Uret går stadig fem minutter foran
I de første måneder har hun brugt meget tid på at gå rundt på kontorerne for at møde sine folk, primært fordi hun ved, at ikke alle tør komme forbi hende. Og fordi hun ved, at hun nogle gange skal gøre en ekstra indsats for at få de informationer, hun har brug for.
»Når du sidder i en ledende stilling, er det ikke alle, der føler sig trygge ved at være helt ærlige over for dig. Man møder meget venlighed, og det er jo dejligt, men man skal bare sikre sig, at man får at vide, hvad det er, de egentlig mener.«
Det gælder især i et system som EU, hvor medarbejdere fra nogle af medlemslandene har meget stor respekt over for chefen.
»I den danske kultur er det okay at tale lederen imod, men i mange lande gør man det simpelthen ikke.«
Derfor har hun travet ekstra meget rundt på gangene de første måneder. Og det har krævet lidt overvindelse, indrømmer hun, for hun anser sig selv for »selskabelig introvert«, og er typen, der skal tage sig lidt sammen, før hun går hen til nogen, hun ikke kender.
På trods af at det buldrer og brager på hendes ansvarsområde lige nu, har hun også truffet et bevidst valg om at »skynde sig langsomt« i sin nye funktion.
»Fordi jeg er så ny, er der en masse ledelsesbeslutninger i forhold til organisationen og arbejdsmetoder, som jeg kommer til at skulle træffe. Men jeg tror, det er vigtigt ikke at gøre det for hurtigt. Jeg skal lære lidt mere om organisationen, før jeg gør det,« siger Ditte Juul Jørgensen.
Selv om hun bevidst forsøger at trække tempoet lidt ned i forhold til ændringer i organisationen, står arbejdsopgaverne i kø. Og hun indrømmer gerne, at hendes ur derfor stadig går lidt foran. Præcist som da Margrethe Vestager ansatte hende som kabinetschef. Den tidligere konkurrencekommissær havde nemlig ret: Hun er en tidsoptimist.
»Jeg er stadig typen, der tror, at fem minutter er nok til at skrive fem mails, inden jeg går til næste møde,« fortæller hun i podcasten.
Selv om hun godt ved, at det kun hjælper minimalt i et arbejdsliv, hvor kalenderen er tæt pakket hver dag, stiller hun stædigt uret fem minutter frem.
»Det giver mig på en måde en følelse af at have et lille forspring.«
Det lille daglige tidsbluff rummer for hende en ret vigtig ledelseserkendelse. Hun mener nemlig, at hun som leder skal kende sine egne svagheder så godt, at hun kan opbygge et hold omkring sig, der kompenserer for dem.
»Derfor siger jeg til mine medarbejdere, at jeg ikke er så god til at holde tiden. Og at jeg også har brug for, at de hjælper mig med de andre svagheder, jeg har,« siger Ditte Juul Jørgensen.