DanRavn0011_wide_1920x960
»Man kan ikke altid være enig, men der skal være en grundlæggende respekt i relationen. Det betaler sig, også når det brænder på,« siger Dan Ravn, administrerende direktør i Odense Letbane. Foto: Steffen Stamp 

Dan Ravn leder letbanen uden at styre et eneste tog. Det kræver noget særligt

22. oktober 2026

Han har hverken tegnet eller bygget den, og det er ikke hans egne folk, som styrer togene. Men som direktør for Odense Letbane er Dan Ravn manden med ansvaret.

Gå til Action card

Det var en fredag eftermiddag. Klokken var omkring halv fem. Og Dan Ravn vidste med det samme, at hans weekendplaner lige var gået i vasken.

Ude ved hospitalsbyggeriet »Nyt OUH« var der problemer med nogle gangbroer, og selvom det endnu stod uklart, præcis hvad problemerne gik ud på, hvordan de kunne løses, og hvor længe det ville vare, stod to ting klart:

Odense Letbane stod stille. Og som direktør for Odense Letbane var det Dan Ravns problem.

Ganske vist er både den daglige drift, vedligeholdet og servicen udliciteret til leverandører og underleverandører. Men i en situation, hvor letbanen ikke kører, så stiller Dan Ravn sig som direktør og manden med det overordnede ansvar forrest og får afklaret, hvad der skal til for at få banen tilbage på skinner, uanset hvad der er sket, og hvem der er skyld i fejlen.

Mød Dan Ravn på Lederne Live

Lederne Live er Ledernes nye landsdækkende konferencekoncept, hvor Lederne samler mennesker til en inspirerende oplevelse lokalt i hele Danmark.

Du kan opleve Dan Ravn på konferencen i Odense den 10. november, sammen med blandt andre læge og forfatter Imran Rashid og direktør for Tænketanken Europa Lykke Friis.

Derfor er tætte relationer Dan Ravns vigtigste nøgle til at lykkes i jobbet.

Ikke bare til hans medarbejdere, men til leverandører, til politikere, til letbanens naboer, til medierne og naturligvis til alle de odenseanere, der er afhængige af, at alt bogstaveligt talt kører på skinner.

Relationerne har han arbejdet på, siden han 28. maj 2022 – samme dag, som letbanen blev taget i drift – blev dens administrerende direktør. Så selvom det var fredag eftermiddag, lykkedes Dan Ravn hurtigt med det at række ud til de relevante parter, som kunne bidrage til en løsning.

»Det handler om at få samlet det stærkest mulige hold,« siger han og fortæller, hvordan han i det konkrete tilfælde fik mobiliseret rådgivere fra flere virksomheder, entreprenøren, operatøren og ledelsen på hospitalsbyggeriet.

»Så skal vi jo danne os et lynhurtigt overblik over situationen. Hvad er der sket? Hvorfor kunne vi ikke køre videre? Hvad kan vi gøre for at komme i gang hurtigst muligt? Hvordan sikrer vi os, at der bliver taget hånd om vores kunder?«

DanRavn0093_landscape_1920x1280
»Nogle gange er spørgsmålet ikke, hvordan det går med opgaven, men hvordan det går med mennesket,« siger Dan Ravn.  Foto: Steffen Stamp

Stiller altid op
Imens alle, der kunne bidrage, arbejdede på højtryk, og det hurtigt stod klart, at problemerne skyldtes, at en entreprenør havde fjernet understøtningen på gangbroerne, passede Dan Ravn den anden del af sit job: Den udadvendte. For uanset hvad der sker, så har han truffet et strategisk valg om aldrig at gemme sig, når der er alvorlige problemer.

»Derfor stiller jeg altid op,« siger han.

»Det løser ikke i sig selv problemerne, men det viser, at vi tager et ansvar. Og jeg tror, det er en del af grunden til, at vi har fået den opbakning i byen, som vi har. Der er behov for, at nogen giver et svar, og det er jo mig, der er direktøren, så det må være mig.«

Det er ikke kun medierne, der skal have en forklaring og have mulighed for at stille kritiske spørgsmål. Det er også ejeren, Odense Kommune.

»Jeg bruger rigtig meget tid på at sikre, at de relevante parter er informeret om, hvad der formentlig kommer til at ske, for det er bedre at være på forkant. Det skaber ro,« siger han.

Heldigvis er der i dag, fire år efter at Odense Letbane gik i drift, flere nyheder om passagerrekorder end tog, der står stille, i de lokale avisspalter.

»Det har været en vild rejse,« siger han. »Fra at rigtig mange mennesker tænkte, at den letbane kommer jeg aldrig til at bruge, til at de samme folk siger: ’Den tog jeg i lørdags, da jeg skulle i byen. Det er jo sindssygt nemt.’«

Men uanset om det er en dag med succes eller en dag med problemer, forsøger Dan Ravn at lede på samme måde: Ved at samle alle dem, der kan bidrage, uanset hvem de er, og hvem de formelt arbejder for, og sammen finde de bedste løsninger.

Og hver gang insisterer han på ikke at være den mest vidende i rummet.

»Jeg er ikke altid den, der har ret. Og hvis jeg var, havde jeg nok ikke samlet de rigtige folk,« siger han.

DanRavn0108_landscape_1920x1280
»Hvis man gør tingene på en ordentlig måde, så finder man også løsninger på de store udfordringer,« siger Dan Ravn. Foto: Steffen Stamp

Sjælden sporvognserfaring
Dan Ravns vej til Odense har været via skinner flere steder i Europa. Han arbejdede et år i London efter studierne, to år i Berlin, seks år i DSB med blandt andet internationale udbud og direkte tog mellem København og den tyske hovedstad og derefter tre år i det berlinske trafikselskab BVG. Han taler flydende tysk og kalder Berlin sit andet hjem, men da familien fik sit første barn, trak Danmark igen, og efter et mellemspil hos Rambøll landede han i en by, hvor kollektiv transport historisk har fyldt forsvindende lidt.

Nu skulle Odense have sporvogne, og dermed var der et godt match. I første omgang i en midlertidig rolle, hvor han skulle stå for udbuddet på drift og vedligehold og gøre organisationen klar til at gå fra at bygge en letbane til at køre den. Men fra letbanens premieredag som direktør for det hele.

»Heldigt for mig var jeg nok en af de få i Danmark, der havde arbejdet med letbaner før,« siger han.

Med sig i bagagen fra den internationale karriere havde Dan Ravn ikke kun erfaring med offentlig transport. Han havde også en ledelsesfilosofi, som passer godt til det setup, som han i dag er direktør for, og hvor tætte relationer er altafgørende.

Selve togdriften udføres af operatøren, det franske selskab Keolis. Og vedligeholdet er fordelt på underleverandører, ligesom rengøring og så videre. Odense Letbane er i sig selv et relativt lille selskab, der gik fra omkring 40 medarbejdere under anlægget til 10-12 stykker, da banen åbnede, og Dan Ravn blev direktør. Nu er organisationen igen oppe på omkring 30 medarbejdere, fordi letbanen skal udvides.

DanRavn0179_landscape_1920x1280
»Jeg er ikke altid den, der har ret. Og hvis jeg var, havde jeg nok ikke samlet de rigtige folk,« siger Dan Ravn. Foto: Steffen Stamp

Chefen troede på ham
I forhold til sine egne medarbejdere er det altid Dan Ravns udgangspunkt at lede gennem tillid under ansvar, for det er den måde, han har skabt karrierens største resultater.

Allerede som 30-årig fik Dan Ravn ansvaret for et indkøb til flere hundrede millioner kroner hos DSB, der skulle have tog til Grenå-banen. Det var samtidig med, at DSBs andet store togindkøb, IC4-togene, var kørt fuldstændigt af skinnerne, og det var et usædvanligt stort ansvar at lægge i hænderne på en så ung medarbejder.

»Jeg havde en chef, der troede på mig og gav mig plads til at vokse med opgaven,« fortæller Dan Ravn, der da også levede op til chefens forventninger: Togene blev leveret til tiden, og budgettet holdt. Og med sig tog den unge Dan Ravn en vigtig erkendelse:

»Det lærte mig, hvad tillid kan gøre, når man først får den sammen med et stort ansvar. Og det præger den måde, jeg selv forsøger at lykkes sammen med mine folk i dag.«

Helt konkret har han nu ansat en anlægsdirektør til den kommende etape 2 af letbanen, og selvom Dan Ravn er bevidst om, at han som administrerende direktør har det endelige ansvar, vil han give anlægsdirektøren samme muligheder for at lykkes, som han selv i sin tid fik det.

»Jeg har stor respekt for, at det ikke er mig, der skal træffe afgørelserne her,« siger han, men understreger, at tillid ikke er det samme som at slippe tøjlerne.

»Tillid virker kun, når man har givet en tydelig retning. Giver man frihed uden retning, har man i virkeligheden ikke udøvet særlig meget ledelse. Så den går begge veje. Man giver et ansvar fra sig, men skal også stå fast på, at aftalerne bliver holdt.«

DanRavn0060_portrait_1280x1920

Dan Ravn og Odense Letbane

Dan Ravn
Adm. direktør i Odense Letbane. Kom til selskabet i 2016 og blev adm. direktør, da letbanen gik i drift i maj 2022. Har tidligere arbejdet i DSB, i det berlinske trafikselskab BVG og hos Rambøll. Bor i Odense med sin kone og tre børn.

Odense Letbane
Åbnede 28. maj 2022. Knap 7,4 mio. passagerer i 2025, en fremgang på 6,5 procent fra året før. Selskabet er i gang med at forberede etape 2 mod Vollsmose.

Foto: Steffen Stamp

Fold ud

Tysk grundighed, dansk handlekraft
Sin ledelsesfilosofi har han også med fra sine tre år i Berlin hos byens trafikselskab BVG, hvor han var en af de få ikke-tyskere i en stor, traditionstung organisation.

»Den tyske grundighed, struktur og forudsigelighed er noget, jeg forsøger at tage med mig,« siger han, samtidig med at han har gjort sig umage for ikke at tage tunge processer, mange beslutningslag og en grundlæggende skepsis over for ideer udefra med fra det tyske.

»Det kan også være med til at kvæle kreativitet og handlekraft,« siger han. Kunsten har været at forene den tyske grundighed med dansk handlekraft og tillid.

Når Dan Ravn skal forklare, hvordan relationer holder i årevis, og hvorfor folk stiller op for hinanden, vender han tilbage til ét ord: ordentlighed.

»Der skal være en ordentlighed i den måde, man opfører sig over for andre på. Man kan ikke altid være enig, men der skal være en grundlæggende respekt i relationen. Det betaler sig, også når det brænder på.«

»Hvis man gør tingene på en ordentlig måde, så finder man også løsninger på de store udfordringer. For der sidder altid en eller anden med en viden, der kan hjælpe en, og som tager telefonen, netop fordi man har behandlet dem ordentligt.«

DanRavn0072_landscape_1920x1280
»Tillid virker kun, når man har givet en tydelig retning. Giver man frihed uden retning, har man i virkeligheden ikke udøvet særlig meget ledelse,« siger Dan Ravn. Foto: Steffen Stamp

Letbanen 3.0
Lige nu står Dan Ravn midt i den største forandring af sit arbejde siden åbningen af letbanen og hans tiltræden som direktør. Internt kalder de det Letbane 3.0: Version 1.0 var, da selskabet byggede den nuværende bane. Version 2.0 har været de fire år i drift. Men i de kommende år skal selskabet både drive den eksisterende bane og bygge en ny etape. Det kræver noget nyt.

»Det handler om at opbygge en kultur, hvor folk tager et fælles ansvar for produktet og for det, byen står tilbage med,« siger han.

Og i en tid med så megen forandring kan man, ifølge Dan Ravn, ikke tale nok med sine folk. Hverken om jobbet eller hvordan de har det.

»Nogle gange er spørgsmålet ikke, hvordan det går med opgaven, men hvordan det går med mennesket,« siger han.

»Mine medarbejdere skal kunne mærke, at jeg er der for dem i hverdagen, ikke bare høre noget snak om en retning. Det er også det, gode relationer går ud på.«

Action Card

Dan Ravns bedste råd til andre ledere

  1. Skab en kultur med ansvar. Som leder skal du sætte retning, gå forrest og tage ansvar. Skab en kultur, hvor medarbejdere gerne vil samarbejde på tværs og tage medansvar for organisationens succes.
  2. Vis tillid. Ansæt dygtige mennesker, lyt til dem og giv dem plads til at bruge deres faglighed og udfordre dine egne perspektiver. Vis tillid ved at delegere ansvar og skabe rammer, hvor medarbejdere kan lykkes. De bedste løsninger opstår sjældent hos lederen alene.
  3. Dyrk dine relationer. Resultater skabes gennem mennesker. Vær nærværende, udvis ordentlighed og investér i relationerne omkring dig. Stærke relationer skaber tillid og forståelse og gør det lettere at lykkes sammen, også når opgaverne er svære, eller presset er stort.
  4. Hav mod til at handle. Ledelse handler ofte om at træffe beslutninger på et ikke fuldt oplyst grundlag. Du har sjældent alle svarene på forhånd. Derfor handler ledelse også om at skabe fremdrift og turde træffe de nødvendige beslutninger. Fejl vil ske undervejs, men det vigtigste er at lære af dem og omsætte erfaringerne til forbedringer.
  5. Husk dig selv. God ledelse kræver overskud. Prioritér din fysiske og mentale sundhed, og afsæt tid til refleksion og personlig udvikling. Som leder er det let at blive opslugt af driften, men uden tid til at tænke og udvikle dig selv bliver det svært at udvikle organisationen.

Mere fra Lederne Live

CamillaKjemsTOP-1920x960_wide
Lederne Live

Camilla Kjems er en »kæmpe pleaser«. Men som chef har hun lært at uenighed er en styrke

Hun har moderniseret nogle af Danmarks mest traditionsrige ugeblade. Nu er hun flyttet tilbage til fødeøen og skal gøre TV2 Bornholm relevant for fremtiden. For Camilla Kjems handler det ikke kun om forandring, men lige så meget om at forstå, hvad der skal bevares.
10 min.
JakobSoerensenTOP-1920x960_wide
LEDERNE LIVE

Her er topchefen, der ikke ville være leder for enhver pris

Da en chef engang beordrede ham til at fyre en medarbejder, sagde Jakob Sørensen nej. I dag leder han energikæmpen Danske Commodities med lav hvilepuls, høje krav - og plads til fejl.
10 min.
Jacob Birkbøll står foran et kæmpe ovalt vindue og kigger ud

Familien ejer virksomheden. Men det er Jacob, der bestemmer: »Jeg er nødt til at være mig selv«

I 45 år sad ejerfamilien på topposten i Rødovre Centrum. Men så gav familien pludselig Jacob Birkbøll det ultimative ansvar. Han går ydmygt til opgaven, men insisterer på ikke blot at være en skygge af sin forgænger.
9 min.
HenrikSoerensenTOP-1920x960-wide
LEDERNE LIVE

Henrik Sørensen leder forsvarsbyggeri for milliarder: »Før skulle vi vende hver eneste krone. Nu handler det om køb, køb, køb«

Som leder af Forsvarets byggeri, drift og infrastruktur skal Henrik Sørensen lære sin organisation, der er trænet i stram kontrol og sparsommelighed, en helt ny logik: Nu gælder om at spendere milliarder af kroner på genopretning af forsvaret lynhurtigt – og acceptere, at der vil ske fejl undervejs.
11 min.
PeterHjelmTOP-1920x960-wide
LEDERNE LIVE

Lokal succesdirektør kæmpede som ung med at finde sin vej i livet. Men så opdagede han, at han var god til mennesker

Som ung var Peter Hjelm hverken den bedste til at regne eller bruge hænderne. Til gengæld var han god til mennesker. Og det førte med tiden til et job som direktør i virksomheden Formkon, hvor han møder folk med åbenhed og en stærk tro på, at alle har noget, de er gode til.
8 min.