Væk fra kontoret
På hovedkontoret i København har Thomas Nørøxe derfor indført en regel:
Alle, der er ansat på hovedkontoret, skal ud på barerne. Det gælder både ledere og medarbejdere på alle niveauer.
Det handler om at forstå forretningen og arbejdsgangene bedre, men især også om at styrke kulturen.
»Det er så vigtigt, at folk kommer ud og ser, hvad vores forretning egentlig er, og hvad det er, der gør os unikke, for konkurrencen er høj. Det er de små ting, der gør forskellen,« siger han.
Inde på hovedkontoret satte en softwareudvikler på et tidspunkt spørgsmålstegn ved reglen. »Hvorfor skal jeg ud i en butik? Jeg sidder og laver kode,« spurgte han Thomas Nørøxe om.
Men dagen efter kom medarbejderen tilbage til kontoret med en anden forståelse for sit arbejde. Det gav pludselig mening, hvorfor hans hidtidige tilgang ikke fungerede i praksis.
»Thomas, det var den største oplevelse, jeg har haft,« sagde medarbejderen.
For mange af de andre ansatte på hovedkontoret er det ikke en ny oplevelse at komme ud på juicebarerne. Mange af dem har nemlig selv en baggrund som juicer.
Ifølge Thomas Nørøxe er der både fordele og ulemper ved at organisere sig på den måde.
»De ved, hvilke udfordringer, man står med derude. Hvad er det, der gør, at gæsten kommer tilbage? Det tager de med på kontoret og kan respondere ud til butikkerne i det samme sprog. Det er den helt klare fordel. Ulempen er, at de ikke har den faglige ballast som folk, der kommer fra skolebænken eller andre industrier,« siger han.
Og derfor ansætter han også medarbejdere på hovedkontoret i Joe & the Juice, som ikke har en baggrund bag disken. For de har netop de faglige kompetencer, forklarer han.
»I og med at vi bliver større, er der i endnu højere grad brug for de rigtige kompetencer i de rigtige stillinger. Men en god balance er det rigtige sted at være,« siger Thomas Nørøxe.