2.000 medarbejdere, fire job og en Grønlandskrise: »Min kone har afskrevet mig i 2026«

Klokken er lidt i halv otte torsdag aften, da Toke Binzer en smule forsinket træder ind ad døren.

Han kommer direkte fra Kastrup Lufthavn efter at have været til møde i Royal Greenlands afdeling i Svenstrup syd for Aalborg.

Topchefen i den grønlandske fiskerigigant har været på farten i to uger. Først fløj han til Danmark, så videre til Polen, så retur til Danmark, så til USA, og så igen til Danmark, hvor han et kort øjeblik overvejede at droppe morgendagens planlagte hjemtur til Nuuk for i stedet at sætte sig på et fly til Canada, hvor der er opstået en »knap så heldig udvikling«, som kræver hans »fulde opmærksomhed«.

Men turen til Canada er droppet. I hvert fald for nu.

Han er ved at være mentalt træt af den megen rejseri. Og desuden er han i »underskud af point fra børnene«, som han udtrykker det.

Han har derfor besluttet sig for som minimum at være hjemme i weekenden. Derefter må han vurdere, om han igen skal i luften. »Vi må se,« som han siger det, da han har sat sig til rette bag mikrofonen i et studie på Amager for at tale om sin karriere som topleder i Lederstof.dk’s podcast ’Ledelse med Vilje’.

Toke Binzer har haft nok at se til, siden han 1. december sidste år tiltrådte stillingen som administrerende direktør i Royal Greenland. Han kommer fra en lang karriere i telebranchen og har brugt en stor del af sin første tid på at lære den store fiskerivirksomhed, der på verdensplan beskæftiger flere end 2.000 medarbejdere, at kende.

Som han skrev i et opslag på sin første arbejdsdag: »Ny virksomhed, ny kultur og tusindvis af nye kolleger (…) De er eksperter i branchen, og nu skal jeg lære.«

Hertil kommer, at han udover jobbet som direktør midlertidigt har påtaget sig tre andre lederstillinger, som venter på at blive besat. Og nå ja, så er der også lige Grønlandskrisen, som han har skullet forholde sig til.

Men hvad er det, der driver ham til at bruge så mange timer af døgnet på at arbejde? Og hvordan hænger det sammen med livet som familiefar?

Ambitionernes pris
Da Toke Binzer som ung parkerede sin bil ved IBM, hvor han arbejdede de første år af sin karriere, kiggede han altid op på den amerikanske virksomheds blå logo over hovedindgangen. Og så følte han, som han siger det, »en lille smule stolthed«.

Det er måske en underdrivelse. I hvert fald jokede hans venner med, at IBM var det første, han sagde, efter sit navn.

Da han senere blev ansat i TDC, kunne det nærmest gøre ondt på ham at sidde til en familiemiddag og høre folks »rædselshistorier« om virksomheden.

»Jeg associerer mig rigtig stærkt med de selskaber, jeg er en del af,« siger han. Det betyder ikke bare, at han tænker meget over, hvad folk synes om det selskab, han arbejder for. Men også, at han bruger en meget stor del af sine vågne timer på at arbejde.

Timer tæller han ikke. »Det ville sikkert være deprimerende,« siger han. Men hvis man som ham altid har stræbt efter at gøre det så godt, som man kan, og insisteret på at efterlade virksomheden et bedre sted, end da han overtog den, er der ingen vej uden om at gå »all in«, som han siger.

Men arbejdet er da heller ikke bare et arbejde. Det er »en hobby«, faktisk, noget, »du virkelig går op i«, som han siger.

Det skal ikke forstås sådan, understreger han, at han ikke går op i sin familie: Hans kone og deres to børn. Det gør han. »Supermeget.« Men de mange timer væk fra familien er en nødvendig investering, fortæller han. En pris, man må betale, men også en pris, som Toke Binzer – i samråd med sin kone – har accepteret »med åbne øjne«.

På vejen mod toppen har han givet køb på ting, andre ville have svært ved at acceptere. Som når han må se sine børns forårskoncert på video, fordi han ikke selv kunne være der. Eller som dengang, hvor han efter et par uger valgte at forlade sin kone og deres for tidligt fødte dreng, som lå på Hillerød Hospital, for at fortsætte et vigtigt projekt på jobbet.

»Det var selvfølgelig en svær beslutning,« fastslår han. »Men min kone bakkede fuldt op om at gøre det, som jeg vurderede var nødvendigt for at lykkes i mit arbejdsliv,« siger han.

Var det den rigtige beslutning?

»Det synes jeg, det var. Og det synes jeg også i dag. Jeg tror ikke, jeg havde fået de samme muligheder, hvis jeg ikke havde truffet den beslutning. Det var derfra, jeg begyndte at kravle opad.«

Selvom Toke Binzer er villig til at gå langt for at nå det, han stræber efter, så er han i dag meget opmærksom på, forklarer han, hvordan hans arbejde påvirker relationen til hans familie – i særdeleshed relationen til hans børn.

I en periode, hvor arbejdet fyldte ekstra meget, bemærkede han, at de begyndte at kalde ham ’Toke’ i stedet for ’far’. Det var for ham et tegn på, at han var »gået for langt«. Han satte alt ind på at få afsluttet det projekt, han var i gang med, så han igen kunne finde tilbage til en bedre balance mellem arbejde og familieliv og på den måde »optjene retten til at blive kaldt far igen«, som han formulerer det.

Har du gjort dig nogen tanker om, hvorvidt det har krævet for store ofre at have den karriere, du har haft?

»Det lyder jo umoderne. Og det er ikke det rigtige at sige. Men for mig – og for os – har det været det rigtige. Min kone har bakket mig hundrede procent op, og jeg synes, at jeg har en tæt relation til mine børn og har det sjovt med dem, når jeg er hjemme. Om det er det rigtige for andre at vælge det arbejdsliv, jeg har, ved jeg ikke. Men det har det været for mig.«

En kæmpe fordel
Toke Binzer er vokset op i Nuuk, men indledte sin karriere i Danmark, hvor han startede i IBM og opnåede ledende stillinger i TDC. Han flyttede i 2022 tilbage til Grønland for at arbejde for telepostvirksomheden Tusass – først som CFO og fra 2024 som CEO.

Da Royal Greenland sidste år kontaktede ham for at tilbyde ham stillingen som øverste chef, tøvede han et øjeblik. Han var glad for det lederteam, han havde omkring sig, og for Tusass i det hele taget. »Vi var«, fortæller han, »supergodt kørende«. Alligevel endte han med at sige ja til Royal Greenland.

»Hvis jeg ville fremad i Grønland, så var det jo der,« siger han.

Da han tiltrådte, blev ikke blot hans ledelseserfaring fremhævet, men også hans »personlige forankring i Grønland«, som det hed i virksomhedens pressemeddelelse.

Selv ser han sin tætte tilknytning til Grønland som en »kæmpe fordel«.

»Det er jo ikke kun mig, der er opvokset i Grønland, men også min far, min farfar, min tipoldefar, og så videre. Og folk, jeg møder på gaden, er typisk blevet uddannet af en af mine onkler, der har undervist på skoler og seminariet. Så mit efternavn og min familie er kendt. Og det gør, at jeg er accepteret som en del af lokalsamfundet på en helt anden måde, end hvis jeg ikke var vokset op i landet,« siger han.

Det betyder dog ikke, understreger han, at han ikke skal arbejde for at vinde respekt som ny central figur i landets største virksomhed. Han kender måske landet, men branchen er ny. Selvom han fisker og går på jagt i sin fritid, har han ikke arbejdet på en trawler og håndteret fisk i al slags vejr. Han er ikke, som han siger det, »one of the guys«. Han er bare en »bean counter, der kigger på regnskaber og snakker i brede termer om strategi og finans.«

Vejen frem er at udvise ydmyghed og interesse, mener han. Lære af eksperterne. Derfor har han brugt en stor del af sin første tid på at tale med sine medarbejdere i Nuuk, ligesom han har besøgt virksomhedens fabrikker og også nogle af de dygtigste konkurrenter i andre lande for at finde ud af, »what good looks like,« forklarer han.

Jubeloptimist
Som om Toke Binzer ikke i forvejen havde nok at tænke på, så skulle han efter blot få uger i jobbet også forholde sig til den eskalerende Grønlandskrise, hvor Trump frem til slutningen af januar ikke ville afvise en invasion af øen.

»Det har været en meget crazy periode. Mine venner joker lidt med, at geopolitik forfølger mig,« siger han med henvisning til en situation tidligere i karrieren, hvor myndighederne påbød TDC at droppe de kontrakter med kinesiske Huawei som leverandør af udstyr til dansk teleinfrastruktur, som Toke Binzer forhandlede, af sikkerhedsmæssige årsager.

»Men altså,« fortsætter han »det har været enormt ubehageligt for alle, der bor her.« Han har venner, der har spurgt, om det stadig var en god idé at købe hus i Grønland. Og i Royal Greenland har der været henvendelser fra folk, som ville vide, om virksomheden havde en evakueringsplan i tilfælde af en amerikansk invasion.

Det har de ikke. Evakueringsplanerne overlod de til myndighederne, som ifølge Toke Binzer gjorde et »enormt imponerende« arbejde – ikke mindst med tanke på, at udenrigstjenesten tæller ganske få mennesker.

Som Royal Greenlands øverste direktør prioriterede han i stedet at forholde sig til de eventuelle finansielle konsekvenser af krisen, og dels at gøre, hvad han og den øvrige ledelse kunne for at berolige medarbejderne.

»Udfordringen er, at man skal kommunikere om noget, som du ikke rigtig kan sige noget om. Meget lidt konkret i hvert fald. Men vi fortalte, at vi gjorde vores bedste for at sikre, at virksomheden kunne køre videre i forskellige scenarier. Og at vi selvfølgelig havde forståelse for, at mange oplevede de her uger som frygteligt ubehagelige.«

Måske fik Toke Binzers ord lidt mere vægt og troværdighed, fordi folk kender hans tætte tilknytning til landet.

»Havde jeg ikke kendt til samfundet og siddet i Danmark med min familie og holdt townhalls i behørig afstand til det hele, så ville det virke enormt utroværdigt. Så i den situation har jeg uden tvivl kunne mærke, at min forbindelse til Grønland er kommet mig til gode,« siger han.

Selv har Toke Binzer ikke været lige så påvirket af situationen, som man kunne tro.

»Jeg lider nok under at være lidt af en jubeloptimist. Så det er ikke noget, der har holdt mig søvnløs,« siger Toke Binzer, der ud over at se sig selv som »ambitiøs og åben« også betegner sig selv som »tenderende til at være naiv«.

»Grundlæggende tror jeg på det bedste i mennesker. Jeg tror på, at folk gerne vil både mig og virksomheden det bedste. Det kan man selvfølgelig brænde sig på en gang imellem, men jeg mener stadig, at det er bedre at have det udgangspunkt og så leve med, at man en gang i imellem bliver skuffet. Det tror jeg, man kommer længst med.«

Fast besluttet
Toke Binzer virker umiddelbart ikke som en mand med et stramt program. Han taler roligt og holder flere gange undervejs i interviewet små tænkepauser i ordstrømmen. Men det skal man ikke lade sig snyde af.

2026 bliver endnu et travlt år for Toke Binzer.

»Min kone har afskrevet mig i 2026,« som han siger. Måske lidt i sjov. Men så alligevel. Det første år som CEO i en ny virksomhed og i en ny branche kræver altid noget ekstra. Og så med tre andre job at tage sig af samt den arktiske magtkamp om den store ø, der når som helst igen kan blusse op.

Det er dog ikke noget, der får ham til at tøve. Han er »fully immersed«, understreger han. Fast besluttet på at efterlade Royal Greenland et bedre sted, end da han overtog det – kræve, hvad det vil.