Majbritt holder MUS på museet: »Hierarkiet er væk, når vi bare er to mennesker, der kigger på det samme kunstværk«

»Hvad mon meningen er?«

Spørgsmålet melder sig i samme øjeblik, man nærmer sig Monira Al Qadiris kæmpestore, oppustelige skulpturer, der i øjeblikket dominerer store dele af udstillingsarealet på Kunstmuseet Arken på Københavns Vestegn.

Umiddelbart kunne det minde om forvoksede ballondyr, men der er faktisk en dybere mening bag værket. Ifølge udstillingskataloget symboliserer de oppustede, farverige genstande således forstørrede molekyler fra den petrokemiske industri, og Al Qadiri forsøger med sine værker at sætte fokus på vores allesammens overforbrug af naturens ressourcer.

Men uanset om man betragter ’Benzene Float’, som den kuwaitisk-fødte kunstner har døbt installationen, helt uden forudsætninger, eller efter at have gjort et grundigt hjemmearbejde, sender de farverige ballonskulpturer uvægerligt tankerne på en flyvetur, hvor alle mulige associationer, tanker og følelser dukker op.

Og af samme grund er ’Benzene Float’ et godt eksempel på, hvordan moderne kunst kan bruges som et vigtigt ledelsesværktøj, mener Majbritt Brydensholt, en 52-årig leder på støtteopholdet Ishøjgård, der hjælper udsatte børn og unge med at komme på ret køl.

Kunst åbner adgang til følelseslivet
Hun har de sidste par år holdt alle sine MUS-samtaler på netop Kunstmuseet Arken, og det er også her, hun inviterer sine medarbejdere hen, hvis hun fornemmer, at der er brug for en lidt dybere, personlig snak.

»Når vi sidder sammen foran et kunstværk, som vi enten rigtig godt kan lide eller måske slet ikke forstår, er det en god indgang til at tale om det, der kan være lidt svært i arbejds- eller privatlivet. Vi lærer hinanden at kende på et dybere plan, fordi kunsten åbner adgangen til følelseslivet på en helt særlig måde,« siger Majbritt Brydensholt, der har budget- og personaleansvar for 20 medarbejdere.

Helt lavpraktisk vælger hun og medarbejderen hver et kunstværk, som de gerne vil bruge lidt ekstra tid på, inden besøget. Og så tager de sig god tid. Tre-fire timer per samtale er ikke usædvanligt.

Hierarkiet forsvinder
Majbritt Brydensholt understreger, at hun ikke selv er kunstkender, men bare almindeligt interesseret i kunst. Og derfor oplever hun, at skellet mellem leder og medarbejder ophæves, når de sammen prøver at sætte ord på det, de oplever foran et maleri eller en skulptur.

»Vi bliver på en måde helt nulstillede. Hierarkiet er væk, når vi bare er to mennesker, der kigger på det samme kunstværk,« siger Majbritt Brydensholt.

Hun har kun været leder i tre år, men har nogle meget klare holdninger til, hvordan hun gerne vil bedrive sin ledelse i praksis. Den formelle magt, der følger med stillingen, interesserer hende egentlig ikke. Hun er, siger hun, meget mere interesseret i at få fællesskabet til at fungere, end at optræde som den autoritære leder for enden af bordet.

»Jeg ved godt, at det i sidste ende er mig, der har ansvaret, men det er uhyre vigtigt for mig at være menneske først, dernæst leder. Hvis jeg ikke kan være et helt menneske i mit lederskab, kan jeg heller ikke forlange og forvente det fra andre i deres arbejde,« siger Majbritt Brydensholt, der derfor også deler meget ud af sig selv under museumsseancerne, både om private ting og erfaringer fra lederlivet.

»Jeg er stadig en ret uerfaren leder, og søger stadigvæk svar på rigtig meget. Det forsøger jeg på ingen måde at skjule, heller ikke under samtalerne på Arken,« siger Majbritt Brydensholt.

»Iltfattige, energiforladte mødelokaler«
Noget af det, hun fra starten af sit lederliv var helt sikker på, var, at hun ville finde et alternativ til de traditionelle MUS-samtaler. Dem havde hun som medarbejder aldrig været fan af. For nu at sige det pænt.

»Da jeg selv blev leder, tænkte jeg, at der måtte være en bedre måde at gøre det på, end at sidde i et iltfattigt og energiforladt lokale, hvor man på intet tidspunkt får lov at glemme, at man er henholdsvis leder og ansat, og hvor man lynhurtigt kommer til at tale om de samme ting, man altid gør, samtidig med at man sætter krydser i et skema,« siger Majbritt Brydensholt.

Løsningen fandt hun, bogstavelig talt, lige rundt om hjørnet. Arken ligger kun nogle få kilometer fra Ishøjgård, og viste sig at være en perfekt ramme for samtalerne. Ud over at kunstmuseet udgør et neutralt rum, der nedbryder det traditionelle magtforhold, oplever hun også, at kunsten kan hjælpe medarbejderne med at give sprog til det, som ellers ofte kan være lidt vanskeligt at få sagt.

»I en almindelig arbejdskontekst kan det være svært for nogle at sætte ord på utilfredshed, tvivl eller udbrændthed. Men på Arken fungerer de enkelte værker som et spejl for medarbejderens indre arbejdsliv, og fremmer på den måde samtalen om de svære ting.«

Investering er alle pengene værd
Selv om transporttiden er begrænset, medgiver Majbritt Brydensholt gerne, at der er tale om en relativt dyr måde at holde MUS og andre samtaler på. I hvert fald målt på den arbejdstid, hun og medarbejderne afsætter ved hvert besøg. Alligevel er det en investering, der er mere end pengene værd, understreger hun.

»Jeg føler, at jeg lærer mine medarbejdere meget bedre at kende på den her måde, og at vores relation bliver både stærkere og dybere. Det er virkelig gavnligt for mig som leder,« siger hun.

Majbritt Brydensholt understreger, at der er tale om et frivilligt tilbud. Ingen bliver tvunget til at se på – eller tale om - kunst, hvis de ikke har lyst til det. I praksis er der dog kun en enkelt medarbejder, der hidtil har været lidt skeptisk.

»Specielt i starten gjorde jeg også meget ud af at forklare, at museumsbesøget ikke må opfattes som en test, og at der ikke er noget, der er rigtigt eller forkert, når man taler om kunst. Og heldigvis har folk taget rigtig godt imod det.«

Selv om MUS-samtalerne afvikles på en utraditionel facon, bliver der efterfølgende udarbejdet et klassisk referat. Men en stor del af indholdet i samtalerne kommer ikke med.

»Det kan handle om en masse personlige ting, som ikke hører hjemme i et referat, men som er godt for mig at vide,« siger Majbritt Brydensholt.

Bliv en bedre leder med kunst
Ifølge ledelses- og organisationskonsulent, Lene Wervick, er MUS-samtalerne på Arken et godt eksempel på, at den kreativitet, nysgerrighed og iderigdom, man finder i kunst, både kan stimulere, provokere og udfordre, og dermed skabe et helt særligt rum mellem lederen og medarbejderen.

»Min påstand vil være, at du kan blive en bedre leder ved at inddrage kunsten i dit arbejdsliv,« siger Lene Wervick, der i bogen ’Hvorfor klapper de ikke?’ beskriver, hvordan kunst efter hendes opfattelse kan skærpe lederes dømmekraft.

»Efter min mening overser de fleste danske ledere, at kunst er et stærkt udviklingsredskab, der har stort potentiale. Via musik, malerier eller litteratur får du taget tempoet ud af en travl hverdag og lærer at være nærværende og tænke lidt langsommere, og får dermed adgang til noget af den refleksion, der måske bliver negligeret lidt i et travlt lederliv,« siger Lene Wervick.

Hun betegner Majbritt Brydenholts måde at inddrage Arken i sine MUS-samtaler som ’fantastisk’ og ’vanvittigt godt set’.

»Det er virkeligt godt tænkt at bruge en fælles kunstoplevelse til at skabe et rum for samtale, dialog og udveksling,« siger Lene Wervick.

Helt lavpraktisk, hvad er det, der sker, når du står foran et kunstværk, alene eller sammen med en medarbejder?

»Kunst kan give os et refleksivt mellemrum, hvor vi stopper op og slår automatpiloten fra. Kunst kan også hjælpe os med at åbne nye kanaler og få nye måder at tænke på, fordi den ofte formår at forstyrre vores ellers faste antagelser og får os til at se tingene fra en anden vinkel,« siger Lene Wervick, der håber, at mange andre ledere vil lade sig inspirere af Majbritt Brydensholts eksempel.

»Det kræver, at du er en åben og modig leder, der ikke er bange for at prøve noget nyt. Men hvis du tør springe ud i at bruge kunst aktivt i dit lederskab, er jeg overbevist om, at det både vil kunne hjælpe dig med at skabe en mere kreativ og innovativ arbejdsplads, og udvikle dig til en bedre leder,« lyder det fra Lene Wervick.