Kasper Holtens selvbillede krakelerede, da en medarbejder kaldte ham et røvhul

Da Kasper Holten en sen nattetime i 2006 kørte hjem fra en teaterprøve i Dyrehaven, kunne han med egne ord “gå på vandet”.

Den blonde vidunderdreng, der syv år tidligere var blevet udnævnt til at lede Den Kongelige Opera i en alder af blot 26, havde med succes skabt en opera med et moderne og aktuelt udtryk. Et arbejde, han ikke bare styrede fra sit chefkontor, men også fra scenekanten, hvorfra han blandt andet havde iscenesat mammutværket Nibelungens Ring til strålende anmeldelser: ”Uforskammet effektfuldt”. ”Verdensteater”. ”En genistreg”.

Nu skulle han instruere kæmpeforestillingen ’Thor’ i Dyrehaven med over 200 medvirkende og et budget på 20 millioner kroner.

Dagens prøve var sluttet langt over midnat. Han sad i bilen sammen med sine to assistenter, som han havde lovet et lift til København.

Alle var trætte, husker han. Men pludseligt stillede assistenten på passagersædet ham et spørgsmål, der fik ham til at spile øjnene op.

»Undskyld, Kasper,« sagde hun. 

»Men hvornår fanden blev du til sådan et røvhul?«.

Kasper Holten er kendt for sine talegaver. Men lige der var han mere forvirret end klarsynet.

»Jeg troede, jeg var sådan en cool fyr, som alle kan snakke med, og som er sjov og inspirerende?« prøvede han.

»Det var du engang,« svarede assistenten. »Men sådan er du ikke mere. Alle er bange for dig, du er lunefuld, du er hysterisk, du tror, alle skal hoppe og danse efter din pibe, og du tillader dig endda at tale grimt til folk.«

Han kiggede spørgende om på assistenten på bagsædet.

»Ja,« sagde hun. »Det er altså rigtigt«.

I det øjeblik gik det op for ham, at magten og succesen var steget ham til hovedet. Helt uden, at han havde bemærket det, var han begyndt at opføre sig anderledes. Så var det sandt, tænkte han, hvad man sagde om magten: Den korrumperer mennesker. »Sådan er det bare,«  sukker han, da Lederstof.dk’s podcast ‘Ledelse med Vilje’ møder ham på det Det Kongelige Teater, hvor han har været øverste chef siden 2018. 

Han er glad for, at hans assistent dengang havde været så hudløs ærlig overfor ham. Det fik ham til at se anderledes på lederrollen. Og ikke mindst på den magt, der følger med.

»Jeg lærte på den hårde måde,« siger han, »at hvis man ikke forholder sig aktivt til, at magt korrumperer, ja, så sniger det sig ind på én på en måde, hvor man slet ikke opdager det.«

Men hvordan undgår man så, at magten tager styringen over én? 

Hyppige reality-tjek
Efter episoden i bilen indså Kasper Holten, at han jævnligt er nødt til at stoppe op og spørge sig selv, hvorfor han gør, som han gør. Og hvordan han gerne vil være som leder.

»Vil jeg gerne være sådan en, der glemmer at hilse på folk eller tager for givet, at folk kommer løbende, så snart jeg vifter med en lillefinger?« spørger han retorisk.

»Det vil jeg selvfølgelig ikke. Og derfor skal jeg huske at holde et eksternt blik på mig selv, hvor jeg får set mig selv i spejlet og kigget grundigt efter, om jeg nu også ligner den leder, jeg gerne vil være. Måske har jeg anlagt mig nogle dårlige vaner, som hverken gavner mig eller de mennesker, jeg står i spidsen for,« siger han.

De dårlige vaner kan dog være svære at få øje på selv. Derfor er det vigtigt at omgive sig med nogle »gode hofnarre«, som han siger; nogle mennesker, der tør sige sandheden til én, når man er på tynd is.

»Jeg har lært af den oplevelse i 2006 at omgive mig med mennesker, som jeg stoler på vil fortælle mig sandheden, når jeg opfører mig irriterende,« siger han.

Faktisk opmuntrer Kasper Holten sine medarbejdere til at råbe op, hvis de synes, han er gal på den. Det gælder ikke mindst dem, han arbejder tættest sammen med.

Er han i tvivl, om han i en situation er gået over stregen, spørger han medarbejderne om deres mening. Det gjorde han for eksempel for nogle uger siden efter et direktionsmøde, hvor han syntes, han havde været lidt for kortluntet og utålmodig.

»Nej, nej,« lød svaret denne gang: »Det var fint med en lidt bramfri diskussion.«

»Det viser jo bare, hvor svært det er at afgøre, hvordan andre oplever én. Så det der med at tage nogle hyppige reality-tjek hos nogle mennesker i din organisation – det er nok en meget god idé,« siger Kasper Holten.

Ikke vigtigere end andre
Det »oprydningsarbejde«, som Kasper Holten ifølge ham selv måtte igennem efter kommentaren i bilen, indebar en erkendelse af, at han som øverste leder nok er vigtig for institutionen, men at han som menneske hverken er mere eller mindre vigtig end alle andre i organisation.

Det har gjort ham mere ydmyg som leder, mener han, hvilket er en forudsætning for at »slippe godt ud af lederjobbet«, som han formulerer det.

Kasper Holten hilser på alle folk i huset for netop at vise, at ingen er vigtigere end andre. Faktisk har han indført hilsepligt på teateret. Alle skal hilse på hinanden, når de møder hinanden på gangen eller i elevatoren. Og det forsøger han at være den første til at håndhæve.

Men nogle gange smutter det, erkender han.

»Er du blevet fin på den, siden du ikke hilser,« som en scenetekniker for nyligt sagde til ham. En påmindelse om, at det er en »aktiv proces at forholde sig, om der er ved at ske en glidning«, som han udtrykker det med henvisning til magtens korrumperende skyggeside.

Åben for kritik
Det Kongelige Teater har omkring 2.600 medarbejdere igennem biksen på et år, nogle fastansatte, andre i korte, tidsbegrænsede stillinger.

Kasper Holten kan langt fra navnene på dem alle. Men han tager hvert år rundt i de forskellige afdelinger og hilser på så mange af dem som muligt. Det har han gjort, siden teateret åbnede op efter corona. Det sidste års tid er det blevet til 40-50 besøg hos alt fra balletdanserne til skrædderne.

»Jeg kan ikke have dybe samtaler med dem alle. Men jeg tager ud og taler med dem for at fortælle, hvordan jeg ser på teaterets situation, men også for at høre, hvad der brænder sig på hos dem,« siger han og tilføjer, at det er vigtigt at belønne medarbejderne fremfor at straffe dem, når de peger på ting, som de mener burde være anderledes.

»Vi skal være et sted, hvor folk tør ytre sig kritisk. Det er ikke sikkert, at man får ret. Men man skal vide, at man gerne må være kritisk. At det ikke er farligt at være kritisk. Det er afgørende for, at vi som organisation kan udvikle os,« siger han.

At handle i tiden
Det Kongelige Teater havnede i 2023 i en regulær shitstorm, da en række tidligere balletelever stod frem i Politiken og fortalte om et psykisk og fysisk hårdt undervisningsmiljø på teaterets balletskole. Det fik teateret til at igangsætte en advokatundersøgelse, som bekræftede fortællingen om et hårdt undervisningsmiljø. På baggrund af undersøgelsen fik både Kasper Holten samt daværende balletmester Nikolaj Hübbe en påtale af bestyrelsen.

Kasper Holten undskyldte og understregede, at han skulle have været ”langt mere proaktiv”, som han formulerede det i Kulturen på P1. »Jeg har været for tryg ved, at når jeg ikke hørte noget, så var det sikkert fint,« som han sagde. 

Kasper Holten var ikke under beskyldning for personligt at have bidraget til det dårlige arbejdsmiljø på balletskolen. Men han erkender, at han som øverste leder bar det endelige ansvar for, at det udviklede sig, som det gjorde. Et ansvar, han »ikke gjorde sig nok tanker om«, erkender han, da han tiltrådte som øverste leder i 2018.

Sagen har lært ham, at det er vigtigt at handle i tide.

»I stedet for at tro, at evolutionen fører os det rigtige sted hen, så er man hele tiden nødt til at interessere sig for, om tingene er, som de skal være. Dermed mindsker du risikoen for, at der opstår noget, som allerede er kørt af sporet,« siger Kasper Holten.

Han ser det ikke som sin opgave at »lege detektiv«, men at »invitere den kritiske vinkel ind,« som han udtrykker det.

»Det gælder for mig som leder, som det gør for organisationen; Du er nødt til at have nogen, der kan se på dig med et frisk blik,« siger han og peger på, at Det Kongelige Teater i kølvandet på advokatundersøgelsen blandt andet har nedsat et balletskoleråd med medlemmer fra blandt andet Børns Vilkår og Team Danmark.

»På Det Kongelige Teater har vi haft en meget stærk tro på, at det var os, der vidste bedst. Men det er de historier, der kom frem, et bevis på, at vi ikke altid gør. Og det fører mig tilbage til pointen om, at man skal omgive sig med mennesker, som tør se på ens andedam med kritiske øjne,« siger han.

Ingen modsætninger
At man som øverste leder tør udsætte sig selv og sin organisation for kritisk granskning må dog ikke føre til, understreger Kasper Holten, at man glemmer at være modig.

»Som leder har jeg et ansvar for, at Det Kongelige Teater er et godt og rart sted at arbejde. Men jeg har også et ansvar for, at vi bliver ved med at udvikle os,« siger han og tilføjer, at de to ting heldigvis ikke udelukker hinanden.

»Jeg har hørt argumentet om, at når det handler om stærke, tabuiserede følelser, som det ofte gør i opera og teater, ja så må man finde sig i, at det nogle gange går lidt hårdt for sig. Men for mig at se forholder det sig lige omvendt. Hvis folk skal turde være modige, som er en forudsætning for at skabe kunst og være nytænkende i det hele taget, så er det alfa og omega, at folk føler sig trygge.«

Trygheden kommer ifølge Holten ikke alene ved at nedfælde en code of conduct. »Det stikker dybere«, mener han: 

»Trygheden kommer, hvis vi interesserer os for hinanden, hvis vi har en kærlig gestus overfor hinanden, og hvis vi er nysgerrige og empatiske overfor hinanden.«

Og det forsøger Kasper Holten altså at vise vejen for. Ved at hilse på alle, han møder. Ved at lade folk komme til orde. Og ved at huske sig selv på, at magten kan få dig til at fremstå som et røvhul, hvis du lader den stige dig til hovedet.