Mr. Thise om at sige farvel til sit livsprojekt: »Det har været frygteligt at stoppe, nærmest deprimerende«

»Jeg vil gerne være dér, hvor der sker noget, og hvor jeg kan ændre noget. DET har jeg altid gerne villet,« siger Poul Pedersen og klasker en flad hånd i bordet.

Han har dækket op til kaffe og rundstykker med servietter af foldet køkkenrulle. Her fra spisestuen i hans og hustruen Winnis gule murstenshus kan man se over på Thise Mejeri. Over Ostebutikken, hvor han netop har hentet ost og minimælk, rejser høje, sølvskinnende siloer sig som et billede på den succes, som det lokale mejeri i dag er blevet med 300 ansatte og en årlig omsætning på 1,2 milliarder kroner.

Han vender blikket mod baghaven, hvor Sallinghalvøens kuperede landskab åbenbarer sig over et lavt, hvidt stakit. »Men nu er der godt nok blevet stille,« konstaterer han lavmælt. Mobilen, der ligger på bordet, plejede at ringe flere gange i timen, da han var »Poul fra Thise Mejeri,« som han udtrykker det. »Nu er jeg bare Poul fra Thise,« småklukker han. Men så bliver blikket bag de sortrammede briller et øjeblik fjernt. »Men for satan altså,« siger han og ryster på hovedet. »En omvæltning det har været. Heldigvis er det mig selv, der har truffet beslutningen om at stoppe.«

I 31 år har han gået de 30 meter fra sit hjem og over på den anden side af gaden til kontoret på 1. sal, hvor han ikke bare styrede mejeriet fra, men også blev født. Her stod nemlig engang hans forældres seng, hvori han kom til verden en morgen for 68 år siden. Fra de dengang beskedne bygninger drev forældrene mejeriet Dybbækdal, som Poul Pedersen senere overtog og forvandlede til en verdensomspændende forretning under navnet Thise Mejeri.

Men nu er det slut. I hvert fald for hans vedkommende. To en halv måned efter hans afskedsreception, hvor 800 mennesker kom for at sige farvel, møder vi ham til en snak om at skabe en milliardforretning uden at have skyggen af en lederuddannelse. Og om at sige farvel til det, der i over tre årtier mere end noget andet tegnede hans liv.

Naiv hokuspokus
På en vindblæst landevej ned til færgelejet Sundsøre støder man på byskiltet til Thise, en by, der tæller blot 30 huse. Men takket være mejeriet har byen ifølge Poul Pedersen altid været fuld af liv. Fra hans barndom husker han mælkekuskene, der hver morgen kom med tomme mælkejunger og den nyeste sladder. Indimellem fik han lov til at sidde på ryggen af en prustende Nordbagger ned ad vejen. I mejeriets bødkerværksted lærte han at lave små trækasser til smør, og i teenageårene hang han ind over ostekarrene for at hjælpe til med at presse ostemassen sammen og senere trække den færdige ost op. Ikke fordi forældrene krævede det, men fordi det var »skidespændende«, som han udtrykker det.

I gymnasiet lå han om aftenen på sit værelse og terpede Det periodiske system, indtil han kunne det i hovedet – det kan han stadig den dag i dag. Men kemiingeniøruddannelsen, som han begyndte på i København, var alligevel ikke sagen. Det var derimod uddannelsen som mejeriingeniør på Landbohøjskolen, hvor han engagerede sig i studienævnet, som han senere blev formand for. »Jeg fik smag for at sidde for bordenden,« fortæller han. »Pludselig begynder folk at høre efter, når man snakker. Og jeg tror faktisk, at jeg gjorde det godt.«

Op gennem 80’erne gjorde han karriere i De Danske Sukkerfabrikkers udviklingscenter for mejeriteknologi. Han rejste verden rundt, fik ledelsesansvar og kunne formentligt have kravlet længere op i hierarkiet. Men da virksomheden blev opkøbt af et engelsk firma med base i London, begyndte han med egne ord at blive rodløs.

»Jeg kan godt lide, at man kan gå ind og banke på hos chefen. Den personlige kontakt. Men den røg i det sekund, at chefen sad i et andet land.«

»Kender du ikke et mejeri, vi kan købe?« spurgte en kollega ham en mandag morgen i 1992, da de var ude på et mejeri for at starte en osteforpresser op. Fredag eftermiddag samme uge skrev de to under på papirerne om at overtage det mejeri, som Poul Pedersens far stod i spidsen for i Thise. Nu skulle de selv bestemme. »Og være millionærer,« griner han. Det sidste gik dog mildest talt trægt med. Hans far var nogle år tidligere gået sammen med en gruppe økologiske landmænd fra området om at producere økologisk sød- og tykmælk. Men det viste sig at være stort set umuligt at afsætte. »Det er ikke givet, at Thise skulle være epicenter for dansk økologi,« siger Poul Pedersen med tør, jysk underdrivelse. Folk i området så projektet som »naiv hokuspokus«, en holdning, som især herskede blandt de konventionelle landmænd på egnen. »Der blev ikke kastet sten efter min fars lastbil – men det var sgu tæt på,« erindrer han.

Alligevel var der noget, der fik ham til at tro på projektet.

»Den energi, som de her økologer gik ind i projektet med, gjorde mere indtryk på mig end den modstand, der var rundt omkring. Jeg kunne mærke, at de virkelig ville det her – og var klar til at gøre noget ved det. Det kan jeg godt lide.«

Ingen forkromede strategier
Selv brugte Poul Pedersen ikke mange øjeblikke på at tænke i visioner og forkromede strategier for det nye mejeri. Faktisk ikke et eneste. »Jeg er en meget praktisk mand, når det kommer til ledelse,« siger Poul Pedersen, der aldrig har læst en bog om ledelse eller taget et lederkursus. »Vi havde en forretning, vi skulle have op at køre. Så det var der ikke tid til!«

Han lavede vagtplaner, fordelte arbejdet og forsøgte at overbevise butikker rundt om i landet om, at Thises produkter var værd at satse på.

»Det der strategi-noget…« siger han med en stemme så dyb, at det næsten får det blomsterdekoreret kaffestel til at vibrere, »… det ved jeg fandeme ikke, hvad er.«

Han kastede sig over den mest presserende opgave og knoklede på fra morgen til aften. Nogle gange til langt ud på natten. Faktisk har det længe været en stående joke i Thise, at byens gadelamper var unødvendige, fordi Poul Pedersen altid var på arbejde og lyste hovedgaden op fra sit kontor. Og de mange arbejdstimer belønnede sig. Men det holdt hårdt.

Lys i mørket
Det første år efter overtagelsen var tallene på bundlinjen faretruende lave. Og en dag i juni 1992 ringede banken med beskeden om, at kassekreditten var tom. »Vi havde masser af smør, men ingen brød,« som Poul Pedersen formulerer det.

I desperation satte han et møde op med Irmas daværende direktør i København, som gik med til at købe økologisk hytteost af Thise. Siden mælk og ost. Året efter lod også FDB – i dag Coop – sig overtale til at optage Thises produkter i sortimentet. Den 28. februar 1995 – en dato, Poul Pedersen aldrig glemmer – skriver Thise under på en femårig aftale med FDB. »Og siden da«, siger han, »har vi ikke vendt os om.«

Hvordan fik du dine ansatte til at følge efter dig, da I var i modvind?

»Jeg er meget insisterende. Når tingene går dårligt, arbejder jeg bare endnu mere. Ikke at jeg krævede, at de gjorde det samme. Men det gjorde de altså. Jeg tror, at min energi og tro på tingene smittede af. De var parate til at gå igennem ild og vand for mejeriet,« siger han.

Der må være mere til den forklaring?

»Ja. Jeg tror ikke, der var mange, der ikke kunne lide Poul Pedersen. Og det tror jeg hænger sammen med, at jeg altid har gjort mig umage for at behandle folk ordentligt. At tale til folk med respekt – uanset hvem de var. Det er vigtigt,« siger han og tilføjer, at han ikke var den type chef, der aldrig viser sig på gangene. Tværtimod. »Jeg befinder mig bedre i gummistøvler end i pæne sko – forstået på den måde, at jeg aldrig har buret mig inde på mit kontor, men altid har gået rundt og snakket med medarbejderne og givet en hånd med, hvis der var brug for det. På den måde lærer man også alle at kende – og omvendt,« siger Poul Pedersen, der skønner, at han kender navnet på »i hvert fald 269« af de 300 ansatte på mejeriet. Ifølge Poul Pedersen var der især i de første år et meget fladt hierarki i virksomheden med meget få ledelseslag. Men samtidig er det kendt, at alt gik gennem ham. Ikke nødvendigvis fordi han krævede det. Men fordi han i så høj grad blev Thise Mejeris ansigt udadtil, at alle, der ville noget med mejeriet, ringede til Poul – selv hvis det drejede sig om et mindre sponsorat til en lokal forening.

Hvad var ulempen ved, at du var inde over så mange ting?

»Det kræver jo, at du altid er tilgængelig. Og det har jeg så også været. Uanset hvornår på døgnet, der var brug for mig,« siger Poul Pedersen, der til tider har arbejdet op til 18 timer om dagen og indimellem også er faldet i søvn over skrivebordet af ren udmattelse.

Besvimede ved morgenbordet
Nok gav det hårde arbejde resultater. Men det havde også sin pris. En morgen i 2004, da han sad og spiste morgenmad med sin kone og tre børn, Lise, Peter og Ida, sagde kroppen fra. Han drattede ned af stolen, besvimet af ren udmattelse.

I ugerne op til episoden havde Thise Mejeri været mistænkt for at være kilden til den frygtede bakterie E. Coli 0157, som 28 personer i hovedstaden var blevet smittet med. Fødevarestyrelsen forlangte, at produktionen blev lukket ned, og at alle af mejeriets friskmælksprodukter blev fjernet fra hylderne i hele landet. På trods af flere hundrede laboratorieprøver fandt myndighederne dog ingen tegn på bakterien. Og det var tilsyneladende bevis nok til, at kunderne igen fik lyst til at købe mejeriets produkter. Faktisk steg salget af mælk, skyr og smør umiddelbart efter med 10 procent.

Da sagen stod på, arbejdede Poul Pedersen i døgndrift. Tre-fire timers søvn blev det til. Og så tilbage på kontoret.

»Det var hårdt. Virkelig! Både for mig, men i den grad også for mine børn, som altså skulle opleve deres far besvime ved morgenbordet. Det er jeg ikke specielt stolt af. Det må jeg sige,« siger han med grødet stemme og sænker blikket.

Fik det dig til at genoverveje dit arbejdsliv?

»Sagen krævede mere af mig end normalt. Men jeg har altid arbejdet meget. Også til tider for meget. Og jeg ville da gerne have været der mere for mine børn. Men omvendt ved jeg også, at de er rigtig stolte af det, jeg var med til at opbygge. Vi gjorde økologi til en milliardforretning og sikrede arbejdspladser til flere hundrede mennesker på egnen,« siger Poul Pedersen, der i 2018 blev tildelt Ridderkorset for sin »troværdighed, åbenhed, humor og gode lederevner« og »evne til at vække begejstring,« som det blandt andet hed i begrundelsen for udnævnelsen.

Nærmest deprimerende
I 2022 rundede omsætningen i Thise Mejeri 1,2 milliarder, den højeste omsætning i mejeriets historie. Dengang var han ikke i tvivl om, at han kunne føre mejeriet frem til et endnu større plus på bundlinjen. Det mener han sådan set stadig, at han ville kunne. Men alderen og de tusindvis af arbejdstimer var begyndt at sætte sine spor. Energien var ikke helt den samme. Samtidig havde hans hustru Winnie, der også arbejdede på mejeriet, meldt ud, at hun ville gå på efterløn til august 2023. »Og så gav tidspunktet sig selv,« siger han: »Vi havde bygget det her op sammen. Og så skulle vi selvfølgelig også gå ud ad døren sammen.«

Men inden da skulle en ny direktør findes. Ikke »et fyrtårn,« som reklamebureauet fra København ellers havde foreslået, der skulle stå i jobannoncen. Men en købmand med »begge ben solidt plantet på jorden«, som Poul Pedersen selv rettede det til. »Jeg synes, det var vigtigt at signalere, at det skulle være en direktør, der var i øjenhøjde med folk. Sådan én, man møder på gangen og hyggesnakker med. Men som samtidig havde ideerne til at føre mejeriet videre. Vi har aldrig stået stille. Og sådan skulle det gerne forsætte,« siger Poul Pedersen, der endnu ikke har lagt det »vi« fra sig, som har været naturligt for ham at bruge om mejeriet i nærmest hele hans liv.

Helt samtidig endte Poul og Winnie ikke med at sige farvel. Det tager tid at finde den rette afløser efter 31 år med den samme direktør. Men på den første dag i november kom tidspunktet, hvor han til en storslået reception sagde farvel. På hans kontor i husets underetage står en papkasse med hundredvis af afskedskort fra receptionen, som han har tænkt sig at takke hver enkelt for med en personlig hilsen. »Så er der da noget at tage sig til,« griner han.

Mens den nye direktør, 52-årige Svend Schou Borch, nu sætter kursen på mejeriet, forsøger Poul Pedersen at vænne sig til, at hans tid på mejeriet nu endegyldigt er slut. Og det er ikke nemt, når man som ham har identificeret sig så meget med sin arbejdsplads, at man aldrig har haft en privat e-mailadresse. 

»Jeg vil faktisk sige, at det har været frygteligt at stoppe, nærmest deprimerende,« siger han. »Som at begå harakiri. Den ene dag er du Mr. Somebody, den næste Mr. Nobody. På den ene side er det en skandale at have det sådan. Jeg har bygget en forretning op, som nu selv er levedygtig. Og jeg er omgivet af familie og gode venner. Men på den anden side har jeg også besluttet mig for, at jeg vil have LOV til at være ked af det,« siger han, igen med et håndklask i bordet, så koppen gør et lille hop.

Men har du ligefrem fortrudt beslutningen?

»NEJ!« siger han prompte. »Tiden var kommet! I min alder kan man jo dø i morgen – det kan man jo sådan set altid, men altså … Det handler om at sige farvel, mens man stadig har tænder i munden,« siger han og liver op i et smil. »Lige nu er det tungt. Men når jeg lige har sundet mig, er jeg ikke i tvivl om, at det vil være stoltheden, der fylder mest.«

I mit næste liv …
Er der noget, du gerne ville have gjort anderledes?

»Jeg ville gerne have været bedre til at informere mine medarbejdere. Jeg opdagede alt for sent, hvor vigtigt det er. Alt for sent. Det var en stor fejl,« siger han.

Hvorfor skulle der gå så lang tid, før du opdagede det?

»Jeg havde jo en finger med i det meste, og derfor vidste jeg alt. Og så tænkte jeg, at det måtte de andre vel også gøre. Men sådan fungerer det jo ikke. Og der har da også været nogle uheldige sager, hvor medarbejderne kunne læse i Folkebladet (Skive Folkeblad, red.) om et kommende projekt, som de ikke anede noget om – simpelthen fordi jeg havde glemt at sige det til dem først. Og det går jo ikke. At holde sine medarbejdere informerede er også en del af det med at behandle folk ordentligt. Så i mit næste liv vil jeg gerne være en mere informerende leder,« siger Poul Pedersen, der de sidste tre år som direktør hver fredag udsendte Thise Nu med intern information til de ansatte.

Men derudover er der ikke meget, han ville lave om. Han holdt fast i sin egen måde at gøre tingene på: Den personlige kontakt til medarbejderne. Den uformelle tone med plads til kærlige drillerier. Det hårde arbejde.

Alligevel er det ikke den samme Poul Pedersen, der overtog mejeriet i 92, som ham der sagde farvel til det 31 år efter.

»Jeg var længe imod alt det nye smarte med businesscases, og hvad de nu ellers kalder det. Det var spild af tid og penge. Men da vi rundede de 50 medarbejdere, kunne jeg godt se, at man bliver nødt til at få lidt mere struktur på det hele. Og vi FIK jo en strategi. Og vi FIK MUS-samtaler. Så jeg synes faktisk, at jeg fulgte med udviklingen – i hvert fald et stykke hen ad vejen,« smiler han og påpeger, at man i dag »nærmest skal lave en businesscase for at få lov til at gå på lokum.«

Tilbage i stolen
Poul Pedersen har lovet at vise os rundt på mejeriet. Der, hvor det hele startede. Ved indgangen fisker han et nøglebundt op af lommen og bipper os ind med en nøglebrik, han for lang tid siden skulle have afleveret. »Den bliver hård at give fra sig. Men sådan er det,« konstaterer han og putter brikken i lommen og går med hurtige, selvsikre skridt i retning af sit gamle kontor. »Nå, så fik I gang i tasterne, da jeg kom,« siger han ud i rummet i et mindre storrumskontor på vejen. Medarbejderne griner og spørger til hans otium. »Jo, det går nærmest godt,« siger han og skynder sig videre. 

Og så sidder han der igen. I stolen, hvor hans forældres seng engang stod. Lamelgardinerne er trukket halvt ned, hylderne, der indtil for nyligt var fyldt op af røde og hvide ringbind, står nu næsten tomme hen. »Det er da specielt at sidde her igen, det er det da,« siger han og rejser sig hurtigt op, da fotografen har foreviget ham. 

Vi går videre op ad Mælkevejen, navnet på gangen over mod produktionen, mens han slynger om sig med tal om alt fra kilowatt-timer fra solcellerne på taget til antallet af vesterhavsoste på lageret. I et mødelokale diskuterer to ansatte homogeniseringsgrader. Poul Pedersen stiller sig for bordenden og blander sig i snakken, indtil han har sikret sig, at der er kommet et fornuftigt svar på bordet. »Jamen, så er der styr på det,« siger han og begiver sig videre ned af det vidtforgrenet gangsystem i det i dag 22.000 kvadratmeter store mejeri.

En lille time og mange tal senere står vi igen udenfor mejeriet under en skyfri himmel. Han hilser på i ostebutikken, inden han går over gaden til sit hus og sin nye tilværelse som Poul Pedersen fra Thise. Med nøglebrikken i lommen.