»Det er da også skideirriterende«
Der er usædvanligt stille på gangene hos TV 2/Bornholm den eftermiddag, Lederstof besøger Camilla Kjems, så det er ikke mange medarbejdere, hun støder på. Det er ellers noget, hun gør sig umage med.
Hun holder en del af sin kalender fri til at være til stede til en snak ved kaffemaskinen eller for at sidde med til et redaktionsmøde. Og nogle gange tager hun ligefrem et møde som en gåtur i Ekkodalen, der ligger et stykke fra TV-stationen.
For mennesker fylder meget i Camilla Kjems' dagligdag som leder, men det gør forandringer også.
Da hun blev direktør for TV2 Bornholm, var en del af hendes opgave at sætte fart på den digitale udvikling. TV-vanerne ændrer sig. Nye generationer finder journalistik andre steder end på en traditionel flow-tvkanal. Indholdet skal fungere på flere platforme og i andre formater.
Det er let nok at skrive ind i en kanalstrategi eller public service-aftale. Det er sværere, når det i praksis betyder, at noget, som nogle mennesker har brugt årtier på at blive rigtig dygtige til, nu skal fylde mindre.
Camilla Kjems beskriver sin egen ledelsesstil som demokratisk og vil gerne invitere så mange som muligt ind i processen. Medarbejderne skal kunne sige, at de synes, strategien er forkert. Lederne skal kunne udfordre hende.
Det er blandt andet derfor, ledergruppen træner uenigheden. For Camilla Kjems vil ikke have en organisation, hvor folk nikker på mødet og går ud og brokker sig bagefter. Uenigheden skal frem, mens der stadig kan gøres noget ved den.
Hun oplever det derfor også som en positiv ting, når medarbejdere nogle gange kommer ind på hendes kontor og stiller spørgsmål ved de valg, der bliver truffet.
Hvorfor skal de bruge så meget energi på yngre målgrupper, når Bornholm samtidig har mange ældre borgere? Hvorfor skal de ikke bare blive ved med at lave det flow-tv, de ved, fungerer?
»Det er da også skideirriterende, når man elsker at lave flow-tv og har lavet det i 30 år. Jeg forstår godt modstanden, men så lad os tage en snak om det. Samtidig gør det mig glad, når de tør sige den slags, for det betyder, at jeg har skabt en kultur, hvor man kan det,« fortæller hun.
For det er ikke nødvendigvis bare stædighed, når en medarbejder modsætter sig forandring, mener hun. Nogle gange handler den også om at skulle give slip på noget, man er glad for og god til.
»Der ligger en sorg forbundet med det for nogen, og det synes jeg også, der skal være plads til. Det er svært at skulle gå igennem forandringer. Men vi bliver nødt til at gøre det.«