Mette Maix er administrerende direktør for Rosendahl Design Group og gæst i Lederstof.dk's podcast Ledelse Med Vilje
Mette Maix er et eftertragtet navn som leder, så hun er blevet hentet til direktørstillinger i blandt andet Føtex, Berlingske, Flying Tiger og senest Rosendahl. Foto: Christian Als.
Ledelse med vilje

Mette Maix sagde op uden et job på hånden: »Man skal have modet og tilliden til at tro på, at der kommer noget godt ud af det«

18. november 2020

SuperBrugsen. Føtex. Berlingske. Flying Tiger. Mette Maix havde et imponerende direktør-CV helt uden huller, men så sagde hun selv op og stod for første gang i karrieren uden et arbejde.

Gå til Action card

»Det var ekstremt svært for mig at stå bagefter og ikke vide, hvad jeg skulle«.

51-årige Mette Maix tænker tilbage på 2019. Hun havde netop sagt sin stilling som CEO hos Flying Tiger op, og for første gange i sin lange karriere stod hun uden et arbejde.

I hendes mange andre jobskifter, har det været fordi, der var et andet tilbud. Denne gang trådte hun ud i ingenting.

Men faktisk viste det sig, at usikkerheden var ubegrundet. Tænkepausen, som hendes beslutning om at sige op førte med sig, viste sig at være en fordel.

»Hvis jeg skulle have givet mig selv en gave tidligere, så skulle jeg have taget en pause før. Og tænkt over, hvad motiverer dig, hvad er du god til, og hvad er det egentlig, du har lyst til?«, siger Mette Maix.

Hovedårsagen til opsigelsen var, at Flying Tiger havde besluttet at indsætte en co-CEO til at hjælpe virksomheden gennem en svær periode. Det fungerede ikke for Mette Maix, selv om hun i første omgang havde valgt at give det en chance.

»Min motivation var simpelthen ikke længere til stede. Det kan der jo være mange forskellige årsager til, men jeg oplevede, at jeg ikke rigtig kunne være mig selv i min ledelsesform«.

»Og jeg havde måske svært ved at finde tilbage til den tillid, der er så fundamental, for at jeg kan fungere«, fortæller hun i Lederstof.dk’s podcast Ledelse med vilje om de vigtigste beslutninger i sin karriere.

Der er mange, der har været i en situation i løbet af sin karriere, hvor man som leder eller medarbejder bliver frataget et ansvar. Du får påduttet en makker. Hvad gør det ved dig?

»I begyndelsen bliver jeg lidt usikker og i tvivl om, hvorvidt jeg har gjort det godt nok. Mit rationelle jeg forstår udmærket beslutningen og accepterer den. Virksomheden var i en meget vanskelig situation, vi havde virkelig mange opgaver, og vi komplementerede hinanden rigtig godt. Men det ændrede bare ikke ved, at jeg ikke følte den 100 procent«, siger hun og fortsætter:

»En virksomhed som Flying Tiger – og de fleste virksomheder – har brug for én, der er 100 procent engageret og motiveret. Der må ikke være tvivl om, hvem der træffer hvilken beslutning. Og jeg var ikke en god version af mig selv længere«.

Mette Maix er administrerende direktør for Rosendahl Design Group og gæst i Lederstof.dk's podcast Ledelse Med Vilje
Mette Maix er i dag administrerende direktør i Rosendahl Design Group, der har en række designvaremærker. Foto: Christian Als.

I dag er Mette Maix øverste direktør for Rosendahl Design Group, der står bag nogle af de mest populære designklassikere i Danmark. Så alt gik godt, selv om hun sagde sit job op uden at vide, hvad hun så skulle.

Situationen lærte hende på den måde endnu engang, at man skal turde at tage springet og stå alene, selv om det er svært.

»Man skal have modet og tilliden til at tro på, at der kommer noget godt ud af det, der kommer efter«, siger hun.

Faktisk er det et mantra, som har været karakteristisk for mange af de beslutninger, hun har taget gennem sin karriere.

Farvel til trygge rammer

Mette Maix’ karriere blev grundlagt i Coop. Der fik hun sit første job, og efter 16 år og et utal af forfremmelser var hun blevet kædedirektør for SuperBrugsen uden at skifte arbejdsgiver undervejs.

Det krævede derfor en overvindelse at sige ja, da hun i 2011 tilbudt at flytte til Slovakiet og blive marketingdirektør hos dagligvaregiganten Tesco.

»Der fandt jeg modet. Et mod, der har fulgt mig siden. Jeg trådte ud af de trygge rammer, som havde fulgt mig det meste af mit liv. Det var første gang, at jeg gjorde noget så vildt«, fortæller hun.

Beslutningen skulle vendes i familien, men de var enige om, at det både ville være et spændende eventyr for familien og en god mulighed for Mette Maix til at udvikle sine lederevner og finde ud af, om de kunne stå i en anden virksomhed end Coop.

»Jeg havde det sådan, at ”gad vide om jeg er nået hertil som kædedirektør i SuperBrugsen, fordi jeg er vokset op i Coop, og alle kender mig? Eller er det fordi, jeg har en faglighed og lederskabsevner?”«, fortæller hun.

Mette Maix er administrerende direktør for Rosendahl Design Group og gæst i Lederstof.dk's podcast Ledelse Med Vilje
Foto: Christian Als

Det skulle stå sin prøve i Slovakiet. Mette Maix beskriver virksomheden og arbejdet i det østeuropæiske land som en helt anden verden.

»Jeg var jo vant til en ledelse, hvor man spørger ind og motiverer og spørger “har du ikke lige lyst til at gøre det her?” – og så ville mine medarbejdere normalt selv løbe med bolden og give mig nogle forslag. Det var overhovedet ikke tilfældet her«.

»Mine medarbejdere i Slovakiet kiggede på mig og sagde: “Hvad vil du her?”. Og hvis jeg ikke udpenslede arbejdet meget præcist, så fik jeg ingenting. Så jeg var nødt til at skabe tillid og gøre det klart, at jeg mente det, når jeg ville drøfte ting med dem. Jeg ville gerne høre deres mening«, siger Mette Maix.

Det blev en tid som leder, hvor hun på den ene side skulle holde fast i sin danske måde at lede på, men samtidig var nødt til at respektere kulturforskellene, hvis hun skulle levere resultater som direktør.

Hård og konfronterende

Det blev til en radikalt anderledes måde at lede på, end hun havde været vant til i Danmark: Langt mere hård og konfronterende.

»Jeg blev mere direkte, og det har jeg taget med mig hjem. For det er også nogle gange ganske udmærket at sige: ”hertil og ikke længere” eller stille nogle direkte krav, hvor jeg måske før var en smule mere konfliktsky«.

Mette Maix var hos Tesco i Slovakiet i knap to år, inden hun vendte hjem. Den danske detailbranche trak i hende igen, og hun havde fået endnu et tilbud, som hun ikke kunne sige nej til.

Den tidligere Coop-direktør Per Bank var blevet direktør for fjenden og ville have hende med som kædedirektør hos Føtex.

Avisbranchen gav selvtillid

Mette Maix var tilbage i et drømmejob, hvor hun igen stod i spidsen for et stort og kendt supermarkedsbrand.

Men jobbet var i Aarhus, og familien var flyttet tilbage til København, og efter tre et halvt år var det tid til at vende hjemad, da et opkald endnu engang fik vakt hendes store nysgerrighed og mod.

En headhunter ville have hende til at være ny koncernchef for Berlingske Media, og selv om hun i første omgang var skeptisk, endte hun med at sige ja.

Mette Maix

Mette Maix

  • Administrerende direktør for Rosendahl Design Group. 
  • Hun har haft flere ledende poster i detailbranchen. Blandt andet hos Coop som udviklingschef, food- og nonfoodchef og kædedirektør for SuperBrugsen, marketingdirektør i dagligvaregiganten Tesco i Slovakiet, og kædedirektør for Føtex. 
  • I 2016 foretog Mette Maix et markant karriereskift, da hun blev koncernchef for Berlingske Media.
  • I 2017 blev hun ansat som øverste direktør i lavpriskæden Flying Tiger, der blev stiftet af Lennart Lajboschitz i 1995 og i dag har butikker i 30 lande. I foråret 2019 sagde Mette Maix op, fordi hun var utilfreds med ledelsens sammensætning.
  • Hun er gift og har to børn.

Foto: Christian Als

Fold ud

Mette Maix beskriver det markante skifte som én af de helt store beslutninger i sin karriere, fordi hun forlod detailbranchen, som havde været hendes holdepunkt i mange år og bevægede sig ud i en helt ukendt verden.

Tiden hos Berlingske Media, der foruden Berlingske Tidende ejer blandt andet B.T. og Weekendavisen, lærte hende ikke bare en masse om aviser. Den lærte hende også noget om hendes evner som leder – at hendes lederegenskaber bestod, selv om hun ikke kendte branchen på forhånd.

»Jeg lærte at lytte til en helt anden branche og forstå en forretningsmodel, som jeg ikke havde noget som helst kendskab til før«, forklarer hun og fortsætter:

»Det bidrog ekstremt meget til min videre færd. Det gjorde mig meget mere lydhør og åben, og det gav mig også en selvtillid i, at jeg er en dygtig leder – hvis jeg kan være bekendt at sige det. Men det gjorde det«.

»Det var kort tid, jeg var i Berlingske Media, men jeg synes stadigvæk, at det er noget af det, der har flyttet mig allermest som leder«, siger hun.

»Man skal ikke være så bange«

Mette Maix er af den overbevisning, at man som leder skal lade sig selv og sine medarbejdere lære noget nyt og kaste sig ud på ukendt grund.

»Man skal ikke være så bange for at flytte mennesker over i andre brancher eller i andre arbejdsformer. Hvis man kigger på min karriere, så har jeg været i alle mulige forskellige ejerstrukturer og grene af forretningerne«.

»Jeg tror på, at det er rigtig godt, at man kan brede sig lidt ud. Vi lever i en foranderlig verden, så lad os kigge på menneskene og det, de bidrager med, i stedet for kun at sætte os i bokse«, siger hun.

Ifølge hende selv er denne indstilling én af årsagerne til, at hun har haft så alsidig en karriere med så mange forskellige jobs. Hun er drevet af konstant at udvikle sig selv og lære nye ting.

»Jeg har meget svært ved at vende ryggen til en udfordring, for jeg kan godt lide den fagligt svære ting. Det startede allerede, da jeg var konkurrencesvømmer eller ikke kunne finde ud af fransk i gymnasiet. Det har fulgt mig«.

»Jo sværere det er, desto mere kan du være sikker på, at du finder mig der«, siger Mette Maix.

Usikkerhed efter Flying Tiger

Det blev kun til halvandet år hos Berlingske Media, før der igen var en headhunter, der ringede. Denne gang fra Flying Tiger.

Igen takkede hun ja, men som tidligere beskrevet mistede hun lysten, da der blev indsat en meddirektør, og hun endte med at forlade direktørstillingen uden at have et andet job på hånden.

Det var ikke nemt at stå uden job. Alt var oppe i luften, og mange eksistentielle spørgsmål fik frit løb. Hvad skulle hun med sin sidste del af sin karriere? Hvad havde hun lyst til? Hvordan kunne hun finde tilbage til den idérige og nysgerrige leder?

Selv om der ikke gik meget mere end et halvt år, før hun landede sit nuværende job som direktør for Rosendahl Design Group, nåede Mette Maix at blive i tvivl.

»På en god dag tænkte jeg: “Nå, men der kommer jo nok ét eller andet”. På en dårlig dag tænkte jeg, at jeg aldrig ville blive til noget mere«, siger hun og fortsætter:

»Jeg har et super godt netværk og nogle rigtig tætte venner og sparringspartnere, der sagde til mig, at det her er en gave. Og jeg tænkte, at det var en gave, jeg ikke rigtig havde lyst til at have – men det blev jo en gave«.

»For jeg genfinder roen, begynder at fordybe mig og læse igen, og min motivation, idérigdom og evne til at sætte mig ind i stof vender tilbage igen«, siger hun.

Mette Maix er administrerende direktør for Rosendahl Design Group og gæst i Lederstof.dk's podcast Ledelse Med Vilje
Kay Boyesens abe er en af Rosendahls mange designklassikere. Foto: Christian Als

Et brev til mor

I Ledelse med vilje tager alle gæster noget med, som betyder noget særligt for dem som leder og som menneske. Mette Maix har valgt et brev fra sin ældste datter, Mathilde. Et brev hun fik umiddelbart efter, at hun stoppede i Flying Tiger.

»Kære mor. Jeg skriver dette kort, så du ved, hvor meget jeg elsker dig, og så du ved, at du ikke skal være ked af det. Du er den sejeste, klogeste og mest inspirerende kvinde i mine øjne, og lige meget hvor hårdt du arbejder, er du samtidig den bedste mor«, står der i brevet.

Det er selvfølgelig et dejligt brev. Men det er mere end det. Mette Maix har taget det med, fordi det også er et svar på noget, hun gang på gang skal svare på, blot fordi hun er kvinde.

»Det spørgsmål, jeg oftest bliver mødt med, når jeg er ude at holde foredrag for andre kvinder om, hvad jeg har gjort, og om mine valg, er: “Kan du godt være en god mor? Kan man være mor?”. Og svaret er ja«.

»Det er mit budskab til mange unge kvinder: Man kan sagtens kombinere en karriere og en ambitiøs hverdag og være en god mor. Det synes jeg i hvert fald, at Mathildes brev til mig er et godt bevis på eller kan være en motivation til«, fortæller Mette Maix.

Præcis som mandlige topledere ved Mette Maix godt, at hun ikke altid har været fysisk til stede for sine børn. Til gengæld har hun prioriteret højt, at de altid har vidst, at de kunne få fat på hende.

Åbenhed. Sikkerhed. Tillid.

»Jeg har altid taget telefonen, hvis det er dem, der ringer, uanset hvem jeg har siddet med. Jeg har ikke altid været den, der har stået klar derhjemme, men jeg har så til gengæld prioriteret dem over sport, venskaber eller andre ting, og brugt rigtig meget tid sammen med dem i ferier og fritid og hjulpet dem«.

»De har aldrig været i tvivl om, at jeg har været der«, siger hun.

Den tilgang til at være både mor og leder er altid blevet mødt af ”ekstremt positivt feedback” fra de virksomheder, hun har været i, fortæller hun.

Hun vurderer selv, at hendes menneskelige og sårbare side bliver fremhævet som en styrke i hendes lederskab, fordi hun er tydelig, og fordi hendes medarbejderne altid ved, hvor de har hende og ikke er bange for gå til hende for at få hjælp.

»Det skaber den tillid og åbenhed, som der skal være, for at vi kan begå os. Jeg tror meget på, at jo mere åbenhed, sikkerhed og tillid, medarbejdere føler, desto bedre kan de performe«.

»Hvis man går og er bange eller angst eller ikke kan få hverdagen til at fungere, så er det en helt anden situation«, slutter Mette Maix.

Action Card

Mette Maix' tre gode råd om ledelse

  1. Gør dit team stærkt. Tænk i mangfoldighed og diversitet, når du rekrutterer og vær åben, når du sætter dine teams. Vær ikke bange for at ansætte nogen, som kan andet og mere end dig selv. Stærke ledere ansætter stærke mellemledere og medarbejdere. 
  2. Prioritér ledelse. Ledelse er en kompetence og en opgave, som skal prioriteres i hverdagen på niveau med alle øvrige opgaver. Giv dig selv rum til at lede og vær tro mod dig selv. Autentisk ledelse virker altid bedst. 
  3. Spørg og lyt. Vær lydhør og lær af den information, du får fra din organisation i hverdagen. Og få nogle gode professionelle sparringspartnere uden for din virksomhed, som du kan sparre med. Vær generelt ikke bange for at spørge om rådgivning. De fleste vil gerne give erfaring og viden videre, og det er ikke en svaghed at udvise nysgerrighed eller lyst til at lære... Det har jeg haft utrolig stor gavn af.  

Ledelse med vilje

Michael Hyldgaard kigger til siden
Ledelse med vilje

Som jægersoldat opdagede forsvarschefen sin helt særlige evne til at udholde fysiske og mentale prøvelser

Siden han var 20 har Michael Hyldgaard vidst, hvad han ville med sit liv. Han går fortsat på arbejde hver dag for at forsvare Kongeriget og det danske demokrati. Nu skal han som ny forsvarschef stå for genopretningen af det noget forhutlede danske forsvar.
41 min.
Jens Højgaard Christoffersen smiler
Ledelse med vilje

I Tanzania lærte COWI's topchef en vigtig lektie om diversitet: »Folk skal føle sig som fuldgyldige medlemmer ved bordet«

Som Group CEO i COWI sidder Jens Højgaard Christoffersen med det øverste ansvar i den store ingeniørvirksomhed. Men for ham er ledelse en holdsport, som handler om at få mennesker til at arbejde med et fælles mål. Det kræver en indsats at få alle med, indså han under et ophold i Tanzania.
41 min.
Katja Moesgaard sidder ved havnen
Ledelse med vilje

Katja Moesgaard lærte noget afgørende om ledelse, da hun blev fyret i Parken

Det er ikke nok at skabe følgeskab og store resultater. Der er et grundvilkår i ledelse, som du aldrig må glemme, hvis du vil blive i jobbet.
45 min.
Johanne Schmidt-Nielsen sidder i en vindueskarm
Ledelse med vilje

Johanne Schmidt-Nielsen: »Det føltes faktisk ret grænseoverskridende at kunne bestemme over andre mennesker«

Da Johanne Schmidt-Nielsen efter 12 år i dansk politik stoppede på Christiansborg, skulle hun med egne ord genopfinde sig selv. Her fem år efter sin tiltræden som generalsekretær for Red Barnet fortæller hun om at skulle finde sig til rette i rollen som den, der kan skære igennem. Om at lære at tro på det bedste i folk. Og om at gå kl. 15.
45 min.
Flemming Jensen står foran et s-tog
LEDELSE MED VILJE

Han skar ned og massefyrede i SAS. Men da Flemming Jensen forlod direktørjobbet, fik tillidsmanden tårer i øjnene

Et kursus om flyskræk blev DSB-direktør Flemming Jensens skæve vej ind i ledelse. I både SAS og DSB har han taget stribevis af hårde beslutninger om nedskæringer og fyringsrunder, men han har formået at gøre det på en ordentlig og troværdig facon – og med stor respekt for dem, det går ud over.
45 min.
Kasper Nilaus kigger til siden
LEDELSE MED VILJE

For Svitzers topchef kommer familien altid først

Kasper Friis Nilaus er kommet helt til tops som CEO i slæbebådsvirksomheden Svitzer, selv om han i mange år frygtede, at det ville skade karrieren, at han ikke ville rykke familien til udlandet. ’Karriere-Kasper’ ville egentlig gerne, men ’Familie-Kasper’ vinder altid.
41 min.