MadsRaahedeTOP-1920x960-wide
Mads Raahede (nr. 2 fra højre) har et såkaldt ’sounding board’, hvor 12-14 yngre medarbejdere hver anden måned inviteres til at give ham input på konkrete problemstillinger.  Foto: KPMG
Ledelse med vilje

Kan man skabe samme følelse i et rådgivnings- og revisionsfirma som Roskilde Festival? Mads Raahede forsøger

7. maj 2025

Efter en livstruende kræftsygdom insisterer KPMG’s topchef Mads Raahede på, at der skal være plads til at tage menneskelige hensyn i en ellers benhård branche. Han har derfor ændret bonussystemet, så god opførsel tæller lige så meget som indtjening. 

Gå til Action card

Der er ikke meget, der kan slå Mads Raahede ud af kurs på jobbet.

Uanset hvilke udfordringer, KPMG’s danske topchef møder, ved han med sig selv, at det ikke på nogen måde kan måle sig med det mørke, han oplevede, da han som 38-årig fik konstateret livstruende lymfecancer.

Dengang for 15 år siden fortalte lægen ham, at han ikke havde ret lang tid tilbage at leve i, hvis han ikke øjeblikkeligt kom i behandling. Da han efter et syv måneders intensivt og meget opslidende kemoforløb blev erklæret sygdomsfri, var han ændret både som menneske og som leder.

Efter den oplevelse er der, siger han i dag, ikke ret meget, han er bange for længere.

»Kræftsygdommen lærte mig, at det værste, der kan ske, ikke har noget med arbejde at gøre. Det skete for mit vedkommende på Herlev Hospital,« siger Mads Raahede i Lederstof.dk’s podcast, Ledelse med Vilje, hvor topchefer fortæller om de mest afgørende beslutninger i deres karriere.

Hurtigt tilbage i job
I Mads Raahedes tilfælde blev den vigtigste beslutning i karrieren truffet umiddelbart efter at han var erklæret rask. Under nogle dybe samtaler med sin hustru, Julie, om hvad livet skulle byde på nu, blev de to enige om, at han hurtigst muligt skulle genoptage den karriere, der ellers var sat pause under sygdomsforløbet. Ikke med det formål at opnå eller bevise en hel masse, men fordi han gerne ville udvikle sig som menneske og leder.

»Når man har været igennem et så alvorligt sygdomsforløb, er prioriteterne klokkeklare – og det er ikke jobbet, der står øverst. Men arbejde handler for mig i høj grad om muligheden for at udvikle mig selv, og derfor valgte jeg at genoptage karrieren. Det er jeg glad for, at jeg gjorde, og jeg har ikke haft nogen grund til at fortryde det,« fortæller Mads Raahede.

MadsRaahede3-1920x1280-landscape
»I min dagligdag prøver jeg at gøre tingene på en lidt anden måde med forståelse for, at det er mennesker, vi arbejder med. Det er mange tilværelser, jeg har indflydelse på.« Foto: Niels Ahlmann Olesen, Ritzau Scanpix

Menneskeligt ansigt i benhård branche
Siden han rebootede karrieren, har han arbejdet ud fra nogle ledelsesværdier, der skåret ind til benet handler om, at han gerne vil vise et menneskeligt ansigt i en revisor- og konsulentbranche, der ellers har ry for at være benhård, og hvor en medarbejder eller partners værdi typisk opgøres i fakturerbare timer.

»I min dagligdag prøver jeg at gøre tingene på en lidt anden måde med forståelse for, at det er mennesker, vi arbejder med. Det er mange tilværelser, jeg har indflydelse på. Og det er vigtigt for mig at forvalte det ansvar på en ordentlig måde.«

Det er ikke kun flotte ord. Da han blev udnævnt til øverste direktør i KPMG i efteråret 2023, besluttede han for eksempel, at revisorhuset ikke kun skulle bedømme og aflønne partnerne efter de klassiske KPI’er (Key Performance Indicators, red.). For at sætte fokus på god adfærd blandt partnerne, indførte han også såkaldte KBI’er (Key Behavior Indicators), der belønner god opførsel.

»Jeg havde set flere eksempler på, hvordan menige medarbejdere blev dårligt behandlet, for eksempel af en leder eller en partner. Et af de mest grelle eksempler var, da en højtplaceret ansat overfusede en menig medarbejder i fuld offentlighed. Mange steder ville det få lov til at køre videre, men den går ikke i KPMG. Den slags opførsel tolereres ikke, så det blev sat på plads med det samme. Vi skal opføre os ordentligt.«

MadsRaahede4-1920x1280-landscape--1

Mads Raahede, CEO og seniorpartner i KPMG Danmark

Født 1971 i Aarhus.

Mads Raahede er uddannet Cand.Oecon. fra Aarhus Universitet og har derudover taget to andre masters: Kinesisk sprog og kultur fra Aarhus Universitet og en MBA fra Henley Business College i England. 

Mads Raahede har været i KPMG siden 2018, hvor han startede som partner og leder af Financial Services-afdelingen, som han var med til at bygge op fra bunden. Han blev udnævnt til CEO i november 2023.

Tidligere i karrieren har Mads Raahede arbejdet i it-virksomheden IBM, betalingsselskabet Nets og it-selskabet Accenture. 

Privat bor han tæt på Furesøen i Birkerød med sin hustru, Julie. Sammen har de datteren Sally. 

Foto: Niels Ahlmann Olesen, Ritzau Scanpix

Fold ud

Belønnes for god opførsel
I dag bliver alle partneres adfærd bedømt i en feedbackundersøgelse blandt deres medarbejdere. Falder bedømmelsen uheldigt ud, kan det få økonomiske konsekvenser. En partner, der misser sine mål i de klassiske KPI’er, men udviser den rette adfærd og scorer højt i sin KBI, kan således få en større bonus end en partner, der når sine mål, men med den forkerte behavior, forklarer Mads Raahede.

»Det er et meget konkret eksempel på, hvordan jeg forsøger at implementere og efterleve de ledelsesværdier, der er vigtige for mig. Er vi så i mål? Det er vi ganske givet ikke, for jeg tror, at det er en øvelse, der aldrig slutter.«

Umiddelbart efter sin tiltræden valgte KPMG-topchefen også at etablere et såkaldt ’sounding board’, hvor 12-14 yngre medarbejdere hver anden måned inviteres til at give ham input på konkrete problemstillinger. Gruppen af ansatte nedsættes for et år ad gangen, og opbygger på den måde så stor gensidig tillid, at de – ifølge Mads Raahede selv – tør være ’fuldstændig uden filter’ overfor ham.

»Det betyder også, at jeg kan fremlægge nogle ting for dem, hvor jeg kan stole på, at det bliver i gruppen. Vi har for eksempel lige lavet en ny strategi for få uger siden, hvor vi mangler at sætte de sidste bogstaver og kommaer, og dem kommer jeg til at diskutere med dem. Det er ikke nødvendigvis gruppen, der bestemmer, men de bliver taget med på råd.«

MadsRaahede2-1920x1280-landscape
»Der kommer rigtig mange gode idéer fra organisationen. Jeg får mange gode, konkrete forslag, som jeg ikke har mulighed for at afdække eller selv komme på, fordi jeg sidder der, hvor jeg sidder, og de sidder der, hvor de sidder.«  Foto: KPMG

Mange gode ideer kommer nedefra
Hvad er det vigtigste ved, at du har den kontakt ned i bunden af magtpyramiden? Er det det signal, det sender, at du lytter til dem, eller er det de konkrete ting, du får ud af det?

»Det er helt klart de konkrete ting. De gode idéer kommer ikke altid ovenfra. Der kommer rigtig mange gode idéer fra organisationen. Jeg får mange gode, konkrete forslag, som jeg ikke har mulighed for at afdække eller selv komme på, fordi jeg sidder der, hvor jeg sidder, og de sidder der, hvor de sidder,« siger Mads Raahede.

Som et konkret eksempel på, hvad gruppen har udvirket, nævner han en ændring i performanceprocessen, altså den måde, KPMG udmåler løn, bonus og forfremmelser på. Meldingen fra de unge ansatte i sounding boardet var, at de og resten af medarbejderne ikke rigtigt forstod, hvordan deres bonus blev udregnet, eller hvorfor og hvordan folk blev forfremmet.

»Det var det input, jeg fik. Så måtte jeg spørge: Okay, hvordan løser vi det? Det gjorde vi ved at uddanne lederne til at blive bedre til at tage de her samtaler, så de bliver mere transparente om bonus og forfremmelser. Det er et helt konkret eksempel på, hvad gruppen kan bruges til.«

Fakta om KPMG Danmark

KPMG er et globalt netværk af konsulentfirmaer, som leverer ydelser inden for revision, skat og rådgivning. KPMG er til stede i 145 lande med over 236.000 medarbejdere fordelt på medlemsfirmaer over hele verden.

KPMG i Danmark er efter en stor åreladning i 2013, hvor 48 partnere forlod firmaet, igen blevet en af de hurtigst voksende revisions- og konsulentvirksomheder i Danmark med en omsætning på 1,6 milliarder kroner og flere end 1000 medarbejdere og partnere i hovedsædet i København samt i Hellerup, Fredericia, Aarhus og Aalborg.

Fold ud

Bliver aldrig ’blød industri’
Selv om Mads Raahede arbejder ihærdigt på at give revisor- og konsulentbranchen et lidt mere humant ansigt; KPMG har også indført særlige programmer, der giver lempeligere vilkår før, under og efter barsel, lægger han ikke skjul på, at det aldrig bliver ’en blød industri’. Selv arbejder han i gennemsnit noget, der minder om 60 timer om ugen – nogle gange endda lidt mere – og hans medarbejdere forventes også at arbejde igennem, specielt i perioder med spidsbelastning.

»Vi må bare erkende, at kunderne kræver at få en vare, der gør, at der er pres på i perioder, og hvor der arbejdes lidt mere end fra 8-16. Men vi forsøger samtidig at skabe nogle gode vilkår for vores medarbejdere. Vi har derfor en meget stor grad af fleksibilitet, og hjemmearbejde er almindeligt udbredt i hele organisationen, så arbejde og hverdag hænger sammen,« siger Mads Raahede.

Uden at pege fingre ad sine konkurrenter mener han selv, at han på grund af det alvorlige sygdomsforløb har udviklet et lederskab, der adskiller sig en del fra de øvrige aktører i branchen. Han accepterer for eksempel ikke, hvis ansatte udsættes for et urimeligt tryk grundet et ubalanceret team eller for store arbejdsbyrder. Han har flere gange fjernet ansatte fra projekter, hvis de følte et for stort pres.

»Det kan godt være, at kunden ikke vil have, at jeg flytter den pågældende konsulent, men hvis konsulenten er i fare for at få stress, så er det dét, jeg gør.«

KPMG som piratskib

Mads Raahede kan godt lide at sammenligne sin rolle som CEO i det partnerejede KPMG med en sørøverkaptajns.

»På mange måder er KPMG ligesom et sørøverskib, som vi kender dem fra eventyrene. Vi bestemmer selv, hvor vi sejler hen, og vi bestemmer selv, hvilke mål vi søger hen imod. Kaptajnen kan ikke leve uden besætningen og omvendt. Besætningen kan endda afsætte kaptajnen, hvis de vil det, men kaptajnen er også nødt til at, ud over at være i føling med organisationen, selv at tage nogle beslutninger, som ikke alle er enige i,« siger han blandt andet. Hør mere fra 'kaptajn Raahede' i Ledelse med Vilje, som du finder frit tilgængelig alle de steder, du kan høre podcasts.

Fold ud

’The orange feeling’
Når den i dag 54-årige KPMG-chef, der voksede op i Århus og Tønder og via en kandidatgrad i økonomi fra Aarhus Universitet og en kandidat i Kinesisk sprog og kultur fik sit første job i først IBM og siden Accenture, skal forsøge at sætte ord på den kultur, han gerne vil fremme som leder, taler han gerne om ’the orange feeling’. Ikke, som nogle måske kunne forledes til at tro, med adresse til Donald Trumps måde at lede på, men derimod med henvisning til den – ifølge ham – helt særlige stemning, der kan opleves, når tusindvis af gæster på Roskilde Festivalen deler samme koncertoplevelse, for eksempel foran den legendariske orange canopy-scene.

Mads Raahede er selv fast inventar på festivalen og inviterer som fast tradition alle kolleger fra firmaet forbi om fredagen til åbent telt med øl og snak. For den mere end almindeligt musikinteresserede topchef repræsenterer festivalen – og nogle af de mange andre mindeværdige koncertoplevelser, han har haft – præcis den form for passion og følelse af at høre til på tværs af hierarkier, han gerne vil se i KPMG.

»Hvis man har været på Roskilde, ved man, hvad jeg taler om; en samhørighed med bandet og det øvrige publikum, hvor man har et fælles engagement, samme vibe, hvis man kan bruge det ord. Det siges, at folk, der er til samme koncert, har en tendens til, at deres hjerterytmer slår i samme takt. Det er jo nærmest poetisk, hvis det er rigtigt,« lyder det fra Mads Raahede.

I det større billede er han selvfølgelig også opmærksom på, at trivsel og en god arbejdskultur er nogle af de faktorer, der kan gøre det nemmere at rekruttere de helt rigtige kandidater. KPMG er verden over kendt som et af de fire store revisionsfirmaer (sammen med Deloitte, PwC og Ernst & Young), men blev nærmest udraderet i Danmark, da 48 partnere i 2013 tog 1400 medarbejdere og en milliardstor omsætning med over i Ernst & Young. Siden da har KPMG Danmark stædigt forsøgt at kæmpe sig tilbage til fordums storhed, blandt andet ved hjælp af et kapitalindskud fra det internationale KPMG-netværk for at finansiere opstarten de første år.

MadsRaahede1-1920x1280-landscape
»Vi kan tilbyde dem en helt anden udviklingskurve her, end man kan i en større organisation, fordi vi er mere agile og har en fladere pyramide, og dermed kan give folk ansvar meget, meget hurtigere, end de ellers ville få.« Foto: KPMG

Vil være branchens mest attraktive arbejdsplads
Status i dag er, at KPMG fortsat er klart det mindste af de fire store revisionshuse i Danmark, men både vækst og indtjening viser lovende takter. Nøglen til fortsat at kunne æde sig ind på konkurrenterne handler i høj grad om rekruttering, og her er det for Mads Raahede afgørende, at det ikke kun er lønnen, der skal konkurreres på.

»Løn betyder selvfølgelig altid noget for nogen. Men for os er det vigtigere, at folk søger det, man kan kalde impact, det vil sige indflydelse på deres arbejde og på deres egen udvikling. Vi kan tilbyde dem en helt anden udviklingskurve her, end man kan i en større organisation, fordi vi er mere agile og har en fladere pyramide, og dermed kan give folk ansvar meget, meget hurtigere, end de ellers ville få.«

Det er lige præcis i det lys, topchefens insisteren på at skabe en menneskelig organisation, præget af ’the orange feeling’, også skal ses.

»Det er vigtigt ikke bare for mig, men for os alle sammen, at vi er en organisation, der er inkluderende, hvor vi behandler hinanden ordentligt, og har en gensidig respekt, og også en opfattelse af, at vi hele tiden skal gøre hinanden dygtigere. Det er det, vi prøver at træde igennem i hele organisationen. Om fem år håber jeg, at vi er det sted, hvor folk har mest lyst til at arbejde i industrien. Jeg ved ikke, om vi kan nå det, men det er det, jeg arbejder på at vi bliver,« lyder det fra Mads Raahede.

Action Card

Her er Mads Raahedes 4 bedste råd til andre ledere

  • Lyt, tvivl og handl. Du skal turde være i tvivl, men vær ikke i tvivl for længe. Det er også vigtigt at rykke fremad. Du skal hele tiden lytte til dine kunder og dine kolleger og gøre dig umage for at forstå begge dele – du bliver kun dygtigere, hvis du lytter.
  • Hav respekt for individet og organisationen – uden det, kan det ikke lykkes. Du skal have respekt for dine kunder og alle de relationer, du indgår i. Uanset om det er kunder eller kolleger du taler med. Du skal handle med respekt og integritet, også når bølgerne går højt.
  • Være autentisk i ledelsesstilen – organisationen skal vide hvem du er. De skal tro på mig, og det jeg siger. Jeg mener, at en CEO er en person og ikke kun en rolle. Det handler om en gensidig loyalitet, hvor mine kolleger kan stole på, at jeg gør det rette for dem og KPMG. Jeg tror på, at folk har mere lyst til at følge en, de kender og tror på, og de ved, hvor de har.
  • Vær nysgerrig - på din forretning og kolleger. Som topchef mener jeg, det er vigtigt at forstå sine kolleger og de problemstillinger, som er i organisationen. Med et nysgerrigt sind, kan jeg udfordre mig selv og få nye perspektiver. Det drejer sig ikke om at komme ned i mindste detalje i opgaverne, men om at se noget, man måske ikke vidste eksisterede. På den måde åbner man en helt ny dør for potentiale, som ligger ude i virksomheden.

Mere fra Ledelse med vilje

Thomas Egebo smiler
Ledelse med vilje

Da Thomas Egebo droppede sit chefjob, indså han, hvor sjovt ledelse er

Som ung opfattede Thomas Egebo sig selv som en »videnskabelig, klog økonom«. Men et jobskifte fik ham til at indse, at ledelse var det, han brændte allermest for. Vi har mødt den i dag 63-årige topchef i Energinet til en snak om, hvorfor han stadig elsker at være leder.
45 min.
GertVintherJoergensenTOP-1920x960-wide
Ledelse med vilje

Gert droppede livet som herregårdsskytte. Nu er han topchef for 4.500 ansatte og 800.000 andelshavere

Gert Vinther Jørgensen skiftede haglbøssen ud med tal i lange kolonner og er i dag øverste chef i Norlys, Danmarks største integrerede energi- og telekoncern. 
Julie Rokkjær Birch står foran et maleri med armene over kors
Ledelse med vilje

Julie Rokkjær Birch vil ændre verden. Bare en lille smule: »Det er sgu det, jeg går efter«

41 min.
GregersWedellWedellsborg_wide_1920x960
Ledelse med vilje

»Det skal være løgn«, tænkte Matas-direktøren, da kæden blev dømt død og borte på hans første arbejdsdag

Han fik sin vigtigste ledelseserfaring i en iskold sø som nybagt officer, og han opfatter sin kone som sin hemmelige ’superkraft’. Mød Gregers Wedell-Wedellsborg, der imod alle odds har formået at genoplive Matas-kæden.
48 min.
RikkeLykkeTOP-1920x960-wide
Ledelse med Vilje

Da Rikke Lykkes chef tog hele æren for hendes arbejde, besluttede hun sig for at være leder på en helt anden måde

Som administrerende direktør hviler ansvaret ene og alene på dig. Men det giver dig ikke lov til at tage æren for andres arbejde, mener den afgående topchef i Deas Rikke Lykke, der ser frem til for første gang sin over 20-årige karriere som leder at holde en længere pause.
44 min.
Lederstof_Ledelse-med-Vilje_100-billeder_1920x1920
Ledelse med vilje

Det har jeg lært af mine samtaler med Danmarks 100 mest inspirerende topledere

Hvordan kommer man helt til tops som leder, og hvordan bliver man en succes? Jeg har interviewet topcheferne for 100 af Danmarks mest markante virksomheder, og her er mine bud.
16 min.