Mere af pligt end af lyst
Michael Jeppesen ser det langt fra som et privilegium at være øverstkommanderende.
»For mig er det mere en nødvendighed, der følger med, når man vil bygge sit eget sted. Jeg elsker at udvikle koncepter og føre dem ud i livet. Men sådan noget med at informere sine medarbejdere om det samme igen og igen og holde styr på trivslen på kontoret synes jeg er ekstremt kedsommeligt. Det er udviklingen af produkterne, og ikke den daglige drift, jeg brænder for.«
Hvorfor får du så ikke en anden rolle i firmaet?
»Jeg vil gerne være med til at træffe beslutninger og på den måde påvirke den retning, vi bevæger os i. Og det gør man nu engang bedst, når man sidder for bordenden. Så må jeg leve med, at alt ikke er lige spændende,« siger Michael Jeppesen, der mener, at ledelse som begreb hurtigt kan blive ”enormt fluffy,” som han udtrykker det.
»Man ender ofte ud i en masse floskler og varm luft. Den ene uge skal man være en empatisk leder. Så en karismatisk leder. Og så en agil leder. Som om det er noget, man kan blive ved at læse en artikel eller tage på et kursus. Jeg har selv store problemer med at finde ud af, hvad ledelse overhovedet er.«
Handler det ikke bare om, at ledelse er mange ting?
»Jo, bestemt. Men hvad skal man måle en god leder på? Det er en meget, meget diffus faglighed. Hvem siger, det er lederens skyld, hvis det går godt i et firma? Det kan jo være, at det skyldes medarbejderne eller opgang i branchen. Jeg vil gå så langt som til at sige, at mange er chefer, alene fordi de ER chefer.«
Hvad mener du med det?
»Jo, de går fra det ene chefjob til det andet, fordi der står chef på deres CV. Og måske ikke, fordi de er mere kvalificerede end alle mulige andre til det job.«
Men anerkender du ikke, at der findes gode og dårlige chefer?
»Jo, det gør jeg. Men jeg tror ikke, at man som chef kan udvikle sine medarbejdere særlig meget. Grundlæggende set er man, som man er. Det gælder også chefen. Måske kan vi rykke os lidt. 5-10 procent, hvis det går højt. At være chef handler for mig mere om ikke at fucke op. Og det kan man så være god til ikke at gøre,« siger Michael Jeppesen og uddyber:
»Jeg har tænkt over, hvor mange af de chefer jeg selv har haft, som virkelig var gode. Resultatet var nedslående. Der er måske én, der var god. Men jeg kan ikke rigtig sige hvorfor. Måske var det bare, fordi han godt kunne lide mig.«