Peter Ingemann om sin bedste leder: »Jeg trives i Lottes akvarium, fordi der er plads til at være uperfekt«

Jeg har haft mange fede chefer gennem årene, som hver især har været vigtige for min karriere og det faktum, at jeg elsker mit arbejde på 23. år. Men skal jeg pege på en chef, der stikker ud – og som bør tjene som inspiration for andre ledere – så må det være Lotte Lindegaard. Hun var en af mine øverste ledere i mine ti år på DR, inden vi begge i 2013 skiftede til TV 2. Her blev jeg ansat direkte under hende, og vi har derfor siden da haft et tæt samarbejde.

Jeg kan godt lide at føje noget skævt til programmerne, satse lidt og udfordre det strømlinede. Nogle vil måske sige, at jeg går til grænsen, men det kommer der efter min mening godt og vedkommende TV ud af. Som når jeg fletter små anekdoter ind om alt fra Anden Verdenskrig til citater fra historiens største helte og banditter. Men det sker kun, hvis du har en modig chef, der også selv er søgende ... og ja, åben for det skæve. Og det er Lotte i den grad. At jeg kan være med til at præge tingene så meget, som jeg kan, er med til at gøre det sjovt og interessant – og dermed motiverende – at gå på arbejde.

Det er ikke alle mine skæve indfald og ideer, som jeg har fået lov til at føre ud i livet. Slet ikke. Men det, der er så vidunderligt ved Lotte, er, at hun altid forsøger at tænke tanken til ende med mig, før hun beslutter sig. Også selvom det er en idé, der ikke ligger lige for. Når man som jeg arbejder i en kreativ branche og går til opgaverne med alt sit hjerteblod – og derfor stiller sig i en sårbar position – så er det ekstra vigtigt, at din leder tager dig seriøst og lytter til dig – uanset hvad han eller hun beslutter. Og det føler jeg virkelig, at Lotte gør.

At Lotte er åben og lyttende er ikke ensbetydende med, at hun ikke også er handlekraftig og kontant. Lotte er faktisk, hvad jeg vil kalde en no bullshit-woman. Når du har vendt en idé med hende, får du hurtigt svar på tiltale. »Det synes jeg ikke passer ind.« Eller det modsatte: »Megafedt, det kører vi videre med.« Lotte har med andre ord en klar holdning til tingene og er ikke bange for at træffe en beslutning. Hun er en tydelig leder, som du ikke er i tvivl om, hvor du har. Og det synes jeg virker enormt tryghedsskabende.

Jeg rammer selvfølgelig forbi nogle gange med en idé, som viser sig ikke at fungere. Men det er ikke noget, jeg skal høre for. På ingen måde. Vi taler om, hvorfor den ikke fungerede. Og forsøger at lære af det. Og så er det op på hesten igen, klogere end før. Det giver et trygt arbejdsmiljø – også fordi hun ikke selv er bange for at dele ud af sine fejl. Hun kan endda grine af dem. Og det elsker jeg hende for. Hun forsøger ikke at fremstille sig selv som en eller anden halvgud, som vi andre skal forsøge at leve op til. Faktisk ejer hun en ret stor grad af selvironi, og det er efter min mening et utrolig vigtig og befriende træk hos en leder. Det giver en stemning af, at vi alle bare er mennesker med alle vores fejl og mangler, og at fejl faktisk også har en værdi i sig selv. Det uperfekte. Jeg trives i Lottes store akvarium, netop fordi der er plads til at være uperfekt.

Lad det være et råd, at hvis du møder en leder, der ikke ejer selvironi, så gå langt uden om vedkommende. For så er vedkommende træls, måske endda småfarlig og halvpsykopat. Bare tænk på nogle af historiens værste ledere: Hitler, Mao, Stalin, Pol Pot, Putin. De emmer ikke ligefrem af selvironi, vel?

For 6-7 år siden var jeg ved at ryge helt ud over kanten af stress. Jeg kunne godt mærke, jeg havde alt for meget i kalenderen. Alligevel kørte jeg på med 220 i timen. For jeg var jo ikke sådan en, der gik ned. Eller var jeg? Min læge var ikke i tvivl: »Tag en pause, inden det bliver rigtig slemt. Ellers kommer du måske aldrig tilbage igen«. Jeg skrev en mail til Lotte. »Det her bliver en af de sværeste mails, jeg har skrevet,« begyndte jeg mailen, der endte med at strække sig over flere skærmsider. Jeg var ramt på selvopfattelsen. Men samtidig var det enormt befriende at få sat ord på, hvordan jeg havde det. Lotte sendte mig hjem med fuld forståelse og støtte. Mange løbeture og rolige dage i sommerhuset senere var jeg tilbage, en del klogere på mig selv og mine egne grænser. Der er måske chefer, der ville nedtone den slags stresstilfælde, hvor man endnu ikke har ramt de 100 grader og stadig kan levere på jobbet. Jeg er taknemlig for, at Lotte ikke er sådan en leder.

Efter så mange års samarbejde har vi opbygget en fortrolighed og tillid til hinanden, som gør, at vi også kan tale om meget personlige ting. Men for mig har det altid været ultravigtigt at opretholde en vis distance til mine chefer, så der aldrig er tvivl om, hvem der er arbejdsgiver, og hvem der er arbejdstager. At the end of the day er det jo chefen, der bestemmer, om du er hyret eller fyret, om du får dit drømmeprogram igennem eller ej. Og jeg er ret sikker på, at Lotte har samme holdning til vores relation. Det handler om ikke at blande tingene sammen, om professionalisme, simpelthen. Det betyder ikke, at jeg ikke også holder utrolig meget af hende. Men hun er først og fremmest min gode chef. Og dernæst et rigtig sødt, dejligt, klogt og megasjovt menneske, som jeg sætter stor pris på.

Speedwaykøren Ole Olsen sagde engang, at held betyder meget for ens karriere, men at man kan køre sig i stilling til at være heldig. Og det har jeg forsøgt ved at arbejde hårdt og knokle på. Men jeg har også haft det held at være omgivet af mennesker, der som Lotte har kunnet se, hvad det er, jeg er god til. Og gud ske tak og lov for det. Hun bærer en stor del af æren for, at mit potentiale er blevet forløst – både ved at give mig masser af ansvar, men måske allermest ved at give mig lov til at være mig selv, uperfekt og fuld af skøre ideer, som jeg er.