Som femte generation har topchefen altid familievirksomheden i sine tanker

Anne Kathrine Steenbjerge havde set frem til festen.

Hun var lige startet i virksomheden og havde fået til opgave at arrangere en stor firmafest for de ansatte i både Aarhus og København.

Men smilet stivnede, da hun så deltagerlisten. Det var nemlig ikke alle, der havde tænkt sig at komme. Og det ramte hende.

»Jeg blev så ked af, at ikke alle ville deltage,« siger hun i Lederstof.dk’s toplederpodcast Ledelse med vilje.
»Sådan helt personligt. Også selv om det ikke var obligatorisk at deltage. Men jeg ville bare så gerne have, at alle kom og havde en god fest«.

Episoden ligger 20 år tilbage. Siden da er Anne Kathrine Steenbjerge blevet bedre til ikke at tage det personligt, når noget på jobbet ikke går, som hun havde drømt om. Men indimellem kan det stadig glippe. Så sker det, at hun tager sine bekymringer med hjem og har svært ved at slippe dem, når hun om aftenen lægger hovedet på puden.

Hun har siden 2009 været direktør i transportvirksomheden Ancotrans, som har været ejet og ledet af familien i fem generationer. Og hun elsker jobbet. Farten. Udfordringerne. Og de mange projekter, der ifølge den 49-årige direktør skal styrke virksomhedens position inden for europæisk containertransport.
Men til tider tænker hun så meget over virksomhedens ve og vel, at det kan tage overhånd, erkender hun.

»Jeg tror, at hvis man spørger de fleste af dem, jeg arbejder sammen med, så vil de sige, at jeg er enorm åben, utålmodig og en gang imellem lidt for bekymret og overtænkende.«

Bekymret for forretningen. Og ikke mindst for de omkring 420 medarbejdere, som hun som direktør står i spidsen for.

»Jeg vil gerne have, at alle har det godt. At alle trives og udvikler sig og føler sig set og hørt. Og det kan jeg godt være lidt for bekymret om. For sådan kan alle jo ikke have det hele tiden,« siger Anne Kathrine Steenbjerge.

Smittet med grøn og gul
Hun klæder sig ofte i de samme to farver, som indgår i Ancotrans logo: Grøn og gul. Det er egentlig ikke noget, hun tænker over, påstår hun. »Jeg kan bare godt lide grøn og gul«. Men måske er hun alligevel blevet en smule påvirket af at være vokset op i et hjem, hvor netop de farver har været dominerende på kuglepenne og papirer. I hvert fald tøver hendes egen børn heller ikke med at trække en Ancotrans-T-shirt over hovedet. Det gælder også børnebørnene. Så ved nærmere eftertanke er der måske noget om snakken. »Hele familien er nok blevet smittet lidt med den grønne og gule farve,« smiler Anne Kathrine Steenbjerge, der ofte går på arbejde i et par Converse-sneakers, som hun har fået i gave fra en kollega, gule og grønne, naturligvis, og med virksomhedens logo på siden.

Det er på mange måder »fantastisk«, fortæller hun, at være så tæt forbundet til virksomheden. Men det kan også være »lidt en forbandelse«.

»Jeg har virksomheden i mine tanker hele tiden – også når jeg er på ferie og holder weekend. Det er jo megafedt, når det går godt, og alle er glade. Men i perioder, hvor det er svært, så tynger det jo én. Det gør det.«

I de første 13 år med Anne Kathrine Steenbjerge i direktørstolen voksede Ancotrans i omsætning og størrelse. Kurven toppede i 2022 med en rekordomsætning på 1,3 milliarder kroner. Men i 2023 svingede konjunkturerne den forkerte vej. Indtjeningen faldt. Og det betød, at hun måtte lukke afdelingerne i Odense og Aalborg og afskedige en række medarbejdere.

»Det var svært. Det var rigtig, rigtig svært,« siger Anne Kathrine Steenbjerge, der har tætte relationer til flere af sine medarbejdere. Nogle af dem lærte hun at kende lang tid før, hun selv blev en del af virksomheden.

Hun havde med egne ord et »naivt håb« om, at den negative udvikling ville vende. Hun ventede. Indtil hun ikke kunne trække den længere. Timerne på jobbet blev flere i den periode. Ligesom bekymringerne.

I perioder som disse er det ekstra vigtigt for hende at holde fast i de ting, som får hende til at sænke skulderne og tænke på noget andet. Hun mediterer, dyrker styrketræning og går lange ture. Det lysner sindet. Og det er sådan, hun grundlæggende ser sig selv: Glad og positiv.

Nysgerrig
Egentlig så det slet ikke ud til, at Anne Kathrine Steenbjerge skulle blive den næste i familierækken til at overtage direktørposten. Hun startede sin karriere i reklamebranchen, hvor hun i knap otte år arbejdede for Young & Rubicam, de sidste tre år som account manager.

Men under en middag på en københavnsk restaurant i 2002 blev de første skridt taget til en ny karrierevej. Ikke af hende. Men af hendes mand, der bramfrit spurgte sin svigerfar, der sad på den anden side af bordet, om det ikke var en idé at lade hende overtage direktørposten, når han en dag besluttede sig for at stoppe. Selv var hun med på ideen. Og da hendes fire søskende ikke havde nogle indsigelser, startede hun året efter i virksomheden. Et års prøvetid, hvorefter hun steg i graderne frem mod den dag i 2009, hvor hun fik overdraget det øverste ansvar for virksomheden.

Omvejen i reklamebranchen ville hun ikke have været foruden, understreger hun. De færdigheder, hun dengang tilegnede sig, drager hun stor nytte af i dag som direktør.

»Jeg bilder mig selv ind, at den ballast og viden, jeg har med mig fra min tid som projektleder, den bruger jeg rigtig meget i min dagligdag. Det at være direktør er jo faktisk som at være projektleder for en virksomhed. Man skal evaluere på de forskellige indsatser, følge op og sørge for, at kunder og stakeholders er glade,« siger hun.

Men der er også en anden lære, hun har taget med sig fra årene som projektleder: At det er vigtigt at kommunikere meget. Og klart.

»Jeg har en meget åben stil,« fastslår hun. »Jeg kan godt lide at være åben og ærlig om, hvad vores prioriteringer er. Jeg forklarer, hvor vi er på vej hen som virksomhed og vil gerne involvere både ledere og medarbejdere så meget som overhovedet muligt,« siger hun.

Men kommunikationen går ikke kun den ene vej. Hun er, som hun siger det, »meget nysgerrig« på de mennesker, hun omgås.

Hver morgen går hun rundt og hilser på de ansatte og spørger ind til løst og fast. Hvad weekenden har budt på. Om alle er friske og raske. Men også til opgaverne. »Altså, hvad der er op og ned«, som hun formulerer det.

Det har givet hende en tættere relation til medarbejderne, mener hun. Og en god fornemmelse for, hvad det er af opgaver og udfordringer, medarbejderne sidder med. Tidligere kunne hun alle deres navne. Men den tid er forbi. Dertil er medarbejderstaben blevet for stor og spredt ud over forskellige lokationer, ikke bare i Danmark, men også i Sverige, Tyskland og Holland.

I undertal
Som i transportbranchen generelt har Ancotrans en overvægt af mænd. At være en af de få kvinder er ikke noget, hun har oplevet som en forhindring. Altså bortset fra de par gange, hvor hun har haft sin mand med til forretningsarrangementer og de andre mandlige deltagere troede, at det var ham, der var direktøren. »De var flove bagefter,« siger hun. »Så det har vi bare grinet af«.

Men hun så gerne en langt større diversitet i branchen. Blandt andet derfor har hun sagt ja til at sidde i bestyrelsen i Dansk Industri, hvor hun kæmper for at bringe en større del af den kvindelige talentmasse i spil.

»Jo mere mangfoldighed, des bedre. I alle job, på alle niveauer,« siger hun.

Og hvad gør I selv for at bidrage til den udvikling?

»Vi gør rigtig meget ud af at fortælle om de kvinder, vi har ansat for på den måde at vise, at vi har plads til alle,« siger hun og tilføjer, at Ancotrans blandt andet har fået lavet arbejdstøj særligt designet til kvinder for at skabe »lige muligheder for alle«.

Startede en forandring
Anne Kathrine Steenbjerge erkender fuldt ud, at transportbranchen stadig udleder alt for meget CO2. Det gælder også hendes egen virksomhed. Men det har hun besluttet sig for at lave om på. En ambition, som blev født hos hende efter at have set Al Gores klimadokumentar ’An Inconvenient Truth’ i 2007.

»Den startede en forandring i mig,« husker hun. Men det er op ad bakke, når de el-lastbiler, som Ancotrans indtil nu har indkøbt otte af, koster tre gange så meget som de omkring 850 diesellastbiler, som virksomheden råder over.

»Vi bliver nødt til at tage det i små steps, så vi ikke bliver kvalt – både økonomisk, men også driftsmæssigt, for det kræver en anden planlægning, når rækkevidden er mindre og chaufførerne skal bruge ekstra tid på at lade. Så der er en masse logistik, vi skal have til at gå op, men jeg er villig til at gå vidt, for at det kan lykkes,« siger hun.

Næste generation?
Direktøren i Ancotrans hedder formentlig Anne Kathrine Steenbjerge i mange år fremover. Hun har trods alt endnu ikke rundet de 50 og har de fleste år leveret flotte resultater på bundlinjen. Men hvad skal der egentlig ske den dag, hun ikke længere skal stå i spidsen for virksomheden? Kunne det være hendes nu 20-årige datter, der engang skal overtage posten?

»Det ved jeg simpelthen ikke,« begynder hun. »Men det ville da være fantastisk, hvis jeg kunne give stafetten videre til sjette generation. Omvendt ved jeg også, at på et eller andet tidspunkt, så bliver arverækken brudt. Det vigtigste er, at virksomheden er i gode hænder, og at familien er så meget involveret som overhovedet muligt.«

Lige nu tænker Anne Kathrine Steenbjerge dog ikke på andet end at føre familiens stolthed videre. Den skal også stå om 120 år, fastslår hun.

»Eller mere.«