Charlotte Skovgaard er administrerende direktør for Merkur
»I Merkur er bæredygtighed jo ikke bare et kursus, vi har været på, eller en fiks idé. Det er hele vores DNA. Så når jeg leder, gør jeg det på toppen af en bæredygtig forretningsmodel. Så bæredygtigheden er en helt integreret del af alt, hvad vi gør, og ikke noget vi taler om som en selvstændig disciplin.«  Foto: Christian Als
Ledelse med vilje

»Når man kommer ind i en organisation, hvor bæredygtighed fylder så meget, så vokser det på én«

21. april 2021

Charlotte Skovgaard har gjort karriere i den klassiske bankverden, men forener nu sin viden med bæredygtighed og social ansvarlighed i rollen som administrerende direktør hos Merkur Andelskasse.

Gå til Action card
Lige siden pengeinstituttet Merkur blev grundlagt af en lille gruppe mennesker i et foreningslokale i Hjørring i 1982, har det mere end noget andet drejet sig om én ting: Bæredygtighed.

Det er ønsket om at placere sine penge i en økonomisk og socialt bæredygtig bank, som lokker kunderne til. Og det er samme værdier, som har tiltrukket medarbejderne, der endda i bankens første 38 år havde den samme direktør til at sikre, at bæredygtighed fyldte alt i kulturen.

Derfor kunne Charlotte Skovgaard ikke bidrage med ret meget på det område, da hun sidste år overtog rollen som administrerende direktør. Med en baggrund i den mere klassiske del af den finansielle sektor kom hun med andre kompetencer. Men det gør noget ved én at være omgivet af medarbejdere, der stiller krav og har klare holdninger til emnet, som det er tilfældet i Merkur, fortæller hun.

»Når man kommer ind i en organisation, hvor bæredygtighed fylder så meget, så vokser det på én. Når man bliver inspireret hver dag, til hvordan du kan agere mere bæredygtigt og socialt ansvarligt, så gør det bare, at man tager nogle andre valg. Så nu har jeg for eksempel en elfirmabil,« siger hun og fortsætter:

»Det er meget sigende, at jo mere viden og indsigt man har om et emne, jo nemmere er det også at blive grebet af det. Jeg tror, det er dét, der sker i forhold til klima, miljø og bæredygtighed. At danskerne og forbrugerne får øjnene op for, hvordan man kan tage nogle bæredygtige valg, og det er også det, der er sket for mig. Jeg er ikke født ind i en meget bæredygtig eller klimabevidst familie, men det er vokset på mig med årene.«

Charlotte Skovgaard er administrerende direktør for Merkur

Charlotte Skovgaard

49 år og bor i København.

Har en traditionel bankuddannelse og en HD i Informatik og Økonomistyring fra Copenhagen Business School.

Begyndte sin karriere med at være 16 år i Danske Bank, hvorefter hun kom til KPMG som management konsulent i KPMG med særlig fokus på den finansielle sektor fra 2007-2012.

Bankdirektør i Coop Bank fra 2013 til 2017, hvor hun var en af hovedarkitekterne bag etablering af banken.

Projektdirektør hos Arbejdernes Landsbank fra 2018 til 2019, hvor hun efterfølgende blev hentet til Merkur Andelskasse som direktør med ansvar for kundevendte funktioner, It, Administration, Service og HR.

I september 2020 overtog hun posten som administrerende direktør fra Lars Pehrson, der i 38 år havde stået i spidsen for Merkur, som han var med til at stifte i 1982.

Fold ud

Ikke blot en fiks idé

Charlotte Skovgaard har tidligere arbejdet i virksomheder som Danske Bank, KPMG, Coop Bank og Arbejdernes Landsbank. Nu er hun kommet til et noget anderledes pengeinstitut, som senest har besluttet at sige stop for lån til køb af nye benzin- og dieselbiler.

Da hun besluttede sig for at sige ja til at stå i spidsen for Merkur Andelskasse, vidste hun også, at hun trådte ind i et andet slags lederskab, end hun havde været vant til. Med bæredygtighed og social ansvarlighed som forretningens DNA er det et andet grundlag at skulle træffe beslutninger og lede ud fra, fortæller hun i Lederstof.dk’s podcast Ledelse med vilje.

»Hver gang jeg skal tage en strategisk beslutning, skal jeg dels sikre mig, at det er økonomisk bæredygtigt, at det er i tråd med lovgivningen, og at det dækker kundernes basale behov. Men jeg skal også hele tiden sikre mig, at det er i tråd med vores værdigrundlag,« siger hun og fortsætter:

»I Merkur er bæredygtighed jo ikke bare et kursus, vi har været på, eller en fiks idé. Det er hele vores DNA. Så når jeg leder, gør jeg det på toppen af en bæredygtig forretningsmodel. Så bæredygtigheden er en helt integreret del af alt, hvad vi gør, og ikke noget vi taler om som en selvstændig disciplin.«

Derfor handler det heller ikke kun om, at Merkur Andelskasse udadtil og over for kunderne skal stille krav til bæredygtighed og social ansvarlighed. Det er også omdrejningspunktet for måden, Charlotte Skovgaard leder sine medarbejdere på.

»Vi skal kunne walk the talk. Så de krav og forventninger, vi har til vores kunder og vores samarbejdspartnere, skal vi selvfølgelig også selv efterleve. Vi skal ikke presse vores medarbejdere unødigt. Vi skal sørge for, at der er diversitet. Vores indkøbspolitik skal være bæredygtig. Det betyder, at jeg skal sørge for, at vi tænker over vores forbrug, spiser økologisk og ikke kører for meget i fossile biler.«

Charlotte Skovgaard er administrerende direktør for Merkur
Det er helt centralt for Charlotte Skovgaard at følge sin mavefornemmelse Foto: Christian Als

Følg din mavefornemmelse

Ifølge Charlotte Skovgaard er stillingen et drømmescenarie, hvor hun kan forene sin viden om at drive et pengeinstitut – med bæredygtige valg. Ved at takke ja til jobbet har hun fulgt sin mavefornemmelse og sit værdigrundlag, og det er noget, der før har været kendetegnende for hendes karrierevalg.

En af de første store beslutninger i hendes karriere tog hun, da var elev og privatkunderådgiver i Danske Bank i starten af 1990’erne. På det tidspunkt var der et begreb hos privatrådgiverne, der blev kaldt kanonsalg, fortæller Charlotte Skovgaard.

»Hvis du som ungt menneske skulle have en kassekredit, var det betinget af, at du tegnede en kapitalpension. Sådan for at sige det lidt karikeret.«

Det var ikke et succeskriterium, hun brød sig om, for hun følte ikke, at hun hjalp kunderne. Så på et tidspunkt så hun sig selv i spejlet og tænkte: “Det her, det kan jeg simpelthen ikke”. Hun besluttede derfor at ændre kurs, og det lykkedes, da der opstod en mulighed for at læse på Danske Bank Akademi, hvor hun skulle fokusere på erhvervskunder i stedet for privatkunder.

»For mig var det en måde at komme over i et miljø, hvor der var større fokus på fagligheden, og hvor jeg kunne blive udfordret endnu mere af de kunder, jeg mødte. Det andet brød med mine grundlæggende værdier og min oplevelse af, hvad der var god rådgivning.«

Beslutningen lærte Charlotte Skovgaard vigtigheden af at følge sin mavefornemmelse, når der er noget, der ikke føles rigtigt.

»En ting er, at man får kritik for sit arbejde, eller at man er uenig i en beslutning. Det kan man tale om, og det kan du forhåbentligt finde en løsning på. Men når det grundlæggende strider mod dét, der for mig var ordentlighed og redelighed, så er jeg nødt til at reagere.«

Charlotte Skovgaard er administrerende direktør for Merkur
Da Charlotte Skovgaard var yngre, brugte hun silent retreats til at komme ned i gear fra en hektisk hverdag. I dag er de skiftet ud med et sommerhus på Fejø. Foto: Christian Als

“What you see, is what you get”

Ligesom at Merkur Andelskasse har klare værdier og mål, så beskriver Charlotte Skovgaard sit lederskab og privatperson som ”what you see, is what you get”.

»Du kan se på mig, når jeg er glad. Du kan også se på mig, når der er noget, jeg ikke er så tilfreds med. Så jeg er tydelig til at kommunikere. Det er i hvert fald det, mine kolleger og medarbejdere ofte nævner, når de skal karakterisere mig,« siger hun.

Med årene er hun blevet mere bevidst om, at hun ikke er to forskellige versioner af sig selv –afhængigt af, om hun er på arbejde eller hjemme i privaten.

»I takt med, at jeg er steget i graderne og har fået mere og mere ansvar, er det også blevet mere tydeligt for mig, at jeg er nødt til at være mig selv, fordi jeg simpelthen ikke har overskud til andet. Jeg har ikke tid til at have en påtaget rolle, fordi min hverdag er så travl, og jeg skal tage så mange beslutninger,« siger hun og fortsætter:

»Jeg er meget mig selv i alt, hvad jeg gør. Så er det klart, at der er en gang imellem, hvor jeg trækker stikket, lader batterierne op og går og samler tankerne – fordi det er den måde, jeg kan præstere arbejdsmæssigt.«

Charlotte Skovgaard er med årene blevet god til at vide, hvornår hun skal trække stikket og lade op.

»Det har jeg øvet mig på i mange år, fordi jeg tidligt i min karriere erkendte, at jeg lever et hektisk liv. Jeg arbejder mange timer hver dag. Da jeg var yngre, tog jeg på silent retreats. Der hev jeg simpelthen tre eller seks dage ud af kalenderen engang imellem, og så tog jeg ud og var stille, reflekterede og fandt mig selv. Jeg fandt ud af, at det var det, der skulle til, for at jeg kunne komme styrket tilbage,« siger hun.

I dag er silent retreats erstattet med et 36 kvadratmeter stort sommerhus på Fejø, hvor hun kobler af ved at hive ukrudt op af jorden, gå lange ture og være sammen med venner og familie.

»Dernede er jeg ikke bankdirektør. Der er jeg Charlotte fra nummer ni. Og det at være i sådan et fællesskab og bare tænke på noget helt andet, det er med til at lade mine batterier op, så jeg kan tage endnu en halvleg i et travlt og hektisk miljø,« siger Charlotte Skovgaard.

Action Card

Charlotte Skovgaards 6 gode råd om ledelse

  1. Vær dig selv som chef. Som leder har du rygende travlt og derfor har du heller ikke tid til at ”spille chef” og bruge kræfter på ikke at være dig selv. Hvis du er autentisk – og åben om dine egne styrker og svagheder – er det min erfaring, at du nemmere opnår respekt og følgeskab end hvis du forsøger at være den perfekt leder.
  2. Erkend, at du ikke altid ved bedst og har brug for hjælp. Som leder skal du sætte retning og have overblik - og du kan umuligt være bedst til alt. Derfor er det helt afgørende, at du ikke er bange for at række ud i din organisation og aktivt søge råd, sparring og feedback fra dygtige kolleger på alle niveauer i organisationen, når du godt ved, at du er på udebane. Det er en styrke at kunne indrømme, at der er noget man ikke kan (endnu) eller er i tvivl om.
  3. Vær klar og tydelig i din kommunikation. Vær tydelig i din kommunikation, både når du sætter mål og retning og når du giver feedback. Det er godt for tilliden og samarbejdet - og reducerer tvivl og usikkerhed i organisationen.
  4. "Tænk problemer og tal løsninger". Det er et ledelsesprincip, som jeg har haft stor glæde af i mange år. Det går i al sin enkelhed ud på at opfordre medarbejderne til at bringe deres egen viden og erfaring i spil, når de støder på et problem eller en udfordring. Hvis du som leder vænner dine medarbejdere til, at du altid spørger: ”Hvad tænker du, løsningen er?”, så motiverer du i høj grad medarbejderne til at tage ansvar og skaber en løsningsorienteret kultur, hvor de, som har viden og erfaring, både har en ret og en pligt til at bidrage.
  5. Værdier og forretning skal gå hånd i hånd. I dag efterspørger både kunder og medarbejdere mere end blot et produkt og et arbejde. De efterspørger et større formål og – mere end nogensinde før – bæredygtighed i bred forstand. Det er helt afgørende, at du som leder formår at forene og italesætte sammenhængen mellem virksomhedens værdier og dens kerneforretning. Du skal som leder forstå vigtigheden af, at virksomheden ikke skal være bedst i verden, men bedst for verden.
  6. Bryd organisationens siloer ned og insistér på tværgående samarbejde. Få ting er så giftige for en virksomheds kultur og trivsel som siloer og grøfter. Det kan både være mellem afdelinger, fagligheder eller kolleger. Smid forestillingerne om et ”dem og os” væk, og motivér i stedet til samarbejde og gensidig respekt – på kryds og tværs, og op og ned. Det er bedst for både arbejdsglæden og produktiviteten.

Relaterede artikler

Michael Hyldgaard kigger til siden
Ledelse med vilje

Som jægersoldat opdagede forsvarschefen sin helt særlige evne til at udholde fysiske og mentale prøvelser

Siden han var 20 har Michael Hyldgaard vidst, hvad han ville med sit liv. Han går fortsat på arbejde hver dag for at forsvare Kongeriget og det danske demokrati. Nu skal han som ny forsvarschef stå for genopretningen af det noget forhutlede danske forsvar.
41 min.
Jens Højgaard Christoffersen smiler
Ledelse med vilje

I Tanzania lærte COWI's topchef en vigtig lektie om diversitet: »Folk skal føle sig som fuldgyldige medlemmer ved bordet«

Som Group CEO i COWI sidder Jens Højgaard Christoffersen med det øverste ansvar i den store ingeniørvirksomhed. Men for ham er ledelse en holdsport, som handler om at få mennesker til at arbejde med et fælles mål. Det kræver en indsats at få alle med, indså han under et ophold i Tanzania.
41 min.
Katja Moesgaard sidder ved havnen
Ledelse med vilje

Katja Moesgaard lærte noget afgørende om ledelse, da hun blev fyret i Parken

Det er ikke nok at skabe følgeskab og store resultater. Der er et grundvilkår i ledelse, som du aldrig må glemme, hvis du vil blive i jobbet.
45 min.
Johanne Schmidt-Nielsen sidder i en vindueskarm
Ledelse med vilje

Johanne Schmidt-Nielsen: »Det føltes faktisk ret grænseoverskridende at kunne bestemme over andre mennesker«

Da Johanne Schmidt-Nielsen efter 12 år i dansk politik stoppede på Christiansborg, skulle hun med egne ord genopfinde sig selv. Her fem år efter sin tiltræden som generalsekretær for Red Barnet fortæller hun om at skulle finde sig til rette i rollen som den, der kan skære igennem. Om at lære at tro på det bedste i folk. Og om at gå kl. 15.
45 min.
Flemming Jensen står foran et s-tog
LEDELSE MED VILJE

Han skar ned og massefyrede i SAS. Men da Flemming Jensen forlod direktørjobbet, fik tillidsmanden tårer i øjnene

Et kursus om flyskræk blev DSB-direktør Flemming Jensens skæve vej ind i ledelse. I både SAS og DSB har han taget stribevis af hårde beslutninger om nedskæringer og fyringsrunder, men han har formået at gøre det på en ordentlig og troværdig facon – og med stor respekt for dem, det går ud over.
45 min.
Kasper Nilaus kigger til siden
LEDELSE MED VILJE

For Svitzers topchef kommer familien altid først

Kasper Friis Nilaus er kommet helt til tops som CEO i slæbebådsvirksomheden Svitzer, selv om han i mange år frygtede, at det ville skade karrieren, at han ikke ville rykke familien til udlandet. ’Karriere-Kasper’ ville egentlig gerne, men ’Familie-Kasper’ vinder altid.
41 min.