Mange ledere havde nok valgt Isabel fra, men Max og Nikolai valgte hende til: »I dag er jeg det bedste sted, jeg kan være«

»Hvis jeg havde en lidt dårlig morgen, kom jeg slet ikke afsted.«

Isabel Skifte husker tydeligt, hvor bøvlet, det var at være hendes leder, da hun for et års tid siden begyndte at passe buffeten i Gastromani. Nogle morgener orkede hun ikke at tage af sted og blev hjemme. Og når hun endelig mødte ind til arbejdsprøvning i firmaet, der leverer kantinedrift i Københavnsområdet, kunne temperamentet hurtigt blive en udfordring.

»Dengang var jeg et sted, hvor jeg hurtigt gav op, hvis noget gik mig på. Jeg skrev altid, hvis jeg blev væk, men havde alligevel dårlig samvittighed bagefter,« fortæller 31-årige Isabel Skifte.

I dag er hun et andet og meget bedre sted. Hun har lært at komme ud ad døren, også når hun har en øvdag, og nyder arbejdet med at rette frokosten pænt an til de 350 spisende gæster i et stort kontorhus nord for København.

»De er virkeligt gode til at få dit humør op i det her køkken, hvis du er en lille smule nede. Det var jeg i går, og jeg fik ikke andet end kram og ros,« siger Isabel Skifte, der sætter pris på de daglige rutiner og faste rammer.

»Jeg går meget op i at sætte buffeten pænt op hver dag. Jeg kan godt lide at give den et kvindeligt touch, for jeg er jo ene kvinde her. Og der skal være styr på det; det er nok mit ADHD-gen, der spiller ind der,« siger Isabel Skifte.

»Plads til mine skæve sider«
Hun er i dag »super taknemmelig« for, at Gastromani bød hende velkommen som en del af holdet. Lige nu er hun på vej mod et regulært fleksjob på 18 timer om ugen, og har dermed udsigt til at kunne klare sig selv økonomisk.

Efter en hård opvækst, der betød, at hun levede på gaden som 14-årig og blev rodet ud i alt muligt skidt, stod arbejdsgiverne ellers ikke i kø for at ansætte hende. Men Gastromani lod sig ikke afskrække af hendes plettede straffeattest. Det har gjort en verden til forskel.

»I dag er jeg det bedste sted, jeg kan være. Jeg trives supergodt, fordi jeg har fundet en arbejdsgiver, der roser mig, og hvor der er plads til alle mine skæve sider,« siger Isabel Skifte, der mere end noget andet ser frem til at sige farvel til den hær af sagsbehandlere og støttepersoner, der har fulgt hende tæt de sidste mange år.

»Jeg glæder mig meget til at kunne være bare en lille smule foruden sagsbehandlere og kommunen. Det har jeg ventet på i mange år,« lyder det fra Isabel Skifte.

Kræver interesse for at arbejde med mennesker
At hun er godt på vej mod et fast arbejde og et mere almindeligt liv, kan hun blandt andre takke Gastromanis to ejere og daglige ledere for. I tæt samarbejde med firmaet Mentorplan, der siden 2016 har arbejdet med sociale og beskæftigelsesrettede indsatser for udsatte borgere, har de gennem årene taget omkring ti mennesker ind, der ligesom Isabel Skifte havde brug for en ekstra chance på arbejdsmarkedet, for nogles vedkommende efter et afsluttet fængselsophold.

De to ejere, Max Krog og Nikolai Therkelsen Heidemann er meget ærlige om, at der er masser af udfordringer ved at tage socialt udsatte borgere ind på arbejdspladsen. Og de opfordrer ledere, der påtænker at gøre det samme, til at overveje det nøje.

»Du skal spørge dig selv, om du har en interesse for at arbejde med mennesker. Hvis ikke, skal du lade være,« siger Max Krog.

Ifølge Nikolai Therkelsen Heidemann kræver det et stort overskud at tage borgere, der for eksempel kan have en kriminel baggrund eller andre svære udfordringer, ind i virksomheden.

»Der er masser af downsides, når du for eksempel oplever, at folk bare bliver væk. Det kan skabe gnidninger, når kollegerne spørger, hvorfor vi bliver ved med at acceptere, at han eller hun kommer for sent eller slet ikke møder på job,« siger han.

»Sindssygt givende at se mennesker vokse«
De to ledere valgte at samarbejde med Mentorplan, fordi de følte at de havde ressourcerne til at påtage sig opgaven, men også fordi de mente, de havde et ansvar for hjælpe en gruppe mennesker, som ellers aldrig får mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet.

»Vi kunne sagtens have ladet være. Men vi følte, at vi har et ansvar for at give noget tilbage,« siger Nikolai Therkelsen Heidemann.

Begge ejere betegner det som »dybt tilfredsstillende« at opleve, hvad der sker, når et menneske, der har været langt væk fra arbejdsmarkedet, pludselig begynder at tro på sig selv.

»Det er sindssygt givende at se mennesker vokse. At mærke, hvordan nogen, der ikke troede på sig selv, pludselig får blod på tanden og hopper ud i livet,« siger Max Krog.

Den oplevelse er de ikke alene om. Det er i høj grad også det, der driver Jimmi Liljehult, som står bag Mentorplan. Efter en række år som politibetjent på Nørrebro, hvor han arbejdede med narkokriminalitet og bandegrupperinger, blev han for 10 år siden spurgt af en sagsbehandler, om han kunne hjælpe en rocker fra AK81 ud af miljøet. Det blev begyndelsen på et helt nyt spor i hans liv.

»Indtil da havde jeg buret folk inde, men derfra begyndte jeg at hjælpe de samme mennesker, jeg tidligere havde anholdt, med at komme i gang med en uddannelse eller i arbejde,« fortæller Jimmi Liljehult, der stadig arbejder i politiet, men nu på deltid.

De første år arbejdede han primært med borgere, der havde afsonet fængselsdomme, men i dag omfatter det også mennesker, der kæmper med misbrug, psykisk sygdom »eller generelt bare har haft et hårdt liv,« som han udtrykker det.

»Når de ender hos mig, så er det fordi, de ikke bare har én udfordring, der gør det svært for dem at have et arbejde, de har mange udfordringer. Det gør det ret komplekst,« siger Jimmi Liljehult.

Spiller med helt åbne kort
For mange virksomheder kan det virke uoverskueligt og besværligt at ansætte lige netop sådanne medarbejdere. Som leder kan man stå med spørgsmål som: Møder de nu til tiden, hvad hvis de ikke fungerer godt med kollegaerne, eller er der behov for at bruge tid og ressourcer på ekstra støtte?

Derfor spiller Jimmi Liljehult med helt åbne kort, når han skal matche en borger med en virksomhed. Han er fuldstændig ærlig om borgernes situation, uanset om det handler om en plettet straffeattest, problemer med at møde om morgenen eller et iltert temperament.

»På den måde er der helt rene linjer og vi kan lave nogle klare aftaler. Jeg kunne sagtens sælge guld og grønne skove på en borgers vegne, men det får ingen noget ud af. Det er meget vigtigt at få afstemt forventningerne med det samme.«

»Der skal være en mening med det«
Hos de to ledere i Gastromani begynder et godt match ikke med spørgsmålet om, hvem virksomheden kan hjælpe, men med hvilken opgave der mangler at blive løst. Det var også sådan Isabel Skifte, kom ind i firmaet. De to ejere havde konstateret, at de manglede en medarbejder, der kunne tage sig af buffeten på fast basis, og dermed frigøre kokkene til arbejdet i køkkenet.

»Man skal ikke bare gøre det for at gøre det. Der skal være en mening med det, så start med at finde det hul i virksomheden, der kan udfyldes,« siger Nikolai Therkelsen Heidemann.

En anden vigtig pointe er at udpege en fast kontaktperson på arbejdspladsen. For det er ikke nok, at den øverste ledelse synes, at socialt ansvar er en god idé. Hos Gastromani har de derfor sørget for, at der altid er en person tæt på medarbejderen i det daglige.

Det er helt afgørende, hvis projektet skal lykkes, understreger Jimmi Liljehult, der lægger stor vægt på, at opbakningen skal forankres helt ude på gulvet. Hvis ledelsen har sagt ja til et forløb, men de kolleger, der skal arbejde side om side med medarbejderen, ikke er med på idéen, bliver det svært at få matchet til at fungere.

»Derfor har jeg altid en go-to-person i virksomheden, som jeg har den daglige dialog med; en nøgleperson, som er parat til levere noget ekstra,« siger Jimmi Liljehult.

Lederne kan ringe døgnet rundt
Hvis der opstår knaster i samarbejdet undervejs, står Jimmi Liljehult til rådighed. Han agerer bindeled mellem virksomheden, borgerne og kommunen, og så sørger han for at der bliver gjort noget ved de bump, der helt sikkert kommer.

»Lederne ved, at de kan ringe til mig uanset om klokken er seks om morgenen eller ti om aftenen, og så finder vi en løsning på problemet. Den relation mellem mig og virksomhederne er helt afgørende for, at et jobafklaringsforløb bliver godt for alle.«

Han mener grundlæggende, at hvis man som virksomhed har overskud og velvilje, så er det et samfundsansvar at hjælpe nogle mennesker, som har brug for det.

»Det er et stort socialt ansvar at tage, når man ansætter de her mennesker, men man får også meget igen. Når de her borgere trives på en arbejdsplads, så har man nogle af de mest taknemmelige medarbejdere overhovedet, der er klar til at give den ekstra gas. De har bare brug for, at nogle giver dem en chance og tror på dem, for så kan de virkelig blomstre.«

Tør drømme lidt større
For Isabel Skifte er udsigten til at få et almindeligt liv med et fast job rykket noget tættere på at blive til virkelighed, end hun selv havde turdet tro på for bare et år siden.

Hun har i mange år levet et liv, hvor alting ramlede, hver gang noget begyndte at gå godt. Det har sat sig i hende som en grundlæggende utryghed.

»Jeg forventer stadig, at et eller andet går skævt – det er nok en form for forsvarsmekanisme,« siger Isabel Skifte.

Men noget har alligevel flyttet sig. Når tingene bliver lidt svære ved hun, at hun ikke står alene.

»Det har meget at gøre med mine kollegaer. De vil gerne hjælpe og vi har det virkeligt godt og sjovt sammen. Jeg ved også, at jeg altid kan komme til min chef, hvis der er noget – uanset om det handler om noget personligt eller noget på arbejdet,« siger Isabel Skifte.

Hun er også begyndt at turde drømme lidt større, og har så småt leget med tanken om at uddanne sig til kok. Men hun har ikke travlt med at forfølge det mål. Hun ved, at 18 timers arbejde om ugen er det, der passer hende bedst lige nu. Arbejder hun mere, går der koks i det hele.

»Så koger jeg simpelthen over,« siger Isabel Skifte, der håber, at mange andre ledere vil lade sig inspirere af Mentorplan og Gastromani og give plads til sådan en som hende.

»Vi kan sgu alle sammen komme ud for at ramme bunden. Så er det jo rart og dejligt, at der er nogle mennesker, der gider arbejde med os, der også er lidt skæve i det.«