af Lederne siden 2002. Her er alle vinderne:

2025: Niels B. Christiansen, LEGO

2024: Britt Meelby Jensen, AMBU

2023: Jens Bjørn Andersen, DSV

2022: Sheela Søgaard, BIG

2021: Kasper Hjulmand, Fodboldlandsholdet

2020: Lars Fruergaard Jørgensen, Novo Nordisk

2019: Mads Nipper, Grundfos

2018: Lasse Rich Henningsen, Musikkens Hus

2017: Niels Buus, GomSpace

2016: Marianne Benzon Nielsen, Børnecancerfonden

2015: Dorthe Crüger, Sygehus Lillebælt

2014: Johan Bülow, Lakrids by Johan Bülow

2013: Niels Duedahl, energi- og teleskabet SE

2012: Carsten Bjerg, Grundfos

2011: Lise Egholm, Rådmandsgades Skole

2010: Christian Clausen, Nordea

2009: Kim Kristensen, Forsvaret

2008: Ditlev Engel, Vestas

2007: Nils Smedegaard Andersen, A.P. Møller-Mærsk

2006: Jørgen Vig Knudstorp, LEGO

2005: Henning Dyremose, TDC

2004: Jørgen Mads Clausen, Danfoss

2003: Alfred Josefsen, Irma

2002: Bodil Nyboe Andersen, Nationalbanken

Fold ud

Vinderen kåres på Ledelsens Dag
Vinderen af Årets Leder 2026 bliver kåret på Ledelsens Dag den 19. november.

Ledelsens Dag samler nogle hundrede deltagere til den fysiske konference, hvor prisen overrækkes, men er ikke mindst en digital begivenhed, hvor over 10.000 ledere følger med fra virksomheder overalt i landet. I år er det ud over de fire nominerede til Årets Leder 2026 blandt andet med Bjarne Corydon, Emma Sehested Høeg, Ørsteds Rasmus Errboe, Jette Albinus fra Forsvarsakademiet og Årets Leder 2025, Niels B. Christiansen fra Lego, på scenen.

Det er gratis for alle at deltage i den digitale udgave af arrangementet.

Mere fra Ledelsens Dag

BrawBakirTOPRigtig-1920x960_wide
Nomineret til Årets Leder 2026

Braw Bakir: »Jeg elsker, at jeg kan give andre en chance«

Nettos topdirektør er en ambitiøs leder med stor forståelse for hverdagen i butikkerne og et skarpt blik for kultur, kommunikation og kundeoplevelse. Han er nomineret til Årets Leder.
10 min.
SusanneMoerchKochTOPRigtig-1920x960_wide
NOMINERET TIL ÅRETS LEDER 2026

Susanne Mørch Koch: »En titel gør dig til chef. Den gør dig ikke nødvendigvis til en leder«

Tivolis topchef har med energi, høje ambitioner og modet til at forandre for at bevare ført den ikoniske virksomhed fra krise til historisk stærke resultater. Hun er nomineret til Årets Leder.
8 min.
JacobAarupAndersenTOP-1920x960_wide
Nomineret til årets leder 2026

Jacob Aarup-Andersen: »Jeg skal om nogen være den, der bringer positiv energi til bordet«

Carlsbergs topchef har sat en tydelig strategisk retning og kombinerer vækstambitioner med stærke værdier, kulturforståelse, forretningssans og positiv energi. Han er nomineret til Årets Leder.
10 min.
TorbenLarsenTOP-1920x960_wide
Nomineret til årets leder 2026

Torben Larsen giver job til mennesker, andre vælger fra: »Men vi er ikke en social institution«

Give Steels topchef har vist, hvordan man kan tage socialt ansvar og ansætte medarbejdere, andre ville sige nej til, uden at gå på kompromis med forretningen. Han er nomineret til Årets Leder.
10 min.
paneldebatwide
Ledelsens Dag 2025

Hold fast i din ledelsesstil, når verden står i brand

Ændrer du ledelsesstil, når virksomheden er under pres, risikerer du at miste troværdighed. Og dermed også det følgeskab, som er afgørende for, at du kan føre virksomheden igennem krisen. Sådan lød det fra de fire nominerede til Årets Leder, da de diskuterede ledelse i usikre tider til Ledelsens Dag 2025.
6 min.
Bodil Nordestgaard Ismiris og Niels B. Christiansen står ved siden af hinanden til Ledelsens Dag 2025
Årets Leder 2025

Årets Leder 2025 har ført LEGO op i en liga helt for sig selv

Niels B. Christiansen er en rolig, men engageret leder, der evner at se hvad der er vigtigt, og hvad der bare er støj - og som får sine medarbejdere med sig. Det har ført til ekstraordinære resultater og titlen som Årets Leder 2025.
19 min.