Zette blæser på fordomme om ældre medarbejdere: »De er guld værd«

Allerede i oktober finder Zette Kofod den første stak julekort frem. Det bliver hun nødt til, for ellers ender hun med skrivekrampe. 

Hun sender ikke blot en standard hilsen, men insisterer på at skrive et personligt kort til hver og en af sine medarbejdere.

Og det er, fortæller hun, en »kæmpe opgave«. Som leder af Plejecenter Aabo i Aakirkeby på Bornholm har Zette Kofod nemlig 82 medarbejdere.  

Så det kræver mange timer med kuglepennen i hånden. Men det er indsatsen værd. »Det giver bare så meget,« som hun siger.  

»Det er en form for anerkendelse. ’Jeg kender dig. Jeg kender din familie. Jeg ved, hvad du måske slås med, og jeg tror på, at det nok skal lykkes’,« siger Zette Kofod, der i det hele taget gør en stor indsats for at »pleje« sine medarbejdere for på den måde at få dem til at blive så lang tid som muligt.

Og det ser ud til at virke. Medarbejderne bliver hos hende i mange år og har ofte svært ved at sige farvel, når de rammer pensionsalderen.

Som 64-årige Merete Munch, der gik på efterløn 1. juli i år efter cirka 30 år på Plejecenter Aabo. Hun »elskede sit arbejdssted,« fortæller hun. Kollegaerne. Beboerne. Og ikke mindst ledelsen med Zette i spidsen, der gav hende den frihed og tryghed i jobbet, som hun havde brug for.

Faktisk kan hun ikke helt slippe sin nu tidligere arbejdsplads.

»Jeg føler ikke helt, at jeg er færdig,« fortæller Merete Munch, som har sagt til plejecenteret, at de godt må kontakte hende, hvis der i ny og næ skulle blive brug for en ekstra hånd.

Omkring 70 procent af medarbejderne på Plejecenter Aabo er over 55 år. Selv er Zette Kofod ikke i tvivl om, at medarbejderne bliver hængende til sent i arbejdslivet, fordi de føler, at deres indsats bliver værdsat.

»De ældre medarbejdere skaber stor værdi, og derfor forsøger jeg at skabe en kultur, hvor de bliver set som en ressource – ikke som en belastning,« siger Zette Kofod, der efter 27 år som leder af plejecenteret kender medarbejderne »rigtig godt«. Flere af dem har været der lige så længe som hende.

»Mange har sagt, at de bliver lige så længe, jeg er her,« griner hun.

Selvopfyldende profetier
Det er ikke alle, der deler Zette Kofods syn på ældre medarbejdere. I hvert fald hersker der en række fastlåste og ofte negativt ladede idéer om de ældre på arbejdspladsen. Det fastslår ph.d. og lektor på CBS, Peter Holdt Christensen, der netop har udgivet bogen ’Alder i arbejde’.

Ifølge ham tegnes der ofte et billede af de ældre som arbejdspladsens moralvogtere, der hænger fast i fortidens dyder og modsætter sig nye teknologier og arbejdsformer – og som i øvrigt både er langsomme end de unge og mindre motiverede, fordi de alligevel snart skal på pension.

Men ser man på forskningen, holder disse »indgroede aldersnormer« langt hed ad vejen slet ikke stik.

»De fordomme, vi har om de forskellige generationer, er faktisk ofte ikke sande. Og det gælder også, når det kommer til de ældre,« siger han og henviser til et metastudie af forskerparret Thomas Ng og Daniel Feldman, der viser, at fem ud af de seks mest udbredte fordomme om ældre ansatte ikke stemmer overens med virkeligheden. 

Det er sandt, at de ældre i mindre grad er villige til at deltage i kompetenceudvikling, men at de skulle være mindre motiverede, have dårligere mentalt og fysisk helbred og have større modstand mod forandring, som nogle af de andre fordomme lyder, er der ifølge studiet ikke hold i.

Problemet er, forklarer Peter Holdt Christensen, at fordommene bliver selvopfyldende profetier, fordi vi mere eller mindre ubevidst tilrettelægger forløb og rammer for ældre, som passer til de fastlåste idéer, vi har om, hvordan de er.

Det kan for eksempel komme til udtryk ved, at vi forbigår de ældre, når vi skal forfremme, fordi de jo nok ikke er interesserede i at udvikle sig og sikkert mest tænker på, hvornår de kan trække sig tilbage. Vores forestillinger om de ældre bliver altså i praksis til en form for utilsigtet aldersdiskrimination, påpeger han.

»Vi tror, at vi tager hensyn til de ældre. Men ender med at gøre det modsatte,« siger Peter Holdt Christensen, der understreger, at han ikke påstår, at der slet ikke er forskel på unge og ældre.

»Jeg siger bare, at forskellene er mindre, end mange af os går og tror, og at det, der adskiller de ældre fra de unge, ikke nødvendigvis er problematisk, men tværtimod kan være en styrke ved dem,« siger han.

Mere selvkørende
I Aakirkeby på Bornholm har Zette Kofod dog også svært ved at genkende fordommene om de ældre medarbejdere.

Hun oplever, at de i den grad er motiverede, tager imod de nye med stor omsorg og ikke mindst har masser af viden og erfaring, som de har opbygget gennem årene. Og derfor er de, som hun udtrykker det, »guld værd på arbejdspladsen«.

»Ældre medarbejdere er en kæmpe ressource i forhold til det faglige, så de kan være en mentor for de unge medarbejdere, som jeg også ansætter, men som lige mangler den her erfaring,« fortæller Zette Kofod.

Netop de ældres erfaring er en særlig styrke ved dem, som mange virksomheder ikke altid har blik for at udnytte, mener Peter Holdt Christensen.

»Livet igennem har de ældre opbygget viden, faglig ekspertise og erfaring, som kan være en kæmpe fordel, når man står overfor nye opgaver og problemer. Men fordi man måske tænker, at den her ældre medarbejder nok er under afvikling, så rækker vi ikke ud og lader vedkommende give sin viden og erfaring videre til de yngre i flokken,« siger han.  

Og det er ærgerligt. For de ældre vil faktisk rigtig gerne dele deres viden og erfaring med andre.

»De ældre vil rigtig gerne give det, de ved og kan, videre. Det er faktisk noget af det, som er allermest meningsfuldt for dem,« fastslår Peter Holdt Christensen.

Udover graden af erfaring adskiller de ældre sig fra de unge ved, forklarer han, at de generelt har brug for mindre feedback, fordi de ældre allerede har bevist deres værd og ikke længere føler sig fagligt usikre i jobbet.

»De ældre har brug for mindre autoritær overvågning af, hvad de laver, fordi de med årene er blevet mere selvkørende,« siger Peter Holdt Christensen. 

Hvad skal der til?
Selvom de ældre rent fagligt er mere selvkørende, så betyder det ikke, at Zette Kofod overlader dem til sig selv.

Hun gør tværtimod meget ud af at sikre sig, at de trives og har de nødvendige rammer for at kunne fungere i jobbet.

Zette Kofod holder derfor løbende samtaler med de ældre medarbejdere – som hun i øvrigt gør med alle medarbejderne. Både for at få en idé om, hvor længe de har tænkt sig at blive ved, men også for netop at kunne finde de bedste løsninger for den enkelte.

»Man skal møde medarbejderne og sige: ’Hvis jeg skal beholde dig, hvad skal der så til?’« siger hun og tilføjer, at selvom hun vil strække sig langt for at imødekomme medarbejdernes ønsker, så er der også en økonomi, der skal gå op.

En mulighed kan ofte være at tilbyde andre opgaver, hvis helbredet ikke kan holde til at arbejde i plejen længere, have fleksible mødetider eller give fri på helligdage og i weekender for at have tid til for eksempel besøg hos børn og børnebørn. 

»Det er svært at tilgodese for alle, men det er vigtigt for at fastholde de her gode medarbejdere. De er det grå guld,« siger hun. 

Det er også vigtigt for hende, at de ældre medarbejdere stadig får mulighed for at komme på kurser og »ikke bare kommer bagerst«. For selvom de har meget erfaring, skal de stadig også udvikle sig og tilegne sig flere kompetencer, understreger Zette Kofod.

Individuelle løsninger
Zette Kofod har også et samarbejde med en fastholdelseskonsulent fra kommunen, som hjælper med at skabe de bedste rammer for medarbejderne.

For nylig hjalp konsulenten med at lave en ordning til en af de ældre, der havde fået konstateret gigt i skulderen og nakken og derfor havde svært ved at klare de tungere forflytninger i løbet af dagen.

»Hun ville måske prøve at finde noget helt andet eller søge ud i hjemmeplejen, men hun ville jo helst blive her, fordi hun var glad for at være her,« fortæller Zette Kofod.

Løsningen blev med hjælp fra kommunen at ansætte en personlig hjælper, som kan komme og hjælpe med forflytningerne.

»Så får jeg penge til det, og så kan hun stadig være der. Og det er jeg glad for. For hun er en dygtig medarbejder,« siger Zette Kofod.

68-årige Bitten Vomb Koefoed har også oplevet, hvordan arbejdet er blevet tilpasset hende, efter hun var igennem en rygoperation og derefter blev ansat i fleksjob.

»Zette har aldrig nævnt, hvad jeg ikke kunne. Hun nævnte alt det, jeg kunne,« fortæller Bitten Vomb Koefoed, der 1. maj i år gik på pension efter sammenlagt 11,5 år på plejecenteret.

Hun fik andre opgaver uden for plejen, som hendes ryg kunne holde til, og blev for eksempel uddannet i et digitalt træningsprogram for at få nye kompetencer til at træne med beboerne.

»Hun fandt alt det, jeg stadig måtte. Det betød så meget, for man bliver ikke trukket ned. Man bliver faktisk løftet,« siger Bitten Vomb Koefoed.

Ung-gammel. Gammel-ung
Adspurgt om, hvordan man som leder skaber gode rammer for de ældre medarbejdere, svarer Peter Holdt Christensen, at det vigtigt at være bevidst om de bias, man kan have om både de ældre – og de forskellige aldersgrupper i det hele taget.  

»De fastgroede forestillinger, vi har om de forskellige aldersgrupper, er kun med til at grave kløfterne imellem dem større. Så dem skal vi kaste over bord og i stedet åbne øjnene for, hvordan virkeligheden ser ud,« siger han og anbefaler, at man helt konkret taler med sine medarbejdere om de aldersnormer, der eksisterer.  

Derudover bør en leder skabe rammer for, at de ældre kan give deres store viden og ekspertise videre til de yngre. Både for at udnytte den erfaring, som de ældre har opbygget, men også fordi det altså virker motiverende for de ældre at kunne øse ud af det, de har tillært gennem et langt arbejdsliv.  

Omvendt er det også vigtigt at have blik for, at de ældre kan lære noget af de unge, pointerer han. 

»De unge kan bidrage med noget, de ældre ikke kan. En ny faglighed. En anden forståelse af den verden, vi lever i. Så det går begge veje. Ung-gammel. Gammel-ung.«   

I stedet for at se aldersforskellen som problematisk mener Peter Holdt Christensen, at vi skal forsøge at udnytte den – både ved at skyde aldersnormerne ned – og ved at skabe bedre forbindelse mellem de forskellige aldersgrupper på arbejdspladsen.  

»Ikke bare for de unge og de ældres skyld, men jo i sidste ende også for virksomhedens bedste,« siger han.  

Holder fast
For nogle år siden var Zette Kofod sygemeldt i en periode med en hjernerystelse. Det betød, at hun det år måtte droppe julekortet til sine medarbejdere.

Og det var medarbejderne mildest talt ikke glade for.

»De syntes, det var en lortejul,« fortæller hun. 

Medarbejderne fik en julegave, men det var altså ikke det samme som et personligt julekort, fik hun efterfølgende at vide. 

Hun har derfor sørget for at skrive dem hvert eneste år siden. Og det har hun også tænkt sig at gøre i år.