Jette lykkes som leder, selv om hun har depression

En julidag i 2007 tog Jette Sønderbek sine bilnøgler og sagde til sin mand:

»Jeg kører nu, og jeg kommer først hjem, når jeg har fundet et arbejde«.

Mange timer senere samme dag kom hun tilbage og var blevet butikschef i en boghandel. Hendes første lederjob nogensinde. En ret kæk bedrift i sig selv, men når man ved, at Jette Sønderbek på det tidspunkt havde en middelsvær depression og havde sagt sit forrige job op, fordi det delvist var grunden til hendes sygdom, får historien en dybere farve. 

Fødsel og facaden

Jette Sønderbek blev færdiguddannet bibliotekar i 2001 og arbejder i forskellige boghandlere. Hun var pligtopfyldende og energisk og stillede ikke spørgsmål ved, at hverdagen var hektisk.

»Jeg har altid haft den indstilling, at hvis ikke man kan gøre tingene perfekt, skal man lade være. Så jeg havde altid fuldstændig styr på job og familie. Set i tilbageblik led jeg under alt for høje krav fra både mig selv og min chef, men jeg kunne ikke selv mærke det,« siger Jette Sønderbek.

Da hun fødte sin anden datter i sommeren 2006, ramlede korthuset imidlertid. Den nybagte mor kunne intet overskue og sov det meste af dagen væk, selv om hun var alene med sin datter.

»Jeg lod min datter ligge i vuggen og gav hende først mad og skiftede hende to minutter før jeg vidste, at nogen kom hjem,« siger Jette Sønderbek.

Hun skammede sig over at have det så ringe, at hun ikke kunne holde hus og tage sig af sit barn.

»Når jeg skulle aflevere mit ældste barn i børnehave, gik jeg grædende hjem. Det tog al min energi at forsøge at virke som den perfekte forælder,« siger hun.

I julen holdt facaden ikke længere. Jette brød sammen, og i januar blev hun diagnosticeret med en middelsvær efterfødselsdepression. Lægen vurderede dog ikke, at fødslen var eneste årsag.

»Hun mente, at mit daværende job var en del af grunden. Jeg arbejdede i en boghandel, hvor jeg ikke var chef, men alligevel skulle håndtere alle opgaver. Jeg fik skældud, når der gik noget galt, men jeg fik aldrig ros for det, jeg gjorde godt,« siger Jette Sønderbek:

»I bagklogskabens lys kan jeg se, at når jeg blev kuet eller fik ikke-konstruktiv kritik, knoklede jeg bare endnu hårdere for at gøre alt perfekt«. 

Ansat som leder på stedet

Jette Sønderbeks læge anbefalede, at hun sagde sit job op, og det gjorde hun. Lægen ordinerede også medicin og samtaler, og da sommeren 2007 gik på hæld, havde hun fået mod på at søge et nyt job.

»Jeg havde fået at vide af en god veninde, at der manglede kvalificeret arbejdskraft i en butik. Jeg ville bare gerne i gang igen og blive i branchen og havde ikke tænkt på at blive leder. Men skæbnen ville, at butikschefen havde sagt op samme dag, så jeg blev guidet hen til indehaveren, der nærmest ansatte mig på stedet,« fortæller Jette Sønderbek. 

Den dag talte hun og hendes kommende (og nuværende) chef sammen i fire timer. 

»Jeg fortalte, at jeg havde en efterfødselsdepression, og at jeg stadig fik medicin for det, og det tog han med oprejst pande. Da jeg startede, støttede han mig og passede på mig samtidig med, at han ikke på nogen måde nedsatte kravene om præstation,« siger Jette Sønderbek.

Fra starten lagde Jette Sønderbek også kortene på bordet over for medarbejderne.

»Der var dage, hvor jeg kom meget træt på arbejde eller måtte trække stikket helt og blive hjemme. Det var de forberedt på fra starten, og de forstod, at det ikke betød, at jeg var en dårligere leder af den grund,« siger Jette Sønderbek. 

Selv om hun havde forstående medarbejdere og en chef, der støttede hende, tog det dog nogle år for Jette Sønderbek for alvor at lægge sit gamle arbejdsmønster fra sig. 

»Jeg fik jo et meget stort ansvar fra den ene dag til den anden, så jeg brugte de første år på at lære at være chef. Jeg boede nærmest i butikken, fordi alt skulle være perfekt, og efter et års tid kunne min egen chef se, at det ikke holdt, så han betalte for en række psykologsamtaler for mig. Efter samtalerne kom jeg ovenpå og lærte, at man godt kan være god til sit arbejde uden nødvendigvis at bruge alle 24 timer i døgnet på det,« siger Jette Sønderbek.

Mennesker på jobbet

I dag er frihed under ansvar stadig ikke kun ord for Jette Sønderbek, det er en nødvendighed. For hendes medarbejdere skal kunne træde i karakter, når hun dykker indimellem. 

»Jeg har vænnet mig til, at jeg september til marts har det mindre godt. Jeg kan lige så godt lade være med at kæmpe imod det, det bliver bare værre. Jeg forsøger at få så meget lys og luft, jeg kan, i min fritid, og jeg lægger mange fridage ind i januar,« siger hun.

Hun får dog også energi af at gå på arbejde, og er kraften på halv, tager medarbejderne over.

»Jeg kan have nededage med mindre energi uden at frygte, at jeg skal arbejde dobbelt så hurtigt dagene efter. For jeg kan regne med, at tingene bliver gjort, selv om jeg ikke selv er på toppen«. 

Til gengæld er der også plads til, at medarbejderne kan være mennesker på arbejdet.

»Jeg kan se på mine kolleger, når der er noget galt. Det kan ikke undgås, at man tager private problemer med sig på arbejdet mentalt, og det smitter selvfølgelig af på humøret, arbejdsevnen og kollegerne. Vi tilbringer langt de fleste vågne timer sammen, og hvis vi ikke kan snakke sammen, er det ikke sjovt at være på arbejde. Selvfølgelig er der disciplin, og vi knokler, men vi hygger også,« siger Jette Sønderbek. 

Den nulfejlskultur, hun oplevede på sit gamle job, har hun ikke taget med ind sin egen ledelsesstil.

»Man må gerne fejle her. Nogle gange tager vi varer hjem, som ikke kan sælge, og det er der ingen sure miner over. Jeg skælder ikke ud. Hvis jeg har noget kritik, er der altid en forklaring på det. Vi har også total åbenhed om omsætningstal, så medarbejderne ved, hvorfor vi for eksempel ikke skal købe ind i en måned. Åbenhed og ærlighed er det absolut vigtigste,« siger hun.

I det hele taget har Jette Sønderbek formået at skabe en ledelsesstil, hun selv ville have ønsket at få: »Jeg ser hele mennesker i stedet for små robotter, der skal skabe omsætning og passe ind i en låst arbejdsplan. Jeg har samlet et team, hvor vi passer på hinanden, støtter hinanden og bruger vores bedste kompetencer,« siger hun.

Strammere tøjler

Nogle ledere ville være ængstelige ved at give så meget ansvar og åbenhed fra sig. Og Jette Sønderbek har da også oplevet, at tilliden blev fejlfortolket som, at der ikke var arbejdsdisciplin.

»Jeg har haft medarbejdere, der ikke kunne håndtere at være så frie, men skulle have stramme retningslinjer. Det kan jeg godt håndtere, men arbejdsmiljøet bliver ikke særlig godt af det. Så når jeg søger nye folk, ser jeg også på det,« siger hun.

Set i tilbageblik har depressionen været en gevinst for Jette Sønderbeks arbejdsliv, selv om den har været og stadig er en stor belastning for hende selv og hendes familie.

»Jeg tror ikke, jeg ville være blevet leder uden den tur. Så havde jeg bare fundet mig i det arbejdsmiljø, jeg var i, så havde jeg troet, at det var sådan at være på arbejdsmarkedet. Jeg var aldrig blevet forfremmet i mit gamle job,« siger hun. 

»Jeg ville heller ikke være blevet en god leder dengang med den tilgang, jeg havde: at der kun var én måde at gøre tingene på. Det er noget af det, jeg har taget med videre og har lært af det: at ingen er perfekte, og det skal man ikke lade som om«.

Systemer og principper har Jette Sønderbek dog stadig. For der skal være orden i tingene.

»Vi bruger meget lister her i butikken. Hvis ikke jeg får tømt hovedet, bruger jeg for meget energi. Så vi laver ofte en punktliste over praktiske ting, vi skal nå, men altid med tanke på ’én ting ad gangen’ og ’kunderne først’. En del af min diagnose er også angst for rod. Så det betyder virkelig meget, at jeg har kolleger, der også sætter pris på orden og systemer. Derhjemme arbejder vi stadig meget med det,« griner Jette Sønderbek.