Camilla Kjems er en »kæmpe pleaser«. Men som chef har hun lært at uenighed er en styrke

På ledermøderne hos TV2 Bornholm er der altid en, der får til opgave at være uenig med de andre.

Rollen går på skift. Den ene uge kan det være én leder, den næste en anden. Når gruppen omkring bordet er ved at blive enige om en beslutning, er det vedkommendes opgave at stoppe op og spørge:

Er det nu også den rigtige beslutning? Har vi husket målgruppen? Kunne pengene bruges bedre et andet sted? Og hvad nu, hvis vi gjorde det stik modsatte?

Rollen hedder ganske enkelt »udfordreren«, og det er ikke en rolle, ledergruppen har fundet på for sjov, fortæller Camilla Kjems, der er direktør for TV2-regionen.

»Det er vigtigt, at der altid er én i mødelokalet, der udfordrer det, som vi hurtigt bliver enige om. Så handler det ikke om at en bestemt person altid ender med at være den sure, eller der er på tværs. Det er faktisk et synspunkt, der skal være i det rum. Vi skal udfordre os selv på konsensus hele tiden.«

Selv er Camilla Kjems meget konsensussøgende, og noget af det sværeste, siden hun overtog posten som direktør og ansvarshavende chefredaktør på TV2 Bornholm, har ifølge hende været at lære at være konstruktivt uenige sammen.

Det er rollen som udfordreren et eksempel på. Men det er også, fordi der ligger mange følelser i journalistik, mener Camilla Kjems. Et format, der trænger til at blive ændret, kan være et program, en journalist har brugt årevis på at udvikle. En måde at producere tv på kan være en del af medarbejdernes faglige identitet. Når ledelsen kommer og ændrer på det, kan en faglig diskussion hurtigt tolkes som en personlig kritik.

»Jeg oplever, at vi kan have svært ved at tale om de svære ting i ledelsesrummet og være uenige, uden at det bliver personligt,« siger hun.

Derfor øver de sig på at være det – og gør Camilla Kjems også. Den 52-årige mediechef beskriver nemlig sig selv som noget, man ikke umiddelbart forbinder med lysten til at opsøge uenighed.

»Jeg er egentlig en kæmpe pleaser. Jeg bryder mig virkelig ikke om, at der er dårlig stemning eller konflikt.«

Leder ved et tilfælde
Det var aldrig planen, at Camilla Kjems skulle være leder.

Hun læste Retorik på Københavns Universitet og fik i slutningen af 1990’erne et studiejob som webjournalist på et tidspunkt, hvor internettet stadig var nyt for mange. Da en redaktionschef skulle på barsel, fik hun lov til at overtage ansvaret. Det var ikke nogen stor organisation. Et par praktikanter skulle ledes, og miljøet var uformelt.

Så kom der lidt mere ansvar. Og lidt mere igen.

»Det viste sig ret hurtigt, at jeg var god til at have det overblik, som det krævede. Jeg var god til både at producere indhold selv, men også til at coache, hjælpe andre og til at drive en udvikling. Og så har jeg bare altid haft en naturlig interesse for mennesker, og det, der driver dem,« fortæller Camilla Kjems.

På den måde gled hun næsten ubemærket ind i lederrollen. Hun var så ung, at hun knap nok selv havde nået at have en chef og derfor heller ikke mange ledelsesmæssige forbilleder at skele til.

Det blev derfor et markant skift, første gang hun overtog ansvaret for en allerede etableret redaktion på ugebladet Bazar.

Pludselig stod hun foran en gruppe medarbejdere, der kiggede på hende som deres nye chef. Flere af dem var jævnaldrende med hende selv. Nu var hun ikke længere bare den fagligt dygtige kollega, der havde fået lidt mere ansvar. Hun var lederen, de andre kiggede til.

»Det var virkelig angstprovokerende for mig. For der kom jeg lige pludselig ind i den mere formelle lederrolle, som jeg egentlig ikke havde været bevidst om før,« siger Camilla Kjems.

Det var især én del af chefrollen, hun skulle vænne sig til:

»Jeg kan godt lide, at folk kan lide mig, og jeg kan godt synes, det er svært, at nogen synes, jeg er en idiot. Og det er der bare altid nogen, der synes, når man er chefen. Det ligger ligesom i rollen.«

Tydelig uden at være hård
Med årene har hun fundet ud af, at hun ikke skal lave sig selv om til en anden slags menneske for at være leder. Hun behøver ikke blive den hårde chef, der banker i bordet. Men hun har måttet acceptere, at der følger en afstand med lederrollen.

»Man er på en eller anden måde ikke rigtig en del af flokken. Og det vil vi jo som mennesker gerne være. Vi vil gerne have en flok og føle os trygge i den. Der er det jo en ensom post at være chef,« siger Camilla Kjems.

Hun kan grine med sine medarbejdere og have det sjovt med dem. Men der er en grænse for, hvor meget hun kan være en del af fællesskabet på samme præmisser som dem. For i sidste ende er hun stadig den, der har et andet ansvar end dem. Og nogle gange betyder det, at hun må træffe en beslutning, som de ikke bryder sig om.

»Du skal kunne være tro mod virksomhedens interesse og tage de hårde beslutninger. I sidste ende betyder det også at kunne opsige dem, du lige har stået og grinet sammen med,« siger hun.

Det har ikke nødvendigvis været let for hende at acceptere. Privat beskriver hun sig selv som konsensussøgende. Hun bryder sig ikke om konflikter og vil helst have, at mennesker omkring hende har det godt med hinanden. Men som chef kan hun ikke altid vælge den løsning, der giver den bedste stemning i rummet.

Det falder hende stadig ikke naturligt at være hård og kontant. Til gengæld har hun med årene lært, at hun kan være tydelig uden nødvendigvis at være nogen af delene.

»Hvis man ikke kan være kontant og beslutsom, risikerer man, at det hele bliver lidt for vagt og utydeligt. Det er også utrygt for medarbejderne, så der må det ikke ende.«

For Camilla Kjems har øvelsen derfor ikke været at slippe af med den konsensussøgende del af sig selv. Den har snarere været at lære, hvornår hun giver den plads, og hvornår hun ikke gør.

»Selv de mest traditionelle mennesker kan faktisk godt lide, at der sker lidt nyt«
Det er ikke første gang, Camilla Kjems står i spidsen for en organisation, hvor noget velkendt skal forandres. Det er nærmest blevet en rød tråd gennem hendes karriere.

I omkring 20 år arbejdede hun hos Aller, hvor hun blandt andet stod i spidsen for Q, Bazar, Femina og senere Familie Journalen og Ude & Hjemme. Undervejs bevægede hun sig fra arbejdet med det enkelte medie til i højere grad at arbejde strategisk med ledelse og udvikling.

»Jeg elsker de synlige udviklingsprojekter: Et nyt format, en ny hjemmeside, stigende tal på læsere, seere, brugere eller engagement. Der kan jeg virkelig se en helt konkret forandring og noget, jeg har været med til at flytte.«

Hun opdagede, at der var en bestemt slags opgave, hun var god til, og som motiverede hende: At tage et velkendt brand og gøre det tidssvarende, uden at ødelægge det, der gjorde det værdifuldt i første omgang.

»Jeg kunne håndværket i forhold til at tage et lidt ældre brand og få børste noget støv af det, få det moderniseret, og få det ind i den digitale tidsalder,« fortæller hun.

Da hun fik ansvaret for Familie Journalen kunne hun nemt være kommet ind udefra og have set et traditionelt medie, der bare skulle laves om. Men da hun lærte målgruppen at kende, fandt hun en ekstremt loyal læserskare og opdagede, at nogle af de ting, der kunne virke gammeldags, var en vigtig del af bladets identitet.

»Der var noget kerne-DNA, vi slet ikke skulle røre ved. Det skal man have respekt for.«

Men det betyder ikke, at alt skal forblive, som det altid har været, mener Camilla Kjems.

»Man kan let undervurdere læsere og brugere, hvis man antager, at et publikum ikke vil have forandring. Selv de mest traditionelle mennesker kan faktisk godt lide, at der sker lidt nyt på deres præmisser, hvor de kan følge med.«

Det er en erfaring, hun har taget med sig til Bornholm. Øen, hvor hun selv er opvokset.

»For mig tror jeg, der har været sådan en cirkelslutning i at vende hjem og gøre en forskel der, hvor jeg er skabt af.«

»Det er da også skideirriterende«
Der er usædvanligt stille på gangene hos TV 2/Bornholm den eftermiddag, Lederstof besøger Camilla Kjems, så det er ikke mange medarbejdere, hun støder på. Det er ellers noget, hun gør sig umage med.

Hun holder en del af sin kalender fri til at være til stede til en snak ved kaffemaskinen eller for at sidde med til et redaktionsmøde. Og nogle gange tager hun ligefrem et møde som en gåtur i Ekkodalen, der ligger et stykke fra TV-stationen.

For mennesker fylder meget i Camilla Kjems' dagligdag som leder, men det gør forandringer også.

Da hun blev direktør for TV2 Bornholm, var en del af hendes opgave at sætte fart på den digitale udvikling. TV-vanerne ændrer sig. Nye generationer finder journalistik andre steder end på en traditionel flow-tvkanal. Indholdet skal fungere på flere platforme og i andre formater.

Det er let nok at skrive ind i en kanalstrategi eller public service-aftale. Det er sværere, når det i praksis betyder, at noget, som nogle mennesker har brugt årtier på at blive rigtig dygtige til, nu skal fylde mindre.

Camilla Kjems beskriver sin egen ledelsesstil som demokratisk og vil gerne invitere så mange som muligt ind i processen. Medarbejderne skal kunne sige, at de synes, strategien er forkert. Lederne skal kunne udfordre hende.

Det er blandt andet derfor, ledergruppen træner uenigheden. For Camilla Kjems vil ikke have en organisation, hvor folk nikker på mødet og går ud og brokker sig bagefter. Uenigheden skal frem, mens der stadig kan gøres noget ved den.

Hun oplever det derfor også som en positiv ting, når medarbejdere nogle gange kommer ind på hendes kontor og stiller spørgsmål ved de valg, der bliver truffet.

Hvorfor skal de bruge så meget energi på yngre målgrupper, når Bornholm samtidig har mange ældre borgere? Hvorfor skal de ikke bare blive ved med at lave det flow-tv, de ved, fungerer?

»Det er da også skideirriterende, når man elsker at lave flow-tv og har lavet det i 30 år. Jeg forstår godt modstanden, men så lad os tage en snak om det. Samtidig gør det mig glad, når de tør sige den slags, for det betyder, at jeg har skabt en kultur, hvor man kan det,« fortæller hun.

For det er ikke nødvendigvis bare stædighed, når en medarbejder modsætter sig forandring, mener hun. Nogle gange handler den også om at skulle give slip på noget, man er glad for og god til.

»Der ligger en sorg forbundet med det for nogen, og det synes jeg også, der skal være plads til. Det er svært at skulle gå igennem forandringer. Men vi bliver nødt til at gøre det.«

Tilbage til Bornholm
På TV2 Bornholm har de det, som Camilla Kjems kalder for et 'public service-privilegie'. Her kender man som udgangspunkt de økonomiske rammer, man har at arbejde indenfor, og udfordringen er ikke, at der mangler et publikum til det, de laver. Udfordringen er, at mediet skal være relevante for flere og for folk i fremtiden – for måden vi bruger medier, har ændret sig gevaldigt.

Der var også en anden grund til, at Camilla Kjems havde lyst til at prøve noget nyt, efter to årtier hos Aller. Hun oplevede mediebilledet som mere og mere fragmenteret.

Sociale medier har de seneste år forbundet mennesker på tværs af hele kloden, men samtidig er der en voksende polarisering og en strøm af nyheder om problemer, som det enkelte menneske har meget begrænsede muligheder for at gøre noget ved.

Hun mærkede selv den magtesløshed og nyhedstræthed, hun så hos andre.

»På en eller anden måde havde jeg også et behov for at komme tilbage til noget, hvor der er fokus på sammenhængskraft,« fortæller Camilla Kjems.

Det lokale kunne noget andet. Her kunne journalistikken handle om naboen, kollegaen eller den lokale virksomhed. Om mennesker, man risikerer at stå ved siden af næste dag i supermarkedet.

»Her laver man faktisk noget indhold, som hver dag kan give nogle mennesker en følelse af at høre til, og som gør en forskel for dem i deres hverdag,« siger hun.

Men Camilla Kjems er ikke vendt tilbage til Bornholm for at sørge for, at alting bliver ved med at være, som det altid har været. På mange måder står hun med den samme opgave, som hun har haft flere gange før:

At finde ud af, hvad der skal forandres, og hvad man for alt i verden skal lade være med at pille ved. Hvad der er kerne-DNA, og hvad der bare trænger til at få børstet støvet af.