Lufthavnsdirektør har taget sin uformelle ledelsesstil med sig fra Færøerne. »Jeg gider ikke være sådan en kransekagefigur, der sidder på et fint kontor«

Med sine 192 centimeter må Jákup Sverri Kass bøje sig godt forover for at ramme den rigtige knap på kaffemaskinen. Med en raspende lyd begynder kaffebønnerne, som ligger til skue bag en plastikrude, langsomt at forsvinde ned i maskinens dyb.

»Det er god kaffe. Men hvis du bruger mælk, har vi altså kun de her,« siger han og fisker en kapsel med kaffefløde ud af et skab.

Hvis man skal forstå, hvad der kendetegner direktøren i Sønderborg Lufthavn, Jákup Sverri Kass, er kaffemaskinen i køkkenet på kontorgangen et godt sted at starte.

Det er ham, der har valgt at placere en god kaffemaskine et centralt sted i lufthavnspersonalets bygninger, præcist lige som han gjorde det, da han var direktør i Vágar Lufthavn på Færøerne.

Medarbejderne kommer hinanden mere ved, forklarer han, når de henter deres kaffe det samme sted i stedet for at blive ude i deres afdelinger. Og det styrker sammenholdet.

»Det giver en god mulighed for en uformel snak,« som han siger.

Men ofte giver snakken ved kaffemaskinen også anledning til at få vendt faglige spørgsmål, som man ellers ville skulle klare over mail.

»Det værste, jeg ved, det er, når man sidder med få meters afstand og sender mails til hinanden. Jeg foretrækker en-til-en-kontakt. Det er langt hurtigere, end hvis man skal sidde og vente på, at der kommer en mail retur,« siger Jákup Sverri Kass, der i det hele taget lægger stor vægt på at være »i øjenhøjde« med sine ansatte.

Mindst én gang om dagen går han en runde på brandstationen, i flyvetårnet, i terminalen og i de øvrige afdelinger af lufthavnen for at få en fornemmelse af, hvordan det står til, og hvad de forskellige afdelinger har af udfordringer. Viden, han ikke ville få, hvis han sad dagen lang på sit kontor.

»Jeg gider ikke være sådan en kransekagefigur, der sidder på et fint kontor. Vi har en opgave, vi skal løse. Og det bidrager jeg bedst til ved at være ude blandt mine medarbejdere. Ikke fordi jeg skal belære dem om, hvad de skal gøre. Det ved de bedst selv. Men for at have en god idé om, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Den viden er nødvendig, for at jeg kan sikre, at vi udvikler os, som vi skal,« siger han.

Og udvikle sig – det skal Sønderborg Lufthavn i den grad.

De sidste tyve år er udviklingen i lufthavnen stort set stået stille. Det skal der nu gøres noget ved med et storstilet projekt til 212 millioner kroner, der blandt andet indebærer, at den gamle terminal skal rives ned og erstattes af en ny og mere moderne. Som en del af projektet har lufthavnen netop droppet at bruge det gamle fysiske kontroltårn til fordel for et digitalt kontrolcenter i administrationsbygningen, hvorfra flytrafikken udelukkende bliver styret ved hjælp af skærme.

Målet er at gøre Sønderborg Lufthavn til et »vigtigt knudepunkt i Sydjylland« med på sigt 150.000 passagerer årligt – alt sammen finansieret af de to ejere – Sønderborg Kommune samt ikke mindst Bitten & Mads Clausens Fond, der er navngivet efter stifteren af Danfoss og hans hustru. Virksomheden har hovedsæde på Als og har dermed stor interesse i en lokal velfungerende lufthavn.

I spidsen for projektet står altså Jákup Sverri Kass, som siden begyndelsen af 2024 har været øverste chef i Sønderborg Lufthavn. Den 49-årige færing har tidligere været direktør i Vágar Lufthavn på Færøerne, hvor han førte lufthavnen, øgruppens eneste, gennem en lignende transformation.

Spørgsmålet er, hvordan han ledelsesmæssigt griber opgaven med at forny Sønderborg Lufthavn an? Og hvilken betydning det har, at han som færing kender alt til at leve og arbejde i et lille lokalsamfund, hvor alle kender alle.

På en serviet
Jákup Sverri Kass er født i Thorshavn i en familie af sømænd. Hans ene bror er kaptajn, hans far var kaptajn, ligesom hans bedstefædre var det før dem.

Han var også selv draget af de store vidder og kom i folkeskolen i praktik på et skib, som han var i Holland med. Det var, husker han, »meget eksotisk«. Han startede da også senere sin karriere i den maritime verden, ikke som sømand, men som salgs- og marketingdirektør i rederiet Smyril Line.

Det var ikke den daglige drift, der motiverede ham. Han ville være med til at udvikle, sætte retning og skabe resultater. Og det fik han mulighed for i rollen som leder.

Efter tre år i Smyril Line skiftede han søfart ud med luftfart, da han på tilskuerrækkerne til en håndboldkamp mødte direktøren for Atlantic Airways, som tilbød ham at fortsætte i samme type job hos det nationale flyselskab. Kontrakten blev underskrevet med det samme på en serviet.

Tre år blev det til Atlantic Airways, hvorefter han tog et skridt op ad karrierestigen, da han takkede ja til jobbet som administrerende direktør for Vágar Lufthavn, som dengang skulle igennem samme øvelse, som Sønderborg nu er i gang med.

Færøsk effektivitet
Efter seks år som øverste chef i Vágar skiltes parterne »efter gensidig aftale«, som det hed. Eller som Jákup Sverri Kass i dag udtrykker det: »Vi blev uenige.«

Det mistede han dog ikke lysten til at skabe vækst og innovation af. Så da han efter nogle år med blandt andet bestyrelsesarbejde i lufthavnsbestyrelsen på Grønland og et undervisningsjob på den maritime erhvervsskole på Færøerne blev tilbudt jobbet som direktør i Sønderborg Lufthavn, slog han til.

Det trak i ham igen at skulle lede en virksomhed, som ikke var større, end at han kunne være med til at sætte sit præg på udviklingen. Og så var det kun et plus, at den lå i et lille, lokalt samfund, hvor tilhørsforholdet er stærkt, og folk kender hinanden – ligesom han kender det fra Færøerne.

»Jeg ville aldrig tage et job i Kastrup eller en anden stor lufthavn. Det bliver alt for upersonligt for mig. Jeg elsker, at alle kender alle, og at tingene ikke behøver at være så formelle. Så det var på mange måder et perfekt job for mig,« siger han.

Jákup Sverri Kass havde også en masse at tilbyde den anden vej. Sin mangeårige erfaring fra lufthavnsbranchen, først og fremmest. Men også sin sans for at få tingene gjort, hvilket han har taget med sig fra Færøerne.

Ifølge Jákup Sverri Kass er danskere stærke på organisation og struktur, mens det »halter lidt med eksekveringen«, som han siger. Omvendt er det med færinger, som er knap så stærke på organisation og struktur, men til gengæld eksekverer »relativt hurtigt«, forklarer han.

»Det er måske lidt firkantet sat op, men jeg tror alligevel, der er noget om snakken. Jeg oplever i hvert fald, at danskerne gerne vil holde lange møder og have konsulenter til at udarbejde tykke rapporter, inden de skrider til handling. Det har jeg slet ikke tålmodighed til. Jeg vil gerne i gang – det ligger til min natur,« siger Jákup Sverri Kass.

Han erkender, at man ved at være »hurtig på aftrækkeren« øger risikoen for at træffe forkerte beslutninger. Som da han hyrede et engelsk firma til at levere security gates, som ikke levede op til hans forventninger. »Der skulle jeg nok have nærstuderet kontrakten lidt grundigere, inden jeg sagde ’go’,« siger han.

Men der er også åbenlyst fordele, mener han, ved at turde eksekvere uden nødvendigvis at have tænkt hver en detalje igennem på forhånd.

»Man glemmer nogle gange, hvor meget det koster at hyre konsulenter ind og holde timelange møder. Jeg er mere til at få handlet på tingene og få dem ud at leve, og så lære af de erfaringer, vi gør os hen ad vejen,« siger han.

Tager altid telefonen
Jákup Sverri Kass lægger vægt på at give medarbejderne indflydelse på opgaverne. Det motiverer medarbejderne, oplever han, når de har en stor grad af frihed til at bestemme, hvordan de griber opgaverne an.

Som nu medarbejderne i tårnet, der netop har sagt farvel til det gamle kontroltårn, men til gengæld helt selv får lov til at bestemme, hvordan de vil indrette sig i det nye digitale kontrolcenter.

»Det er ikke alle, der var lige tilfredse med beslutningen om at droppe det fysiske kontroltårn. Men det var nu engang nødvendigt med tanke på økonomien. Men detaljerne omkring det nye kontrolrum vil jeg ikke blande mig i. Det overlader jeg til dem, der skal bruge det og er eksperter på området,« siger han.

Hvis medarbejderne endelig har brug for hans vurdering af en sag, så er det vigtigt, at han er til at få fat på. Han vil for alt i verden ikke blive en flaskehals i organisationen – og det undgår man ved at være i tæt kontakt med medarbejderne, forklarer Jákup Sverri Kass, der mindst en gang om dagen er ude på »gulvet« blandt medarbejderne i de forskellige afdelinger og i det hele taget sørger for at være tilgængelig.

»Jeg tager altid telefonen,« som han siger.

En del af jobbet
Jákup Sverri Kass viser rundt i den lille lufthavn, hvis ankomsthal i sin nuværende form består af to check-in-skranker og en luge med et Europcar-skilt. Kiosker, gaveshops og kaffebarer er der ingen af. Heller ikke larmende musik eller blinkende reklameskærme. »Mojn,« siger et ældre ægtepar og nikker, da de træder ind i hallen, som vel mere kan betegnes som et stort rum.

På en seddel, der hænger på indgangsdøren, er angivet et telefonnummer, som man kan ringe på, hvis lufthavnen »undtagelsesvist« skulle være aflåst inden for åbningstiderne.

Vi besøger det gamle kontroltårn, hvor vi må gå udenom flyttekasser og sække med julepynt. Derefter går turen videre til brandstationen, hvor en skrigende gul brandbil holder parkeret. »Rigtige mænd er brandmænd,« står der på døren ind til Brand- og Redningstjenesten. Dem er der heldigvis sjældent brug for. Faktisk er Jákup Sverri Kass ikke bekendt med, at de nogensinde har måttet rykke ud til en rigtig brand. Jobbet som brandmand er da heller ikke et fuldtidsjob, når man arbejder i Sønderborg Lufthavn, der beskæftiger omkring 30 ansatte – eller hvad der svarer til 28 årsværk.

Flere af medarbejderne laver forskellige opgaver. Den slags fleksibilitet er der brug for, når man ikke er større, siger Jákup Sverri Kass, der forsøger at holde organisationen så slank som muligt. De har et budget at holde. Men også nogle målsætninger, de skal levere på. Og derfor har han i sine nu to år på posten både skåret en smule på antallet af medarbejdere og udskiftet medarbejdere på flere nøglepositioner.

»Han er ny, også ham der, og ham og ham,« siger Jákup Sverri Kass og sætter krydser på et organisationsdiagram, som han har fundet frem, da vi sidder på hans kontor på administrationsgangen.

»Vi er jo en lille organisation, og så er det bare endnu vigtigere, at dem, man har med om bord, er de rigtige. Det er selvfølgelig aldrig sjovt at skulle sige farvel til folk, men den slags beslutninger er nu engang en del af lederjobbet,« siger han.

Var du ikke bange for, at det ville skabe uro blandt medarbejderne, at du på den måde kom ind og ændrede på organisationen?

»Det var ikke noget, jeg gjorde fra den ene dag til den anden. Tværtimod gav jeg mig god tid til at lære de forskellige afdelinger og medarbejdere at kende. De fleste steder fungerede tingene rigtig godt, men der var også nogle poster, hvor jeg vurderede, at vi ikke kom nogle vegne. Og så må ens veje skilles. Det må man så gøre så ordentligt, som man overhovedet kan,« siger Jákup Sverri Kass og understreger, at han »ikke er fejlfri«.

»Man lærer af det hver gang. Måske kunne man have sagt det på en anden måde. Eller på et andet tidspunkt. Men jeg synes, man kommer langt, hvis man siger det ansigt til ansigt og kan forklare beslutningen fagligt. Det må ikke handle om personen, men om, hvad der rent fagligt er brug for i stillingen,« siger han.

Det tager han gerne med
Jákup Sverri Kass bor alene og trives rigtig godt i Sønderborg, mens hans kæreste og 4 store børn er blevet på Færøerne. Familien flyver tit til Sønderborg, men når han er hjemme og besøge familien på Færøerne, kommer jobbet i anden række. Til gengæld kan han arbejde så meget, han orker, når han er i Danmark. Her er der ingen, han skal hjem og spise aftensmad med. Og så sniger hans arbejdsuge sig nemt op på 60 timer.

Selvom han arbejder meget og altid er til at få fat på, så føler han sig sjældent stresset. Det skyldes, forklarer han, at han som modvægt til den travle hverdag prioriterer at motionere og bruge naturen.

»Her i Sønderborg har jeg 10 minutter til skoven eller naturen. Det havde jeg også i min opvækst. Og det sætter jeg stor pris på. Når jeg går ture eller løber i skoven, er det som om, at der er nogle ting, der falder på plads. Den ro, du møder ude i naturen, virker enormt afstressende på mig, og naturen og området omkring Sønderborg er fantastisk,« siger han.

Mobiltelefonen har han dog stort set altid tændt. Nogle gange er det medarbejdere eller forretningsforbindelser, der ringer. Andre gange lokale passagerer, der har et spørgsmål til deres rejse.

»Når man ikke er større, end vi er, tænker folk ikke så meget over, hvad der er lufthavn, og hvad der er flyselskab. Og så finder man bare nummeret på ham, som står i spidsen for det hele. Det må man så leve med. Men det tager jeg gerne med. Jeg skal ikke arbejde i en stor lufthavn. Jeg elsker livet her, hvor alle kender alle, og man kan få tingene løst ved at banke på døren eller ringe til hinanden.«